Nu svarer udskældt butik på kritik: »Vi ser os ikke som konkurrent til helårsbutikkerne«
Der er langt fra enighed mellem formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening Kristian Busk og lingeriekæden Change, om sidstnævntes pop-up-butik er gavnlig eller skadelig for bylivet.
Som tidligere beskrevet i denne avis, så er emnet ’pop-up-butikker’ i Ebeltoft en varm kartoffel.
Formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening Kristian Busk er, som tidligere beskrevet i disse spalter, ikke udpræget begejstret for store butikskæder, der kommer til Ebeltoft i højsæsonen og sælger ud af outlet-varer, som det er tilfældet med undertøjsforretningen Change, der har slået midlertidig lejr i Adelgade hen over sommermånederne.
Og den holdning har ikke ændret sig hos Kristian Busk.
»Jeg har det meget på samme måde. Pop-up-butikker kan ikke siges udelukkende at være dårlige, men det er et meget bredt begreb. Man skal være forsigtig med det, hvis det ikke bidrager til byens liv - eller hvis det er for at udnytte noget, der er velfungerende i forvejen, som Ebeltoft må siges at være i sommermånederne,« siger han og fortsætter:
»Jeg har intet imod Change eller pop-ups som sådan, men jeg har noget imod, hvis der kommer nogle ind og tager en bid af kagen, som egentlig skulle være gået til byens butikker, der også skal overleve vinteren over.«
Anerkender ikke præmissen
Lingeributikken Change, hvis pop-up er blevet et konkret eksempel på udfordringen med midlertidige butikker i byen, har på mail svaret på Folketidendes spørgsmål. De anerkender ikke præmissen om, at de skulle tage indtægter fra byens helårsbutikker, lyder det blandt andet fra Changes landsdækkende outlet-manager, Maria Skøtt Jessen.
»Vi mener ikke, vi tager indkomst fra de andre butikker – vi tror på, at vi er med til at trække flere kunder til byen. Mange kunder kender vores brand og tiltrækkes af muligheden for gode tilbud – og vi oplever ofte, at de handler flere steder, når de alligevel er i byen. Vi ser os som et supplement og en ekstra anledning til, at gæster og lokale bruger tid og penge i Ebeltoft,« skriver hun.
Hun understreger, at hun forstår den lokale bekymring, men fremhæver, at Changes pop-up-biks ikke skal ses som en direkte konkurrent, men som et supplement i højsæsonen, der primært sælger outlet-varer, som de bevidst forsøger at sikre »ikke lægger sig for tæt op ad det sortiment, de fastliggende forhandlere har«.
»Det er helt naturligt og sundt, at man i en by som Ebeltoft drøfter, hvordan bylivet skal formes - både på kort og lang sigt. Vi har stor respekt for de erhvervsdrivende, der holder hjulene i gang året rundt, og vi ønsker på ingen måde at undergrave det arbejde,« lyder det.
»Vi ser os ikke som konkurrent til de etablerede helårsåbne butikker.«
Trækker handlende til
Maria Skøtt Jessen påpeger netop, at pop-up-butikker, som den Change har åbnet, kan have en gavnlig effekt på byens andre forretninger og turismeindtægterne.
»Når det gøres med omtanke, kan pop-up aktiviteter være med til at skabe øget liv, variation og trafik i gadebilledet – især i højsæsonen, hvor mange byer i Danmark oplever et naturligt løft i besøgende. Vi oplever, at vores kunder kommer for oplevelsen, for at blive inspireret og for at gøre et godt køb – og mange vælger samtidig at besøge andre butikker og caféer, når de alligevel er i området. På den måde kan vi faktisk være med til at styrke det samlede handelsliv og gøre byen endnu mere attraktiv at besøge,« skriver hun.
Maria Skøtt Jessen fortæller yderligere, at når Change åbner en pop-up i en af Danmarks sommerbyer, så gør de sig umage for at være en del af det lokale fællesskab.
»Vi lægger både tid, energi og økonomi i at synliggøre vores tilstedeværelse, når vi åbner i en by som Ebeltoft – blandt andet gennem markedsføring, nyhedsbreve og sociale medier rettet mod vores store kundeklub. Det skaber ikke kun opmærksomhed om vores butik, men tiltrækker også handlende udefra, som vi tror – og håber – samtidig lægger vejen forbi andre butikker og spisesteder i byen. På den måde bidrager vi aktivt til øget kundestrøm og synlighed for hele området.«
»Derudover ser jeg det som noget meget positivt for byen, at der er så få ledige lokaler som muligt – især i perioder med høj gæstetilstrømning. Tomme butiksvinduer sender sjældent et godt signal, og pop-up koncepter kan være med til at sikre, at byen fremstår levende, mangfoldig og imødekommende for både turister og lokale.«
»Billigt argument«
Changes overvejelser og forklaringer i forbindelse med deres pop-up-butik flytter dog ikke meget hos Kristian Busk, fortæller han. Han kalder det et »billigt købt argument«, at pop-up-butikken skulle trække flere folk til byen i de sommeruger, de er der.
»Vi har jo ikke problemer med at trække folk til selv, så jeg køber ikke dén præmis,« siger han - og understreger, at Change blot er et eksempelt. Isoleret set har han intet imod kæden eller butikken.
»Men det første, jeg tænker, er jo ’Åh nej - vi har allerede mistet én undertøjsforretning herude, og nu har vi Cherie tilbage. Jeg ser, at Change er en stor kæde, der kommer herud for at sælge deres overskudslager af udgående kollektioner, og så bliver det oktober, og de smutter igen - og så kan det være dét, der gør, at Cherie ikke kan polstres til de resterende måneder på året, hvor de skal være her,« siger han.
Nul konkrete butiksplaner
Handelsstandsforeningens formand går også på forhånd rette med eventuel kritik af, at hans udtalelser afspejler en manglende lyst til konkurrence. For ham handler det blot om, at det sker på lige vilkår - og ikke på unødvendig bekostning af byens i forvejen etablerede butikker. Samtidig pointerer han, at debatten ikke er sort og hvid, og han skam sagtens også kan se de positive effekter af en butik som Changes.
»Det er jo en butik, der ikke står tom - på den måde er der jo også gode ting i det. Men vi har også haft Salling til at lave en pop-up-butik herude, og de valgte jo at blive hele året.«
Selvom det er Kristian Busks ønske, at der åbnede en fastliggende lingerieforretning i byen, er der dog intet i sol, måne eller stjerner, der tyder på, at der kommer én med logoet ’Change’ over døren.
»Vi har lige nu ingen konkrete planer om en helårsåben butik i Ebeltoft, men vi udelukker det heller ikke på længere sigt.«
Det er igen et lidt letkøbt svar ifølge Kristian Busk, der til daglig har vinhandlen og delikatessen Hos Walters kækt:
»Du kan skrive, at jeg heller ikke udelukker at holde vinterlukket - men der er ingen konkrete planer.«
Sammen med Erhvervsenheden og Syddjurs Kommune skal han og handelsstandsforeningen i starten af september netop sætte sig ned og diskutere, hvordan Ebeltoft kan gøre sig selv mere robust over for midlertidige butikker - samt hvilke fordele, der er i at samarbejde med midlertidige butikker, fortæller han.
Men for nu er der stadig ingen begejstring til overs for et koncept som det, Change har indført i Ebeltoft over sommeren.