Iranske Mostafa fandt danske Svend efter 56 år – nu skal de mødes: »Jeg har tit tænkt på, hvad der blev af ham«

»Hej Svend. Der er lidt en mærkelig årsag til, at jeg ringer, men var du i Iran i 1969?«

Sådan begynder avisens opkald til 81-årige Svend Borgbjerg.

»Øh ja, den er god nok,« lyder det lidt undrende i den anden ende af røret.

»Så kan jeg fortælle dig, at din dengang gode ven Mostafa leder efter dig,« fortsætter undertegnede og læser en mail højt, som Mostafa Rahimis søn har sendt til redaktionen fra New Jersey, USA – heri står blandt andet:

»Det, der begyndte som et tilfældigt møde, udviklede sig til et nært venskab. De tilbragte sommeren med at cykle til bjerglandsbyer, floder og historiske steder(...) Livet førte dem i hver sin retning. Svend vendte tilbage til Danmark, og min far fortsatte sit liv i Iran og blev arkitekt. De mistede helt kontakten. I dag er min far pensioneret arkitekt i 70’erne og bor i Rom. Han taler ofte med varme om den sommer og om sin ven Svend.«

Efter et par sekunder udbryder en stadig lidt forbløffet Svend Borgbjerg:

»Det må jeg nok sige.«

Tænker du nogensinde på Mostafa og tiden i Iran?

»Ja, helt sikkert. Jeg har tit tænkt på, hvad der blev af ham. Vi skrev lidt sammen dengang, men lige pludselig så har man jo hver sit liv.«

Et tilfældigt møde

Tilbage i 1969 boede den 25-årige Svend Borgbjerg i Haurum. Han studerede ved Landbohøjskolen og skulle i den forbindelse på et studieophold i Iran hen over sommeren. Her var han ansat ved et iransk firma i Kurdistan og skulle køre rundt og måle dybden i brøndene i landsbyerne og måle saltindholdet i vandet.

Der var ikke mange, som talte engelsk i området, husker Svend Borgbjerg, der i dag bor i Silkeborg.

»Men på et bibliotek var der få engelsksprogede bøger. Jeg tror, at det var dér, jeg rendte på Mostafa. Han kunne engelsk, og vi faldt i snak. Han viste mig lidt af byen, og så endte vi altså med at køre rundt og se en masse ting,« erindrer Svend Borgbjerg, som nåede at bruge et par måneder med Mostafa.

»Jeg kan huske, at vi en dag kørte til et vandhul. Det var sådan et sted, hvor man pumpede vand op til en stor mark med sukkerroer – ja, det hører sig jo slet ikke til – der havde man stemmet vandet lidt op, så der altså var et vandhul at bade i. Der drak man te og nød det. Jeg husker, at jeg sad der i badebukser, for jeg skulle jo være brun. De har nok tænkt, at jeg var sindssyg,« siger Svend Borgbjerg med et grin.

Så du og Mostafa kom altså godt ud af det med hinanden?

»Ja uha. Rigtig godt. Vi kørte også 80 kilometer nordpå og besøgte nogle drypstenshuler. Det var lidt klaustrofobisk at kravle derned i mørket. Jeg tog en tre kg stor drypsten med hjem. Jeg ved desværre ikke, hvor den er i dag.«

Har tit tænkt på den tid

Da Svend Borgbjerg rejste hjem til Danmark, holdt de to kammerater kontakten ved lige i form af brevskrivning i et par år, men så endte det altså ud.

»Jeg kan huske, at han vist kom til at arbejde på et autoværksted i Tyskland. Jeg er da imponeret over, at han kom videre og fik sig en god uddannelse,« siger Svend Borgbjerg og fortsætter:

»Jeg husker ham som en sympatisk, ung mand – en ordentlig fyr. Jeg er glad for at høre, at det er gået ham godt. Jeg har tit tænkt tilbage på den tid, og hvad vi lavede sammen – han viste mig jo steder, som jeg ellers aldrig ville være kommet.«

Nu skal de mødes

Din Avis har bragt de to gamle venner i kontakt, og skæbnen vil, at Mostafa Rahimis søn, Sohrab Rahimi, i forbindelse med sit arbejde skal til København i uge 35. Han medbringer sin far. Dermed er der en oplagt mulighed for Svend og Mostafa at mødes – og den mulighed har Svend Borgbjerg tænkt sig at gribe:

»Lige så snart de finder ud af, hvilket hotel de skal bo på, så planlægger jeg efter det. Jeg er meget spændt på at se Mostafa igen – han var jo bare en ung dreng dengang.«