Røde Kors overtager lokal vågetjeneste: »En dyb, meningsfuld oplevelse«
Røde Kors overtager lokal vågetjeneste.
Fra 1. juli i år overtog Røde Kors Skanderborg den tidligere Skanderborg Vågetjeneste. Det betyder at det nu er Røde Kors, der skal stå i spidsen for den daglige koordinering og dække vågetjenesten i hele kommunen.
På landsplan kan Røde Kors i år fejre vågetjenestens 20-års jubilæum. Ambitionen om at ingen skal dø ufrivilligt alene er stadig den samme som for 20 år siden. Og ønsket om at sikre nærvær og tryghed for mennesker i deres sidste stund, er stadig det, der motiverer Røde Kors i Skanderborg til at fortsætte vågetjenesten.
»Vi er utroligt glade for, at vi i sin tid blev spurgt om vi ville overtage den daglige koordinering med vågetjenesten i kommunen. Vi har haft et meget positivt samarbejde med den tidligere forening i forbindelse med overdragelsen og overtagelsen, og med vores nye aktivitetsledere, glæder vi os til at komme i gang med arbejdet,« siger Helene Kelstrup, formand for Røde Kors Skanderborg, i en pressemeddelelse.
Livets sidste fase kan være svær for alle berørte, både for den døende og de pårørende – og her gør de frivillige vågere en uvurderlig forskel ved at skabe ro og give nærvær og støtte. De er der for mennesker i deres allersidste timer og deres indsats betyder ikke kun noget for de døende, men også rigtig meget for de pårørende og hele lokalsamfundet, står der i pressemeddelelsen.
»At være en del af den tidligere vågetjeneste har været en dyb meningsfuld oplevelse. Jeg er taknemmelig for alle de frivillige, der har bidraget med deres tid og omsorg. Jeg ved, at Røde Kors Skanderborg vil fortsætte med at gøre en stor forskel,« siger Anni Korsgaard Clausen, afgående formand for bestyrelsen i Skanderborg Vågetjeneste.
Nyt team står klar
Røde Kors har været i gang med at finde et nyt lederteam, der skal overtage den frivillige ledelse af tjenesten. Nu glæder Christina Rasmussen og Jane Ellegaard sig til at komme i gang og møde alle områdets vågere, der for fleres vedkommende har mange år på bagen i hvervet.
Selvom vågerne følger med, er der brug for flere.
»Vi har altid brug for flere frivillige, der ønsker at give lidt af deres tid til at skabe ro og nærvær for et medmenneske i livets sidste fase. Som våger er du ikke alene – du bliver en del af et fællesskab, hvor du får støtte og vejledning, så du trygt kan tage del i opgaven,« lyder i pressemeddelelsen.
Hvis man har lyst til at høre mere om at blive våger, kan man kontakte ny aktivitetsleder Christina Rasmussen på mobil 2274 9179 eller ny aktivitetsleder Jane Ellegaard på 2636 4761 eller sende en mail til vågetjenesten på skanderborg.vaagetjenesten@rodekors.dk.