Ny uddannelse i Aarhus skal forebygge fremtidens kriser
Til september starter 36 studerende på en ny uddannelse i Aarhus, der er stor efterspørgsel på.
For første gang nogensinde har kommende studerende i år kunnet søge ind på en ny uddannelse, der skal klæde de studerende på til at løse fremtidens cyberangreb.
Den nye uddannelse er en professionsbachelor i cybersikkerhed.
Ansøgertallet lød på 161, hvoraf 36 er blevet optaget i Aarhus.
En af dem er Jonathan Nordskjold.
»Jeg blev glad, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet optaget. Jeg glæder mig meget til at komme i gang,« siger han og fortsætter.
»Mit håb er, at jeg kommer til at kunne skabe tryghed indenfor it-branchen.«
Han fortæller, at han godt kunne tænke sig at bruge det til at arbejde med efterforskning for politiet.
»Det er vigtigt, at der er nogle, som bliver uddannet til at afhjælpe f.eks. hackerangreb for virksomheder,« siger han.
Men udover det faglige håber han, at han også kan bruge det i sit privatliv.
»Der er mange usikkerheder ved at begå sig på nettet generelt. Derfor håber jeg også, at jeg kan bruge det i mit privatliv,« siger han.
Digital usikkerhed
Tidligere har avisen skrevet om, hvorvidt Aarhus er forberedt på trusler. Her kom det frem, at byens beskyttelsesrum langt fra står klar. Men flere byrådspolitikere kunne fortælle, at der er andre potentielle angreb, som vi bør være mere bekymret for.
Også beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl pegede på, at der er en specifik trussel, som burde få vores opmærksomhed i stedet for beskyttelsesrum.
»Vi ser lige nu på cyberområdet, at trusselsniveauet er hævet fra lav til middel. I forhold til det udsættes Aarhus Kommune og tilhørende virksomheder for tusindvis af cyberangreb hver eneste dag,« skrev han tidligere på året.
Nye former for utryghed rundt omkring i verden har været med til at bane vejen for den nye uddannelse.
»Cybersikkerhed spiller en større og større rolle. Det gør også, at der kommer en større efterspørgsel efter folk, der er uddannet inden for det,« siger Hans Henrik Jeppesen, der er uddannelseskoordinator på Erhvervsakademi Aarhus.
I sidste weekend havde Nets et nedbrud, hvor alle betalingstjenester landet over stod af. På trods af at de har fortalt, at det ikke skyldtes et hackerangreb, er det et eksempel på, hvorfor flere bør uddannes inden for cybersikkerhed.
»Mange unge mennesker har levet med det tæt på kroppen, måske har nogle oplevet at blive svindlet eller lignende,« siger Hans Henrik Jeppesen og fortsætter:
»I Danmark har vi digitaliseret rigtig mange systemer, men vi har samtidig brug for, at de systemer også fungerer, som de skal.«
Rektor Anne Storm Rasmussen på Erhvervsakademi Aarhus er optimistisk over for den nye uddannelse.
»Det lover godt for fremtidens arbejdsmarked, at de unge søger mod fag med god beskæftigelse. Efterspørgslen fra erhvervslivet på it- og tekniske kompetencer er stigende. Derfor er det glædeligt, at vi kan tilbyde så mange kvalificerede ansøgere en studieplads,« siger hun.
Uddannelsen tager tre og et halvt år.