Fortsæt til indhold

Købmanden trådte til side – lod medarbejder med lønnummer 1 indvie ny butik

Købmand Birgit Eggert havde overladt saksen til sin mangeårige medarbejder for at lave den officielle indvielse af den nye Rema 1000.

Samfund

Torsdag morgen kort før klokken 8 havde en lang stribe af mennesker trodset vejrskiftet fra sol og sommertemperaturer til blæst og regn for at være med til at åbne den nye Rema 1000 på Århusvej i Grenaa.

Masser af mennesker havde trodset vejrskiftet og ventede tålmi

Sådan nogle butiksåbninger er oftest lidt af en standardprocedure med et par taler, inden dørene åbnes.

Det var denne også, men den var også ganske rørende for ved den røde snor med saksen stod Lone Kajser.

Hun er mangeårig medarbejder i Rema 1000 og med lønnummer 1 i den lokale forretning suverænt den med højest anciennitet, og i stedet for selv at foretage det rituelle snoreklip, havde købmand Birgit Eggert spurgt Lone, om hun ikke ville føre saksen.

Lone Kejser var tydeligt rørt over åbningen af den nye forretning, som hun oven i købet fik lov at indvie. Foto: Simon Carlson

Det var hun tydeligvis meget rørt over, da hun med røde øjne og et stort smil klippede snoren, indviede butikken og bøde de første kunder velkommen indenfor.

»Det var faktisk lidt vildt. Jeg troede, Birgit selv ville gøre det, fordi hun har aldrig prøvet at indvie en helt ny butik før,« fortalte Lone Kajser efterfølgende.

»Birgit skrev til mig en aften og spurgte, om jeg ville gøre det. Hun er stolt og glad over det det arbejde, vi sammen har gjort for at gøre butikken klar, og det var nok for hende. Det havde jeg ikke lige regnet med, så jeg synes virkelig, det var en flot gestus.«

Løfter byen

Inden da var borgmester Kasper Bjerregaard (V) også mødt op for at sætte et par ord på den nyeste tilføjelse til udvalget af supermarkeder i Grenaa.

Det blev nærmest heller ikke mere end et par ord, for pludselig væltede en haglbyge ind over parkeringspladsen, og borgmesterens situationsfornemmelse sagde ham ret hurtigt, at det nok var bedre at stoppe talestrømmen, så menneskestrømmen kunne rykke indenfor.

Rema 1000 på Århusvej er Grenaas anden Rema og den fjerde i Norddjurs Kommune. Foto: Simon Carlson

Efterfølgende satte han dog til avisen nogle ord på betydningen af den nye butik. Særligt placeringen er vigtig, mener Kasper Bjerregaard.

»Det løfter hele bybilledet, fordi det er indgangsvinklen, når man kører ind i Grenaa. Vi har fået åbnet området, og vi håber jo, at det er med til at trække nogle folk til, som så også kommer op i byen,« sagde borgmesteren.

Placeringen har dog også fået kritik, fordi indkørslen fra Århusvej ligger på et i forvejen særdeles trafikeret sted, hvor køer ved krydset og ind- og udkørslen ved McDonalds er hverdag.

Åbningen af den nye forretning er også åbningen af hele området bag McDonalds i Grenaa, som i mange år bare har været forfalden græsmark. Foto: Simon Carlson

Det er forsøgt imødekommet ved, at der nu er to indkørsler fra Århusvej, mens det ikke længere er tilladt at køre ud fra indgangen tættest ved McDonalds.

»Vi har haft Cowi (rådgivningsfirma, red.) til at undersøge det. Det har jo taget lang tid, fordi det også har medført overordnede ændringer i området, men jeg synes, det er nogle gode løsninger, der er blevet lavet,« vurderer Kasper Bjerregaard.

Åbningen af den nye Rema 1000 har også medført skepsis i forhold til, om Grenaa er ved at være overmættet af supermarkeder.

Her mener borgmesteren, at det må være op til detailkæderne selv at vurdere, om der er marked for dem i byen.

»Men Grenaa har mere detailhandel, end hvad byens størrelse egentlig tilsiger den. Det er, fordi byen trækker folk til. Der er også mange, der kører til og fra byen for at arbejde, og her synes jeg, vi har fundet en god placering, så folk kan handle på vej hjem fra arbejde,« konstaterer borgmesteren.