Spejderne sprænger rammerne - tikkende bombe under frivilligheden?
KFUM-Spejderne i Rønde oplever en historisk medlemsfremgang og har netop rundet 100 aktive spejdere. Succesen lægger dog et massivt pres på de nuværende faciliteter, hvilket tvinger spejderne til at intensivere arbejdet med at finde et sted med tag over hovedet og plads til spejderaktiviteter. Gruppen appellerer nu til lokalsamfundet om opbakning.
Med 100 spejdere er KFUM-Spejderne i Rønde nu en af de større grupper i området. Den markante vækst ses som et tegn på, at spejderlivet og naturoplevelser er eftertragtede, men fremgangen afslører også et akut behov for bedre rammer.
De nuværende forhold er så udfordrende, at det truer fastholdelsen af de frivillige kræfter, som holder spejderlivet i gang.
»At runde 100 medlemmer er kæmpestort for os. Det giver os større pondus, gør os mindre sårbare, og vi kan skabe endnu bedre spejderoplevelser. Men vi knækker snart halsen på logistikken,« forklarer gruppeleder Danny Sannem.
Vinterudfordringer
Manglen på tidssvarende faciliteter betyder, at spejderne i dag har store logistiske problemer med at samle grej og aktiviteter ét sted. Det skaber uhensigtsmæssige praktiske udfordringer for de frivillige ledere.
»Vi har svært ved at lave spejder i vintersæsonen. Vores frivillige skal bruge utallige timer på at flytte grej rundt, og vi risikerer, at gode kræfter vælger spejderarbejdet fra på den længere bane, da der er mere bøvl end gevinst ved at være med. Det skal være sjovt at være spejderleder,« siger Danny Sannem og fortsætter:
»Og så har vi brug for helt basale faciliteter som f.eks. ordentlige toiletforhold, hvis særligt de unge spejdere skal blive ved med at synes, at det er fedt at gå til spejder.«
Ny hytte
Den nye spejderhytte er tænkt som mere end blot et samlingspunkt for spejderne. Gruppen ønsker at skabe et lokalt samlingssted i naturen, der kan skabe værdi for hele lokalområdet.
Bedre, tilgængelige faciliteter er afgørende for spejdernes ønske om at nå bredere ud.
»Flere undersøgelser peger på, at friluftsliv og spejderliv kan noget særligt, når man taler om trivsel, fællesskab og udvikling. Vi vil meget gerne være med til at åbne spejdergruppen for flere børn, unge og voksne, som har brug mere af den slags i hverdagen. En ny spejderhytte vil skabe de fysiske rammer, for at det kan lykkes. Ligeledes kan hytten også blive et lokalt samlingspunkt, hvor borgere i alle aldre kan dyrke gode og sunde fællesskaber,« lyder det fra Stine Jessen-Holm, formand for bestyrelsen.
Via deres hjemmeside er KFUM-Spejderne i Rønde nu i gang med at samle opbakning hos lokale foreninger, virksomheder, fællesskaber og enkeltpersoner for at stå stærkt, når de skal præsentere projektet for potentielle samarbejdspartnere.
Lys fremtid
Selvom udfordringerne er store, er der optimisme at spore blandt spejderne i Rønde. Den massive medlemsfremgang er et klart signal om, at spejderlivet har en vigtig plads i lokalsamfundet, og at der er stor interesse for de aktiviteter, spejderne tilbyder.
»Vi er utroligt glade for den opbakning, vi allerede har fået fra både medlemmer og lokalsamfundet. Det giver os troen på, at vi kan lykkes med at realisere vores drøm om en ny spejderhytte. Det vil ikke kun gavne os som spejdergruppe, men også hele Rønde,« siger Danny Sannem.
Spejderne håber, at den nye hytte kan stå klar inden for de næste par år, og at den vil blive et samlingspunkt for både spejdere og andre naturinteresserede i området.