Her er fem rigmænd og -kvinder, der har spredt guldstøv over Aarhus

Hans Broge, 1822-1908, var den rette mand på rette tid i Aarhus.

Netop på det tidspunkt, da landboere fra de udpinte marker søgte mod byen, dukkede han op, og 6. december 1847 åbnede han sin købmandsforretning i Mindegade 8 i Aarhus. Det næste halve århundrede skete der ikke meget i Aarhus-området, uden at Hans Broge var aktiv, og med sin idérigdom og sit initiativ blev han byens mæcen. Aarhus havde næppe opnået samme position uden ham.

Viden er betingelsen for ethvert fremskridt, mente han og som købmand satsede han på korn og smør og lod andre om rosiner og sukat. Med smørret gled udviklingen snildt. Hans Broge vidste noget om smør. Han underviste sine kunder i fodring, behandling af kvæg og smørproduktion. Da smørret opnåede en bedre kvalitet, tog Mr. Broge kontakt til engelske grossister og solgte smørret til dem. Der var ingen grund til at overlade den forretning til købmændene i Kiel.

Siden fulgte etablering af jernbaner og et jysk-engelsk dampskibsselskab, så varerne hurtigt kunne nå Newcastle. Hans Broge rådede over fire skibe. Og den hurtige transport forlængede smørrets holdbarhed, for der hverken køleskabe eller frysere midt i 1800-tallet.

Storkøbmanden, der i en periode var medlem af byrådet, kunne se mangler ved udviklingen i Aarhus. Det er svært at forestille sig Strøget i Aarhus uden Sct. Clemens bro. På Hans Broges tid endte Søndergade ved åen, og så kunne man kigge over på domkirken. Det var indlysende, at der var behov for en bro.

Nok så heldigt skyldte han 14.000 kr. i skat og lovede at betale beløbet og mere til, hvis byrådet vedtog to forslag: Byggeri af Sct. Clemens bro og en jernbaneforbindelse til Odder. Det skete, og i forvejen havde han selv været med til at etablere de private jernbaner Aarhus-Hammel og Aarhus-Ryomgård for at få landbrugsvarerne hurtigere til Aarhus med henblik på eksport.

Hans Broge sikrede også stabil bygas i Aarhus. Et engelsk firma havde drevet et gasværk i Aarhus, men nu var koncessionen udløbet, og byrådet i Aarhus kunne et beslutte sig, om man skulle forlænge eller bygge eget værk. Forhandlingerne strandede, og den engelske repræsentant rejste til København med skib. Hans Broge tog med, og undervejs købte han gasværket.

Fra København sendte han et telegram hjem til borgmester Ulrich Christian von Schmidten:

»Har købt gasværket, men vil overlade det til byen for samme pris. Ellers driver jeg det selv.«

Kommunen slog til.

Han var også med til at etablere Aarhus Svineslagteri, Aarhus Palmekærnefabrik – den senere Aarhus Oliefabrik samt Korn- og Foderstof Kompagniet, KFK, ligesom han var en stor bidragyder til det nye Aarhus Teater.

Aarhus hædrede Hans Broge ved at opkalde en gade efter ham, inden han døde, og på Tietgens Plads blev der efter hans død rejst en statue skabt af kunstneren Axel Hansen, hvor den gamle købmand skuer ud på Hans Broges Gade.

Samme sted blev den handelshøjskole opført, som han selvfølgelig også bidrog til.

Nok har Aarhus en kulturrådmand, men byens virkelige kulturchef er en kvinde.

Karin Salling har stor betydning, for hun råder over penge. Mange penge. Og det er tydeligt, når hun gør sin entre i de kulturelle saloner. Øjeblikkeligt ændrer fokus sig. Kulturcheferne summer omkring hende som bier omkring nektar. Ingen overser Karin Salling.

Det er ganske naturligt, når man har stor indflydelse på en fond, der siden 2012 har ydet 2,3 mia. kr. til kultur, kunst, kirker, uddannelse, forskning og værdige formål i Aarhus og andre dele af landet.

Karin Salling understreger, at hun ikke har skabt pengene. Det har Ferdinand og Herman Salling, de 68.000 medarbejdere i 2100 butikker i Danmark, Tyskland, Polen, Estland, Letland og Litauen. Alene i Aarhus har Salling 49 butikker, der besøges af 606.310 kunder om ugen, og i Aarhus er der ansat 6897 medarbejdere kom det frem, da Karin Salling blev hædret med Erhverv Aarhus Prisen 2025.

Selv understreger Karin Salling, at hun blot er næstformand i Salling Fondene og et af fem bestyrelsesmedlemmer, der gerne skulle være enige.

