VM-helt i sit livs krise: »Da jeg kysser mine børn farvel, tænker jeg: "Det er ikke sikkert, at jeg ser jer igen"«

Det er på ingen måde uvant for hende at stå øverst på sejrsskamlen.

Syv verdensmesterskaber, fem EM-guldmedaljer og 22 DM-titler taler deres tydelige, funklende sprog.

Men det sidste halve år har 37-årige Maja Alm fra Aarhus kæmpet en helt anden – og mere – alvorlig og ulige kamp.

En kamp for overlevelse – og en kamp for flere timer, dage, uger, måneder og år med sine to små børn og kæresten, Niels Peter.

Det er på en tur til Sønderjylland, det for alvor går op for Maja, at der er noget helt galt.

Forinden havde hun lidt en smule af svedeture, haft ondt i skulderen og tabt sig. Symptomer, der blev slået hen hen med amning og de 20 daglige løbekilometer.

Men under turen i bilen ned til hendes mor og moderens mand laver Maja på et tidspunkt en bevægelse, der på det nærmeste låser hendes ryg. Hun bider smerterne i sig og kører videre. Men klokken 5 næste morgen må hun overgive sig.

»Jeg har så ondt, jeg nærmest ikke kan være nogen steder,« siger Maja, der kontakter vagtlægen og bliver bedt om at køre ind på skadestuen i Aabenraa. Her får hun hele to ture i CT-scanneren.

En læge fælder dommen: Årsagen til smerterne er en tumor i Majas bryst. En 10x11x6 centimeter stor tumor, som Maja får lov at se på røntgenbilledet.

»Der går det hele bare i sort. Jeg tænker bare; ’det dør jeg jo af. sådan en stor tumor. Hvordan skal de kunne helbrede det?’,« siger Maja.

De tanker ligger Maja alene med. Fremmede tanker på et fremmed sygehus. Børnene er hjemme hos moderen, kæresten hjemme i Aarhus. Et billede på nethinden af den tumor, der er så stor, at den er vokset ind i hendes brystben.

Senere kører et familiemedlem Maja tilbage moderen, hvor hendes yngste søn Asger ligger i barnevognen. Maja tager ham op – og rammes igen af mørke tanker:

»Jeg tænker: Puha. Det er ikke sikkert, at jeg er her særligt meget længere for dig. Så det var virkelig ... Ja, virkelig forfærdeligt,« siger hun.

Men det er ikke kun Maja, nyheden om tumoren berører.

Også resten af familien er påvirket, og moderen sætter samme aften ord på sin egen frygt.

»Det er jo ikke meningen, at ens børn skal dø før forældrene,« siger hun til Maja, mens hun holder om hende.

Niels Peter kommer ned for at hente familien, og sammen kører de tilbage til Aarhus, hvor Maja må vente flere uger på den altafgørende opringning fra sygehuset. Da det endelig sker, er det med nøjagtig det svar, som Maja har frygtet allermest: lymfekræft.

Så er der ingen tid at spilde; Maja skal til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Med det samme.

»Da jeg kysser mine børn farvel, tænker jeg: ’Det er ikke sikkert, at jeg ser jer igen,’« siger en tydeligt rørt Maja.

Lægerne bestemmer, at hun skal have kemo med en pumpe. Fire dage ad gangen. Seks gange i alt med tre ugers mellemrum.

»Jeg får at vide, at prognoserne er ret gode. Det er over 90 procent, der bliver raske af den behandling. Så det letter selvfølgelig rigtig meget på det mentale,« siger Maja.

Alligevel er det svært for Maja helt at forstå sin nye situation. Hun er jo i god form. Det er kun halvanden måned siden, hun sidst løb en halvmaraton.

»Kræften tager ikke højde for, hvem du er. Kroppen kan fungere, mens kræften – som sit helt eget individ – vokser indeni,« giver en læge som forklaring på hendes undren.

Hår overalt

Efter blot en omgang kemo begynder Maja at miste sit lange, lyse hår.

»Der var hår overalt i sengen og stuen. Jeg har normalt et tykt hår, så det var helt sindssygt. Det var så tyndt, jeg lignede en ældre dame.«

Den yngste søn er kun få måneder gammel, da Maja får diagnosen, så omvæltningen går hen over hovedet på ham.

Ældste søn Otto på 2,5 år er blevet involveret på børneplan og har taget hele forløbet i strakt og pragmatisk arm.

Derfor tog hun hurtigt beslutningen om barbere sig skaldet – og besluttede, at Otto skulle involveres, så den voldsomme ændring i hendes udseende blev afdramatiseret så meget som muligt.

Han er selv flere gange blevet klippet med en trimmer hjemme på privaten.

Og hver gang med Paw Patrol foran sig.

Så mor og søn får bænket sig ved siden af hinanden i køkkenet. Foran dem skærmen med Paw Patrol. Bagved kæresten med trimmeren.

»Så klippede Niels Peter mit hår af.«

Moderen – nu uden hår – får sønnen til at spærre øjnene en smule op, men Maja er ikke i tvivl om, at det hjalp ham at være en del af processen. Der kun var begyndelsen.

»Så faldt mine øjenbryn og øjenvipper også af. Jeg synes ikke, der var noget kvindelighed overhovedet, og så ser man jo bare virkelig syg ud. Jeg synes virkelig, det har været svært, det her med, hvordan man har ændret sig,« siger Maja, der hurtigt fik sig en paryk og med den noget af femininiteten og sin følelse af kvindelighed tilbage.

