Grenaa Havn skærper opmærksomheden, mens dronetrussel rykker nærmere
Havnedirektør Henrik Carstensen håber på, at nyt lovforslag giver flere muligheder for at bekæmpe en eventuel trussel fra luften.
Den store droneaktivitet, som i den seneste uge har lukket luftrummene over flere danske lufthavne, får nu også Grenaa Havn til at øge opmærksomheden.
Her følger havnedirektør Henrik Carstensen sammen med sine medarbejdere situationen tæt. Faktisk har man igennem længere tid haft ulovlig droneaktivitet på dagsordenen.
»Det er jo noget, vi selvfølgelig forholder os meget seriøst til, ligesom alle andre. Transportministeren har lavet et lovforslag, som lige nu er i høring hvor man som havne skal have mulighed for at neutralisere droner - altså i værste fald skyde dem ned - og det er naturligvis noget, vi forholder os positivt til, fordi det giver os nogle flere muligheder,« fortæller Henrik Carstensen.
Han understreger dog, at det i første omgang ikke handler om, at der skal gå vagter rundt med skarpladte geværer klar til at skyde droner ned.
Lige nu handler det hovedsageligt om digitale værn mod dronerne.
»Det, vi primært kigger på, er at få nogle systemer med digital beskyttelse. Det er især jamming, så vi fanger dem inden, de overhovedet kommer ind på området. Vi har jo også samme problem som i lufthavnene, at vi skal passe på, hvis vi rent faktisk bliver nødt til at skyde dem ned, så de ikke for eksempel lander i en stor borerig,« forklarer Henrik Carstensen.
Samlet indsats
Hirtshals Havn har været testhavn på et forsøg med de digitale beskyttelsesmuligheder, og det er ifølge Henrik Carstensen forløbet så godt, at Grenaa Havn kommer til at læne sig op ad de metoder, der er benyttet her.
Havnen kommer således til at følge anbefalingerne fra brancheforeningen Danske Havne, som har opfordret de danske erhvervshavne til for alvor at skærpe opmærksomheden på droneflyvningerne.
»Det er nødvendigt, at have fokus på det her og særligt nu, hvor de kommer omkring vores lufthavne, for her begynder det at blive lidt ubehageligt, sagde direktør i Danske Havne Tine Kirk forleden til DR.
For Grenaa Havn handler det derfor ikke kun om at se indad, men også om at være en del af en national indsats, hvor havnene står sammen om at beskytte kritisk infrastruktur.
»Vi er en branche, der kan købe stort ind på nogle systemer, der ser ud til at virke. Derfor læner vi os meget op af vores gode kolleger i de andre havne,« siger Henrik Carstensen.
Beredskabet er klar
Havnen har endnu ikke observeret nogle uautoriserede droneflyvninger, men den seneste uges hændelser har gjort beredskabet klar, hvis det sker.
»Alle dem, der gerne vil flyve droner omkring havnen, de skal jo have en tilladelse hos os. Hvis vi overhovedet ser noget, der minder om droner, som vi ikke har kendskab til, så kontakter vi politiet, PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste), for så overgår ansvaret til dem,« fortæller havnedirektøren.
Hvis man som borger for eksempel spotter en drone over havneområdet om aftenen eller natten, så opfordrer Henrik Carstensen til, at man ringer til Grenaa Havns døgnvagt på telefonnummer 87 58 76 00.