Lise har været vågekone i 15 år: »Der er noget højtideligt over, når nogen udånder. Der bliver jeg meget stille«

En sen aften besøger Lise Kok en ældre kvinde et sted i Skanderborg Kommune. Kvinden er døende, og hun har ingen familie. Kun sin kat. Lise Kok besøger kvinden i tjenesten som vågekone.

»Man siger, at hørelsen er det sidste, der lukker ned, så jeg nynner eller synger næsten altid. Jeg kan godt finde på at synge nogle sange fra højskolesangbogen eller salmebogen. Det giver en god ro,« fortæller Lise Kok.

Hos den døende kvinde hænger der en liste med nogle numre.

»Der tænker jeg, at det kan være sangnumre fra salmebogen – måske det er de sange, der skal synges til begravelsen, det ved jeg ikke – men jeg synger numrene i salmebogen, og det kan jeg mærke, at hun nyder. Hun ligger nærmest selv og synger med,« fortæller Lise Kok.

Det er tre år siden nu, men oplevelsen står stadig meget klart hos Lise Kok.

»Hun havde også en kat, der hoppede op i sengen ved hende. Den kunne nok godt mærke, at kvinden ikke var, som hun plejede at være, for den lagde sig ved hendes hoved med halen hvilende på hendes bryst. Så lå den og spandt lidt, lige inden hun udåndede. Det var så fint.«

»Gør en forskel«

Lise Kok har været frivillig våger i Skanderborg Kommune de seneste 15 års tid – og har været både på plejehjem, hos private og før i tiden på Sølund. Hun er ikke en del af vågetjenesten, som våger hos demente.

»Jeg har været med næsten fra begyndelsen her i Skanderborg. Dengang var jeg stadig på arbejdsmarkedet, og der blev det sådan, at jeg gerne ville være våger aften og nat, for så kunne det forenes med dagvagt på arbejdet. Det har altid været i et fantastisk samarbejde med hjemmeplejen og de ansatte på plejehjemmene,« lyder det fra Lise Kok, der også gør meget ud af at have en god kontakt til de pårørende.

»Jeg havde et tilfælde med et ægtepar, hvor jeg sagde til ægtefællen, at han gerne måtte gå ind i et andet rum for at sove, for nu var jeg hos hans hustru. Hvis der skete nogen forandringer, ville jeg hente ham. Det resulterede i, at han fik noget søvn, fordi han vidste, at jeg var der. Jeg oplever også, at nogle pårørende gerne vil sidde sammen med mig. De er trygge ved, at der er en, der tager barrieren, inden de skal være tæt på. I nogle tilfælde oplever jeg, at de gerne vil sidde lidt bag mig, så de ikke sidder helt tæt på deres pårørende,« fortæller Lise Kok,

»Min mor lærte mig det«

Hun har nemlig også selv oplevet at være pårørende i en svær situation. Som helt ung mistede hun sin mor, og det var allerede dengang, hun fandt ud af, at hun ville egne sig som våger.

»Min mor lærte mig det. Jeg passede min mor, da hun var døende som meget ung. Jeg var kun lige på vej til at blive voksen. Det gav en tryghed, og jeg følte, at jeg var god til det. Jeg kunne lindre. Det er noget, jeg kan. Jeg kan give kærlighed, forståelse, medmenneskelighed, accept, omsorg og velvære. Jeg skaber ikke angst eller frygt, men nærhed, omsorg og tryghed. Det kan jeg godt lide,« siger Lise Kok.

Det er ikke så vigtigt for hende, om hun bliver sendt ud som våger i et privat hjem eller på et plejehjem eller hospice.

»Jeg er ikke bange for at komme ud i naturen og ud på landet, så der er nærmest ikke den krog af kommunen, jeg ikke har været i. Nogle er måske ikke så trygge ved at sidde ved en døende på landet, men det har jeg ikke noget imod,« lyder det fra Lise Kok.

Og det var netop på landet, hun vågede for kvinden, der døde med katten og Lise Kok ved sin side.

Ingen situationer er ens.

Men fælles for alle stederne er, at hun altid lægger ud med at læse rummet, når hun kommer ind til en døende. Kigger om den døende har noget i rummet, som vedkommende har holdt særligt meget af. Så hilser hun på og fornemmer, hvad den døende har brug for.

Og så er der også altid noget med åndedrættet.

Lise mærker, at det for langt de fleste er svært at overgive sig til døden. Svært at give slip

»Jeg har lagt mærke til, at jeg er blevet god til at trække vejret sammen med de døende. Jeg giver dem en ro. De døende kan godt mærke den nærvær, det giver. De bliver meget rolige. Jeg oplever ofte, at de rykker sig i sengen. De rykker sig over mod mig. Jeg har ikke et problem med at rykke sengen helt ned, så jeg kan putte dem ind til mig, hvis jeg kan mærke, at det er det, de søger. Jeg gør, hvad der føles naturligt. Mange rækker for eksempel hænderne op for at få fat i noget. Så tager jeg deres hænder, så de mærker varme.«

Lise er heller ikke i tvivl om, hvorfor hun våger.

»Jeg føler, jeg gør en forskel, og det vil jeg gerne gøre. Det er det, der giver mig noget tilbage.«

Tiden efter døden

En forskel har Lise Kok gjort i mange år.

Og i og med, at Lise Kok i de første mange år valgte at være våger aften og nat – og nu kun aften – har hun været der, når mange døende tog det sidste åndedrag.

»Døden indtræffer ofte om aftenen og natten, når der bliver stille og alting lukker ned,« forklarer Lise Kok.

Og hver gang er det noget specielt.

»Der er noget højtideligt over, når nogen udånder. Der bliver jeg meget stille, fordi jeg tænker, der er nogle andre magter, jeg må tro på. Jeg kan godt lide at være hos den døende et stykke tid, uden at gøre noget,« siger Lise Kok.

»Jeg kan godt finde på at bede fadervor og til sidst føle mig lidt afmægtig over for døden. Hvad er døden nu? Så kan jeg godt snakke lidt i mit stille sind med gud i det her. Om han vil tage sig af vedkommende. Jeg ved også, at det er nogen, der gerne vil have, jeg beder fadervor – måske sammen med pårørende, som ikke selv kan i deres sorg og fortvivlelse. Det kan jeg jo så gøre for dem. Det er ikke noget jeg gør, hvis de ikke vil have det. Jeg kan ikke drømme om at overskride nogens grænser. Der er så mange måder at tro på,« siger Lise Kok.

Nyt vagtsystem

Lige så meget som Lise Kok mærker, at både den døende og vedkommendes familie sætter pris på vågerens tilstedeværelse, sætter hun også selv pris på de forskellige møder med døende.

Derfor tager hun også gerne en vagt, når det passer ind i planerne med hendes mand, døtre, børnebørn og oldebarnet.

»Jeg har ingen planer om at stoppe endnu, men jeg har ingen nattevagter mere,« siger Lise Kok med et stort smil på læben.

Som det er nu er Lise Kok ude som våger omkring en gang i måneden.

»Når vi våger er vi måske ude tre til fem gange i træk, og så vil de døende gerne se den samme person – og det kan jeg godt forstå,« siger Lise Kok, der gerne byder ind, når der kommer en besked på telefonen.

»Vi får alle sammen en sms, når der er brug for en våger, og så byder vi selv ind. Det er en rigtig god ordning. Det er tit med kort varsel, at vi får besked om, at der er vågning,« siger Lise Kok, der byder alle med interesse for at våge velkommen i teamet af frivillige vågere i Skanderborg Kommune.