Dumpede kommunens tilbud og fandt selv en gps til sin demensramte far: »For naivt at tro, at den bliver ladet op hver dag«

For Christine Mosekjær er det meget simpelt. En gps til personer, der lider af demenssygdom, skal først og fremmest kunne holde strøm - så lang tid som overhovedet muligt.

Det duer ikke, at gps’er, som det er tilfældet i dag, skal lades op hver dag, eller sommetider flere gange om dagen, mener Christine Mosekjær, hvis far brugte gps fra 2019-2021.

Som herværende avis afdækkede i august, skal kommunens gps’er til borgere med demens oplades hver dag, sommetider flere gange dagligt. Det kom frem, efter at en plejehjemsbeboer i begyndelsen af juni var forsvundet i godt et døgn, før han blev fundet. Han bar en gps, der var løbet tør for strøm.

»Det er simpelthen for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at lade en gps op hver dag,« siger Christine Mosekjær, der mistede sin far for tre måneder siden, efter han til sidst boede på Skovvang, et specialplejehjem for demens i det nordlige Aarhus.

De første erfaringer med gps’er gjorde Christine Mosekjær sig i 2017, da hendes far endnu ikke var flyttet på plejehjem.

»Han har altid været glad for at gå ture, og det fortsatte, efter han blev ramt af demens. Men så begyndte han jo ikke at kunne finde hjem igen.«

Kommunens tilbud om en gps-løsning blev dog hurtigt skrottet af datteren.

»Den skulle jo lades op hver dag. Og når jeg så spurgte, hvem der skulle gøre det, så var svaret, at det skulle min far selv. Jamen, det kan han jo ikke huske. Så det duede ikke. Og jeg fandt selv en anden løsning.«

I de første år, mens Christine Mosekjærs far boede hjemme, ringede hun ofte til ham om morgenen, og sikrede sig, at han havde sin nøglesnor om halsen. Det blev dermed en vane for ham at have den på. Deri satte hun en gps-tracker.

»Det var en, jeg fandt online, som egentlig var beregnet til sejlbåde eller biler. Det var som en lidt stor usb-pind, som havde sit eget simkort og var ikke afhængig af, at der var en telefon i nærheden. Men allervigtigst var det, at den kunne holde strøm i seks-otte måneder,« fortæller Christine Mosekjær.

Hun testede også kommunens gps-løsning, men den var alt for dårlig, mener hun:

»Jeg er sådan en person, der slet ikke kan lade være med at teste sådan en. Så den blev efterladt alle mulige steder. Og jeg må bare sige, at den fungerede ikke godt nok.«

Men da faderen i 2019 blev så dårlig, at han kom på plejehjem, var det den gps, som plejepersonalet brugte.

»Jeg oplevede ofte, at den løb tør for strøm, eller at den ikke viste, hvor han var,« fortæller Christine Mosekjær.

Den gps, hun købte til sin far, gav hvert 10. minut en indikation af, hvor han var henne.

»Så kan man sige, om han ikke kunne nå langt på 10 minutter, jo, det kunne han måske. Men i det mindste ved man nogenlunde, hvor han er, og er vi ude i en redningsaktion, hvor professionelle er involveret, så kan man gennemsøge det område,« siger Christine Mosekjær.

Aarhus Kommunes chef for Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler, Signe Rønn Sørensen, har tidligere forklaret, at den gps, kommunen anvender, er det bedste tilbud på markedet lige nu. Og at man udover batterilevetid også stiller krav om blandt andet tovejskommunikation og alarmknap-funktion i gps’en.

Det, mener Christine Mosekjær, er en forkert tilgang.

»Vi er nødt til at gå efter laveste fællesnævner her. Vi kan ikke have så mange krav. De ældre skal ikke til at lære, at der er en ny knap, man skal trykke på. Gps’en skal simpelthen bare kunne fortælle, hvor personen er henne. Det er komplet useriøst, at det ikke er det altoverskyggende krav.«