Fortsæt til indhold

Vigtige Gellerup-boliger flopper: Så få er solgt på 300 dage

Det har vist sig svært at sælge de første rækkehuse i Gellerup, der skal tiltrække ressourcestærke beboere.

Samfund

»Jeg synes faktisk, at det er en rigtig god investeringscase.«

Sådan sagde ejendomsmægler Michael Nonbo tilbage i januar om en række frontløber-boliger i Trekanten i Gellerup, der dengang havde været på markedet i 140 dage.

Kun et enkelt rækkehus ud af 26 var blevet solgt på daværende tidspunkt.

Nu, efter mere end 300 dages liggetid, er antallet af solgte boliger steget til to. Så noget tyder altså på, at folk ikke har set et lige så stort investeringslys i de spritnye rækkehuse, som den aarhusianske mægler. Den gennemsnitlige liggetid i Aarhus er 120 dage.

Der var ikke meget liv i Trekanten, da avisen var forbi. Det var dog også i arbejdstiden. Foto: Danni Paulsen

Trekanten er et stort projekt med i alt 75 boliger, som AP Ejendomme har opført i Hejredalskvarteret. I første omgang skal 26 sælges, mens resten lejes ud. Senere er planen, at samtlige boliger skal være på private hænder.

Projektet er vigtigt, fordi rækkehusene er de første private boliger, der er blevet sat til salg i Gellerup. Det belastede boligområde er i en stor omdannelsesproces, hvor de nedrevne, gamle betonblokke og almene boligbyggeri erstattes af funklende nye kvarterer.

Et vigtigt parameter i omdannelsen er at få en mere blandet beboersammensætning, så også ressourcestærke beboere flytter til området - og det er blandt andet disse, man håber på vil bosætte sig i Trekanten.

Michael Nonbos forventning har dog ikke været, at rækkehusene ville gå som varmt brød med beliggenheden i Gellerup.

»Det har selvfølgelig en historik imod sig. Det er helt klart også derfor, at det tager lidt tid. Vi havde kalkuleret med, at det ville tage længere tid end et normalt boligprojekt,« sagde han i januar.

Trekanten har været helt færdigt i nogle måneder, men mange boliger står stadig tomme. Foto: Danni Paulsen

Har lang tidshorisont

Det er ikke lykkedes avisen at få kontakt til ejendomsmægleren i denne omgang. Man kan dog se, at det svigtende salg ikke har medført prisreduktioner. Rækkehusene koster fortsat i omegnen af tre millioner kroner.

Hos AP Ejendomme ryster man heller ikke på hænderne, selvom salget går trægt.

»Der er indgået salgsaftaler for to af de 26 boliger, der blev sat til salg, og vi har også et par reservationer. Af de øvrige 49 boliger i Trekanten er 80% udlejet. I den forbindelse er det værd at notere, at det blot er fire måneder siden, at rækkehusene stod færdige og kunne fremvises til både købere og lejere. Vi er derfor ganske fortrøstningsfulde om ambitionen om at skabe et blandet boligområde med både eje- og lejeboliger,« siger Michala Velin, projektchef i AP Ejendomme.

Ifølge hende har pensionsgiganten is i maven.

»Vi byggede husene i Trekanten med en lang investeringshorisont og bidrager sammen med Aarhus Kommune til byfornyelse og en mere blandet sammensætning af boliger, erhverv og beboere. Det er en vigtig samfundsopgave, og vi er bevidste om, at det ikke sker med et fingerknips.«

Rådmand: Byudvikling tager tid

På Aarhus Rådhus holder social- og beskæftigelsesrådmand, Anette Poulsen (S), et vågent øje med, hvordan det går med Trekanten-projektet.

Hun er ligesom AP Ejendomme fortrøstningsfuld.

»Vi følger udviklingen i Gellerup og andre udsatte boligområder meget tæt, og det gælder også udviklingen omkring Trekanten. Det er afgørende at få ejerboliger til området for at sikre en blandet by og et stabilt elevgrundlag til Kløverskolen, og vi forventer, at der med tiden kommer gang i salget,« siger rådmanden og fortsætter:

»Byudvikling tager tid, og det er vigtigt at holde fast i den retning, der er lagt, og give plads til, at både beboere og resten af byen får mulighed for at opleve forandringerne.«

Anette Poulsen fremhæver desuden, at der er sket en pæn stigning i antallet af ressourcestærke beboere, der er flyttet til Gellerup.

»Der er de sidste ti år sket en markant stigning i beboernes uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet. Stigningen er særligt udtalt blandt dem, der er er flyttet ind i nybyggerierne, og det viser, at det er muligt at tiltrække nye målgrupper til området. Det er positivt, og jeg håber, at de nye beboere får øjnene op for områdets kvaliteter, og at flere med tiden får lyst til at købe bolig.«

Foto: Danni Paulsen