Firbenede eksperter sat ind i kampen mod rotterne

I kampen mod rotterne har Skanderborg Kommune allieret sig med et par firbenede medarbejdere: Jack Russell terrieren Karla og Fiona, der er en dansk-svensk gårdhund. De to rottehunde er eminente hjælpere i bekæmpelsen af rotter.

Karla er helt bogstaveligt en hund efter rotter. Ifølge hendes »mor«, Lene Sandkvist, der er formand for rottebekæmperne i Skanderborg Kommune, og selv har kørt ud som rottebekæmper i seks år, ligger det i hundens gener at jage rotter.

»Karla er født med instinktet. Jeg havde hende med ud, fra hun var otte uger gammel, og da hun var 10 uger nakkede hun sin første rotte,« fortæller Lene.

Det har aldrig været nødvendigt at gå til træning med Karla. I stedet har hunden været med Lene rundt helt fra den var en lille hvalp og lært, hvordan den skal ignorere andre dyr og kun reagere på rotter. Sådan har den lært ikke at tage notits af mus.

I dag er Lene ikke længere i marken, men Karla er stadig en ivrig rottefanger, og John Møller Hansen er nu hendes faste makker.

Fænomenal rottefænger

»Karla er en fænomenalt god makker. Når jeg har hende med ude hos folk, som måske har et problem med rotter, så kan hun hurtigt afgøre, om det nu også er rigtigt. Hvis der er rotter, så kan hun vise mig, hvor rotten render hen og vise, hvor den bor, også selvom rotten ikke er der lige på det tidspunkt. Hun kan med sin lugtesans fange rottens fært. Så følger hun sporet og viser med halen og ørerne, om der er noget. Hun er fænomenalt god til det,« fortæller John.

»Karla kan hurtigt afgøre, om det, folk har set, er en rotte eller ej. Hvis hun ikke reagerer, så var det ikke en rotte. Folk tror faktisk mere på Karla, end på mig. Når de kan se på hende, at der ikke er noget, så er de beroliget. Og hvis der er noget, så er de heller ikke i tvivl, for det er meget tydeligt at se det på hende,« forklarer han.

»Karla viser mig, hvor der er rotteaktivitet. Hvis hun er mere aktiv nogle steder end andre, så kigger vi nærmere på dem. Hun kan også finde huller, hvis jeg ikke finder dem. Og begynder hun at grave i dem, så er de aktive. Det giver et fingerpeg om, hvor det er godt at sætte fælder op.«

Men dér, hvor Karla er allerbedst, er når folk har fået en rotte indenfor i deres hjem. Og i de situationer, rykker rottefængerne hurtigt ud.

»Rotter kan komme ind i et hus på mange måder, og det er en grim oplevelse at møde en rotte i sit hjem. Her om sommeren har folk ofte dørene til at stå åbne, og rotter er jo nysgerrige dyr, så de kan godt finde på at kigge indenfor. Så får vi opkald fra desperate folk, der står og hopper oppe på køkkenbordet, fordi de lige har hilst på en rotte. I sådan nogle situationer er Karla helt eminent. Hun finder som regel rotten lige med det samme og dræber den. Hun er lynhurtig og det er bare kort proces,« understreger John.

»Kan hun ikke få fat i den, fordi den gemmer sig bag en fryser eller et køleskab, så viser hun mig, hvor rotten er ved at stå og pibe og kradse.«

I sådanne situationer må John smøge ærmerne op og ned på knæ og med en pind eller lignende prøve at få rotten frem, så Karla kan snuppe den.

»Rotten kan skjule sig på næsten ingen plads, og selvom jeg lyser rundt med min lygte, kan den være svær at se. Nogle gange kan det godt blive mere spændende, end man bryder sig om, når man kommer lidt for tæt på rotten og den pludselig sætter af i et spring. Jeg har oplevet en gang, hvor rotten sprang lige ud i favnen på mig og strøg op ad armen. Men Karla snuppede den heldigvis som et lyn,« fortæller han med et grin.

Kort proces

»Det går faktisk så hurtigt, at det er svært at forstå, hvis man ikke selv ser det. Hun bider den ikke ihjel, men rusker den så hurtigt fra side til side, at det er svært at følge med. Rotten går helt i stykker.«

Det sker, at en rotte føler sig så truet, at den går til angreb på Karla og bider hende. Sker det, går Karla ifølge John helt amok. Og så kommer der blod.

»Så bliver rotten både rusket og tygget godt og grundigt i. Ellers kommer hun normalt bare og afleverer rotten, når hun har rusket den. Og lige inden hun lægger den fra sig, får den to-tre bid ned over kroppen, og så alle rottens knogler er knust.«

Alligevel skal man ikke frygte, at en rotte kan finde på at gå til angreb på mennesker.

»Nej, det gør de ikke, de vil bare gerne væk. Er rotten trængt op i et hjørne, så ved den godt, det er skidt. Har den fundet et godt skjulested, så bliver den siddende helt musestille. Jeg har oplevet en rotte, der gemte sig bag et blad i en potteplante i en opgang. Den havde vi nær misset, men også den fik Karla til sidst.«

Rotter kan springe ret højt, og kommer Karla direkte imod dem, har John set, hvordan rotten kan lave et krafthop næsten en meter op i luften og dreje rundt samtidig for at komme væk.

I jobbet som rottehund er det en fordel, at Jack Russell terrieren Karla ikke er ret stor. Det betyder, at hun nemt kan komme både ned i en krybekælder og op på et høloft.

Men nogle gange er der så mange ting i folks boliger, garager, udhuse og skure, at Karla ikke har en chance for at fange rotten. I sådanne situationer beder John folk om at rydde lidt op, og samtidig sætter han et par fælder op.

»Ting skal ikke være løftet ret meget fra jorden, før en rotte kan komme derind – en fingerbredde er faktisk nok, og der kan Karla jo trods alt ikke komme ind. Rotten har noget af et gummiskelet og et meget fleksibelt kranium, så den kan mase sig igennem. Er hovedet først presset igennem en åbning, så kan kroppen også komme igennem. To centimeter er rigeligt,« fortæller han.

»Faktisk er det svært ikke at have lidt respekt for rotten. Der er stor forskel på rotter og mus intelligensmæssigt. Rotter er smarte. Du kan se på kameraer, at de går hen til fælder 50 gange, før de beslutter sig for at prøve. Det er derfor, de er så svære at fange. Mus, de prøver første gang.«