Børneboom i landsby har måske denne årsag: »Vi fik os et hus til 200.000 kroner«
Lille landsby har oplevet et generationsskifte. I dag vælger unge på husjagt byen til, hvilket får børnetallet til at stige.
I Vester Velling er der 77 huse. I hvert hus bor der i gennemsnit 4,6 personer. Den lille by på grænsen mellem Favrskov og Randers Kommune oplever nemlig et regulært børneboom, som ikke ser ud til at blive mindre i fremtiden. Yngre mennesker vælger nemlig byen til, når de skal købe hus.
Sådan var det også for Maria Høver, da hun som 20-årig i 2015 skulle købe sit første hus.
Hun havde overhovedet intet tilhørsforhold til stedet, men kørte en dag forbi et hjemmelavet skilt, hvor der stod: »Giv et bud.«
»Så fik vi os et hus til 200.000 kroner – og jeg er mega glad for mit hus,« siger hun.
I dag har hun tre børn på tre, fem og syv år plus to bonusbørn. De har en del legekammerater. Der er nemlig 72 børn i byen i alt.
»Jeg bor her 100 procent, fordi der er et godt sammenhold i Vester Velling. Ungerne har simpelthen så gode relationer. De løber bare afsted, eksempelvis ned til Heidi og Jacob – det gør jeg i øvrigt også selv,« siger hun og hentyder til, at også hun har fået gode venner i byen.
En af dem er Jacob Amorsen, som har to børn på fem og otte år. Også han flyttede til byen, da hans første hus skulle købes i 2009:
»Da jeg flyttede til, var der næsten ingen børn. Der var det en ældre generation, som boede her,« fortæller han.
Generationsskiftet begyndte så småt omkring 2015, og som nævnt ser det blot ud til at fortsætte med unge tilflyttere:
»De seneste tre huse, som er blevet solgt, er til folk i midttyverne til 30 år. Det er altså børnefamilier eller unge, som inden for kort tid må formodes at få børn,« siger Maria Høver.
Man vil kende sin nabo
Når nye folk flytter til, så banker de ”gamle” beboere gerne på døren, eller også sørger de for at hilse på legepladsen.
»Jeg tænker lidt, at det er mentaliteten, når man vælger at flytte på landet: Man vil gerne kende sin nabo,« siger Jacob Amorsen, der dog tror, at Vester Velling bliver valgt til af en anden årsag – i første omgang:
»Jeg tænker, at folk falder for husene og prisen på dem. Jeg tror først, man finder ud af det gode sammenhold, når man er her. Det er en bonus, man oplever, hvis man selv vælger at være lidt aktiv.«
Men er det ikke frygtelig bøvlet at bo i så lille en by – og så endda som børnefamilie?
»Der er mere kørsel til sport, ja. Det følger med. Men altså, nej... Det tager måske ti minutter at køre efter en pizza frem for tre minutter. Og der kører en bus en gang i timen,« siger Maria Høver, som i stedet fremhæver den ”centrale” placering af byen med Randers, Silkeborg, Bjerringbro, Viborg og Aarhus inden for 45 minutters kørsel.