Det er afgørende for Salling, at donationerne kommer flest mulige til gode, og det skete blandt andet, da fonden donerede 40 mio. kr. til et havnebad på Aarhus Ø.

Det er af uvurderlig betydning for Aarhus, at Salling Fondene så rundhåndet støtter udviklingen i byen. Alt for ofte har politikerne tidligere sagt nej til spændende projekter, fordi de ikke havde midler til at prioritere området særlig højt. Med Sallings bidrag har man fået meget, der ellers ikke kunne lade sig gøre.

Men det er ikke kunst og kultur det hele. Der er også et socialt element i fondene, og Karin Salling har i mange år som protektor for Kirkens Korshær spist julefrokost med de hjemløse. Hun er også protektor for Hospice Søholm og besøger stedet.

Egentlig er Karin Salling fra Randers, født 1943, og uddannet tandtekniker. Foruden at pleje folks tænder arbejdede hun som model blandt andet for Salling. På årets sidste aften i 1974 fejrede hun nytår på Hvide Hus i Ebeltoft. Der mødte hun Herman, og man kan roligt sige at det ændrede hendes liv.

Karin Salling nærer stor interesse for galopsporten og har ejet flere derbyvindere.

Hvis man oplever, at man har for travlt til sig selv og sin ipad så prøv, før selvmedlidenheden tager overhånd, at læse lidt om et af de flittigste mennesker i Aarhus gennem alle tider: Peter Holm, 1873-1950. Vel skulle han ikke også være på sociale medier, men det krævede alligevel sit at passe en stilling som lærer og sideløbende uddanne sig til translatør i engelsk, bestå eksamen, oversætte rets dokumenter og bøger samt føljetoner, undervise børn, tolke, skrive lokalhistoriske bøger og artikler. Glemte vi noget?

Ja!

Oprettelsen af et nyt museum. Man forstår, hvorfor Peter Holm arbejdede fra morgen til aften og kunne skænke Aarhus Den Gamle By. Som medlem af Aarhus Museums bestyrelse fik han til opgave at stå i spidsen for den historiske afdeling på Landsudstillingen i 1909.

Og han fik sit livs bedste idé, da han hørte, at Den Secherske Gård på hjørnet af Lilletorv og Immervad skulle vige til fordel for en forretningsejendom. Peter Holm kunne straks se, at den gamle gård, der gennem årene havde huset flere borgmestre, var ideel som ramme om den historiske afdeling på Landsudstillingen. Den blev en succes og gav som en af få afdelinger overskud.

Det havde kostet 2500 kr. at få borgmestergården revet ned og genrejst på udstillingsområdet, og Peter Holm så nye muligheder i bygningen. Den skulle ikke kasseres, og han dannede ”Komiteen til Den Gamle Borgmestergårds bevarelse i Aarhus.”

Initiativet blev fra begyndelsen mødt med modstand fra selveste direktøren for Nationalmuseet, Sophus Müller, der nedsættende omtalte museumsplanerne som »Peter Holms teater«.

Den berømte arkitekt Hack Kampmann støttede Peter Holm, og det hjalp. Den gamle borgmestergård blev flyttet til Haven ved Vesterbro og rejst på sin nuværende placering. Prisen var 30.000 kr., og 23. juli 1914 blev museet Den Gamle Borgmestergård åbnet.

Sophus Müller fortsatte med at modarbejde museet, men han kunne ikke forhindre, at staten støttede det nye museum. Fra begyndelsen havde Peter Holm travlt. Når han hørte om egnede bygninger, der skulle rives ned, forsøgte han i stedet at få dem genopført på museet. Han skrev konstant breve og modtog støtte fra mange sider, men det kostede. I længden kunne han ikke overkomme sit arbejde som lærer og måtte derfor skaffe sin egen hyre ved freelance virksomhed. Først i 1930’erne modtog han løn som direktør.

Da han fratrådte i 1945, havde han rejst en by med 44 huse. Og året efter blev han udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet.

Historien om Vilhelm Kier er på sin vis også en moralsk beretning om det at drive virksomhed og forvalte et overskud. Vilhelm Kier var alt andet end en spradebasse, og han var ikke ret gammel, da han sammen med broderen Aage i 1910 overtog konkursboet efter Viggo Rahrs jernforretning i Mindegade.

Viggo Rahr meget driftig og havde efterfulgt sin far Edwin Rahr, der fik stor vej i Brabrand opkaldt efter sig. Samme ære overgik ikke sønnen. Den gamle Rahr arbejdede sammen med Hans Broge, og parret stiftede ”Dampskibsselskabet i Aarhus af 1865”, der betød bedre forbindelser til København, og tre år senere tøffede ”Det Jysk-Engelske Dampskibsselskab”’s skibe afsted mod fjerne kyster lastet med landbrugsvarer.

