Fortsæt til indhold

Farlig bakterie fundet i fiskefrikadeller: Kan i værste fald betyde meningitis eller død

Frikadellerne er solgt flere steder.

Samfund
jro

Tenax Sild A/S tilbagekalder fiskefrikadeller, da der er påvist Listeria monocytogenes i produkterne.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Infektion med listeriabakterier kan give influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mave-tarmproblemer.

Hos personer, der er særligt modtagelige – for eksempel på grund af et svækket immunforsvar eller graviditet – kan der opstå alvorlig sygdom som blodforgiftning eller hjernehindebetændelse (meningitis).

Infektion under graviditeten kan desuden føre til for tidlig fødsel og fosterdød.

Listeria kan findes i mange fødevarer - både i kød, grøntsager, upasteuriserede mejeriprodukter og bearbejdede fiskeprodukter.

Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet, bør du kontakte din egen læge, lyder opfordringen.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det.