Fortsæt til indhold

Se listen: De ejer ejendomme for millioner

Uddannelsesinstitutioner har betydelige ejendomsværdier i Randers - men listen er domineret af udlejningselskaber.

Samfund

Ikke overraskende er det udlejningsselskaber og folkene bag udlejningsselskaber, der ejer jord og ejendomme for flest penge i Randers Kommune.

Det viser data fra Gravercentret, Danmarks center for undersøgende journalistik, der med projektet ’Hvem ejer Danmark?’ har kortlagt ejerforholdene i hele landet og trukket data på hele 2,6 millioner ejendomme.

Ranglisterne viser direkte ejerskab af ejendomme, men også ejerskab gennem virksomheder, som en person er helt eller delvist reel ejer af.

I Randers Kommune er det Erik Dybdahl, der ejer ejendomme af den største værdi. Han ejer udlejningsfirmaet Hestia, og samlet set ejer han selv og sin virksomhed ejendomme for 323,5 millioner kroner - alene i Randers Kommune, hvor firmaets hovedsæde også ligger.

Flere kendte navne

Det er også to personer, der er en del af en udlejningsvirksomhed, der ligger på en delt tredjeplads. Der er tale om Cecilie og Christina Ditlev, der er medejere af Cepheus Ejendomme. De ejer begge ejendomme for knap 142 millioner kroner.

Også Michael von Wowern fra Von Wowern Ejendomme er på listen. Han ejer ejendomme for 131,7 millioner kroner.

I top fem finder du dog også to landmænd. Niels Åge Virenfeldt Nørager og Niels Martin Vestergaard ejer ejendomme for henholdsvis 222 og 135,9 millioner kroner.

Det er vigtigt at bemærke, at jordens opgjorte værdi er den offentlige ejendomsvurdering - ikke de foreløbige vurderinger, da disse ikke er lavet på alle landets ejendomme.

Der er altså tale om et konservativt, lavt bud på ejendommenes værdi, men det er tilfældet for dem alle. Den reelle markedsværdi vil sandsynligvis være meget højere.

Uden for top ti er der flere interessante navne at finde.

Ejendomsmægler John Frandsen ligger på 15. pladsen med ejendomme for 85,1 millioner kroner. Østbroen-politikeren og tidligere professionel fodboldspiller Erik Bo Andersen ejer ejendomme i Randers Kommune for over 38 millioner kroner. Et par pladser længere nede på listen finder du Ronnie Bach Nielsen. Han grundlagde DanDomain og er en af hovedfolkene bag festivalen Blå Sol. Han ejer ejendomme for 37,1 millioner kroner.

Bestyrelsesformanden i Randers FC Holding, Svend Lynge Jørgensen, ejer ejendomme for 28,2 millioner kroner, og vinmanden Jørgen Gluds ejendomsmæssige værdier løber op i 26,2 millioner kroner.

Tre gange Niels

Hvis man kigger på direkte ejerskaber - og altså ikke hvad man ejer gennem et firma - ser listen en anelse anderledes ud.

I toppen ligger tre mænd, der spøjst nok alle sammen hedder Niels.

Niels Åge Virenfeldt Nørager har direkte ejerskab over ejendomme med den samme værdi som tidligere nævnt, 222 millioner kroner. Niels Martin Vestergaard ejer også ejendomme for det samme beløb, som tidligere nævnt, altså 135,9 millioner kroner.

Niels Peter Louis-Hansen, der er Coloplast-arving og i dag sidder i bestyrelsen og ejer en stor del af virksomheden, ejer ejendomme i Randers Kommune for 105,4 millioner kroner.

Efter de tre mænd kommer Inger Vibeke Kastrup på fjerdepladsen. Hun ejer ejendomme for over 96 millioner kroner.

Værdifulde uddannelser

Ikke så overraskende er det virksomheder, der har med boligudlejning at gøre, der dominerer listen over firmaer, der ejer ejendomme for flest penge i Randers Kommune.

Både Boligorganisationen Møllevænget & Storgaarden og Randers Boligforening af 1940 ejer ejendomme med en værdi over en milliard kroner. Også Boligforeningen Kronjylland, Lejerbo, Boligselskabet af 2014, Cepheus og A/B Andelsbo er i top ti.

I top ti finder man også Overgaard Gods, der udover at eje værdifulde ejendomme også ejer det største areal af Randers Kommune. Selskabet ejer endda mere, end Randers Kommune selv gør. Værdien af Overgaard Gods ejendomme løber op i 265,3 millioner kroner.

Men lidt interessant er det, at uddannelsesinstitutionen Tradium er nummer syv på listen. De ejer ejendomme for knap 360 millioner kroner.

Også Randers Realskole, Erhvervsakademi Dania, Randers Statsskole, Paderup Gymnasium, Social- og Sundhedsskolen, Via University College, Randers HF og VUC og FGU Østjylland er blandt de 100 øverste på listen. De ejer ejendomme for henholdsvis 90, 81, 79, 59, 56, 52, 50 og 43 millioner kroner.

Uden for top ti er der også nogle velkendte navne. På en 11. plads ligger Danske Shoppingcentre, som står bag Randers Storcenter. Deres ejendomsmæssige værdier er 248 millioner kroner.

Randers Idrætshaller, der ejer Arena Randers, Ulvehøjhallen, Dronningborghallen, Tennishallen og flere skolehaller, ejer samlet ejendomme for 91,5 millioner kroner. Det giver en plads som nummer 26.

Den allerstørste værdi

Der er en spiller, der suverænt ejer ejendomme for flest penge i Randers Kommune. Og det er Randers Kommune selv.

Den samlede værdi af de kommunale ejendomme er 3,6 milliarder kroner.

Region Midtjylland og Naturstyrelsen er også højt på listen. De ejer ejendomme i Randers Kommune for henholdsvis 712,6 og 158,5 millioner kroner.

En lille spøjs bemærkning er, at Norddjurs Kommune er at finde på listen over jordbesiddere i Randers Kommune. De ejer ejendomme for lidt over 800.000 kroner med et areal på lidt mere end 27 hektar.