Viggo Rahr skabte en god forretning som grossist i jern og i takt med, at omsætningen voksede, fulgte livsstilen og de dyre vaner trop. Han var en flink mand, der hjalp andre, også når der var brug for en kautionist. Der blev holdt store fester i villaen på Strandvejen. Han blev medlem af byrådet og kom på den nye væddeløbsbane. De gode tider stoppede, og der var fejlslagne spekulationer, og pludselig måtte det muntre liv og virksomhedens drift finansieres med lån, indtil det hele ramlede i efteråret 1910. Der var en gæld på 1,5 mio. kr. – omregnet til 115,5 mio. kr.

Viggo Rahr blev idømt 18 måneders tugthus i Vridsløselille. Ved løsladelsen i 1912 forlod Viggo Rahr landet og drev til sin død i 1931 virksomhed i London.

Brødrene Kier fik rettet Viggo Rahrs virksomhed op. Der var stor efterspørgsel på jern i byen, der gennemførte en omfattende kloakering. Firmaet ændrede navn til Brødrene Kier og blev et aktieselskab. I 1928 udtrådte Aage Kier og Vilhelm Kier stod alene i spidsen og drev firmaet til sin død i 1963. Men inden havde han stiftet en række legater, der overdraget sin formue til Vilhelm Kiers Fond.

For pengene blev der i 1970 opført 21 kollegieblokke med i alt 630 værelser. Vilhelm Kier var ikke en mand, der ønskede at vække opsigt. Alligevel fik han en birolle i byens historie, som en stor mæcen, der hjalp unge, men også ydede støtte for mere end 50 mio. kr. til række kulturinstitutioner som Den Gamle By, Musikhuset, Den Jyske Opera, Aros, Festugen og Frelsens Hær.

Det er i høj grad Thomas Jensens fortjeneste, at Aarhus overhovedet har et musikliv og råder over en opera, et musikhus samt ikke mindst det velspillende symfoniorkester. Tænk, hvis musikken i Aarhus-området havde været leveret af Centralværkstedets orkester, suppleret med Postens og Politiets samt ved juletid Frelsens Hærs trusler: Pengene eller vi synger.

Der ville være meget, vi aldrig hørte: Bachs juleoratorium havde været for krævende.

Thomas Jensens liv fra 1898 til 1963 var musik, men byens magtfulde politikere kunne ikke være behandlingen af ham bekendt. Dirigenten, der havde givet Aarhus så meget, fik sin personlige økonomi udstillet i Demokraten og nærmest tvunget til at forlade byen af en psykisk ustabil borgmester.

Thomas Jensens brøde var, at han efterlyste den koncertsal til symfoniorkestret, han i årevis var blevet lovet. Han blev beskyldt for at være for finkulturel. Allerede i 1940 havde han udtalt, at »Aarhus har et glimrende by-orkester, men har ikke noget at have det i.«

Det var endt med koncerter i Scalas Biografsal i Teaterbygningen. Her lød det tåleligt, når orkestret gennemførte prøver, men så snart, der kom publikum i salen, gik det galt. Der kunne også kun være 60 musikere på scenen, så der var en række klassiske værker, der slet ikke kunne spilles. Til sidst sagde Thomas Jensen stop. Han ville ikke forlænge sin kontrakt og endte med at tage imod et tilbud fra Danmarks Radio om at blive kapelmester. Det hele begrundede han den 17. februar 1957 i en kronik i Aarhuus Stiftstidende, hvis overskrift sagde det hele: »Det kunne være så godt…«

Sv. Unmack Larsen forstod det ikke. Slet ikke, at Thomas Jensen, der siden 1927 havde beriget Aarhus, stillede så store krav. Thomas Jensen valgte i 1927 trods fornemme tilbud i København og blive tilknyttet Aarhus Philharmoniske Selskab og Aarhus Teater som dirigent, og i 1935 stod han stolt bag oprettelsen af Aarhus By-Orkester med 26 faste musikere. Det blev efter krigen udvidet til 36 musikere, og der er fortsat plads til flere musikere.

Han blev modtaget med åbne arme i København, men vendte enkelte gange tilbage til Aarhus. Stifteren dirigerede således selv orkestret i jubilæumskoncerten i en fyldt stadionhal den 24. oktober 1960. Programmet var Hornemans ”Aladdin-ouverture”, Beethovens 2. symfoni og Tjajkovskijs 4. symfoni. Efter koncerten blev han hyldet og laurbærkranset.

Siden blev alléen til Musikhuset opkaldt efter ham.
Det manglede også bare.