Kemo og løbeture

Behandlingerne bliver skemalagt, så de ligger fra mandag til fredag, hvor hun igen kan tage hjem. Men ikke i topform – tværtimod. Dagene efter kemoen er hårde for den tidligere elitesportsudøver, men ubehaget efter behandlingerne aftager gradvist, og så kan Maja efterhånden trække løbeskoene på og forsvinde i den tilstand, der har været en stor del af hendes liv.

10 dage, hvor hun er påvirket af behandlingen, 10 dage, hvor hun kan løbe.

»Men jeg kan se, at mine kilometertider bliver dårligere og dårligere efter hver behandling.«

Men behandlingerne virker som de skal – og Maja får det efterhånden bedre og bedre.

»Det er syret. Kroppen bliver virkelig slidt, men den bliver rask samtidig. Det er mærkeligt,« siger hun.

I begyndelsen af august 2025 er det pludselig slut med venekateter, pumper og slanger. Tre uger senere skal hun scannes. Der går igen nogle uger, før Maja får et svar – og det er ikke som håbet: Der er noget på billederne, men lægerne kan ikke umiddelbart afgøre, om det er kræft eller immunceller.

»Så stiger frygten igen,« siger Maja.

De dystre tanker har Maja Alm langt hen ad vejen holdt for sig selv, men det faktum om måske ikke at være her, har hun delt med blandt andres sin kæreste og en rigtig god veninde, som hun under forløbet får besøg af på sygehuset.

Her vælter det. Maja bliver ramt af virkeligheden. Det hele er pludselig meget tæt på.

»Bare give mig 10 år, så børnene lige bliver 10 år ældre,« siger Maja til veninden, der går hende på klingen og spørger, om det virkelig er der, hun er?

»Ja, det er det. ’Bare 10 år, så de kan huske mig,’« svarer Maja og kommer i tanker om en anden episode, der ramte hårdt og midt under skiftning af den yngste:

»Jeg giver ham et kram og tænker: ’Hvis jeg ikke overlever, kan du ikke huske, hvem jeg er. Du vil ikke kunne huske mig,’« siger en rørt Maja og kalder omgangen ’brutal’.

Men én ting er sygdom og kemo, en anden er hverdag med to små børn. Den skal gå op – uagtet, hvor hård den er.

På trods af, der skulle foretages endnu en scanning, er prognoserne gode. Samtidig går det stadig fremad med fysikken.

En fredag ringer telefonen – lige da Maja har iført sig løbetøjet, da der skulle hentes en gave i Bruuns Galleri.

Svaret får gang i både tårekanalerne og telefonen. Nu kan Maja endelig fortælle omverdenen, at hun officielt er blevet erklæret rask.

Det afholder dog ikke en tidligere elitesportskvinde fra en allerede lagt plan.

»Så snakkede jeg jo i telefon hele vejen derind (til Bruuns Galleri. red), og hele vejen hjem – sådan helt høj. Ej, det var virkelig vanvittigt,« siger Maja, og holder en kort pause:

»Man er virkelig taknemmelig, men det føles lidt for godt til at være sandt. Når du får sådan en sygdom, tænker du, kan det virkelig ramme mig? Og nu er man sådan, kan det virkelig være rigtigt, det er væk?,« siger hun – men er samtidig ikke i tvivl om, at kampgejsten fra sportens verden og hendes gode form har hjulpet på helbredelsen.

At en potentiel dødelig sygdom – helt ud af det blå – pludselig rammer et ungt menneske i god form, har alligevel fået tankerne på højtryk.

»Det med, at man ikke er usårbar. Ja, det der med, at man skal indse sit egen dødelighed,« grubler hun.

Når leverpostej er livet

Glæden bliver dog den altoverskyggende følelse. Kræftfri. Et ord, der må smage af håb for alle, der har fået netop den besked.

På blot et halvt år er Maja gået fra at være en ung kvinde i fantastisk form til at være lagt ned af kræftsygdom og kemobehandling, til igen at være på vej tilbage til almindeligheden. Til hverdagen og et helt normalt liv.

En hverdag, hvor der bliver sat en smule mere pris på de ting, som de fleste af os tager for givet. Og måske med en lettere grå klang – i ordets allerbedste forstand.

»Jeg vil bare gerne leve det her leverpostejs-liv og sætte pris på de små ting herhjemme. At vågne op hver dag, aflevere mine børn i institutionen, hente dem igen og være glad,« siger Maja, der er begyndt på jobbet igen. Dog ikke på fuld tid. Endnu, men det kommer.

På lånt tid

I efterdønningerne af sin sygdom står især én ting lysende klart for den 37-årige sønderjyde: Angsten for at dø før sine børn.

»Det der med, at man altid siger, at man har børnene på lånt tid, den kommer jo meget lånt lige pludselig,« som hun nærmest filosofisk udtrykker.

Blusser kræften op igen, er hun klar til at tage kampen op.

»Det vil være virkelig hårdt. Men selvfølgelig har jeg det også sådan, at nu har vi klaret det en gang, så forhåbentlig klarer vi det også igen,« siger Maja, der kommer i tanker om en sætning, hun fik med undervejs:

»Den raske har alle mulige drømme, og den syge drømmer bare om at blive rask.«

Nu er Maja rask. Det har hun lægernes ord for. Og det er sådan, hun har det.