Da Maja fik kræft stod hjælpen klar på dørtrinet. Hver dag i tre måneder

En dag i april fik Maja Alm stillet en kræft-diagnose.

Da det skete, rykkede familie og venner sammen om hende. Slog ring, nok nærmere. Og ikke kun om hende, men også hendes kæreste og børn.

Hver tredje uge skulle Maja indlægges en lille uge for at modtage kemoterapi. Tilbage i hjemmet i Højbjerg var kæresten Niels Peter og Asger på få måneder og Otto på to et halvt.

Når Maja var væk, blev hendes plads overtaget af familie og venner, der hjalp med at få hverdagen i Højbjerg til at gå op.

»Min mor og hendes mand kom, når vi startede behandlingen og var der i fem dage,« siger Maja.

På hospitalet dukkede faderen op. Hver af de seks gange, Maja var indlagt, kørte han fra Thy til Aarhus Universitetshospital i Skejby for at støtte sin datter.

Kemobehandlingerne begyndte om mandagen og sluttede om fredagen. Og de tog hårdt på Maja – især de første dage hjemme i huset var en kamp.

»Kroppen er helt færdig. Jeg skulle gerne skal ind og hvile et par timer, i hvert fald midt på dagen. Det var sindssygt svært at få sådan en weekend til at gå op. Så det har også været noget med, at den ældste måtte afsted til legeaftaler med nogle af mine veninders børn eller nogle af vores venner her i området. Men det har de heldigvis været virkelig, virkelig gode til at hjælpe os med,« siger Maja.

Det betød, at Otto – med Majas egne ord – blev kastet lidt rundt.

Hjælpen, de aldrig glemmer

Én af de ting, der har sat sig et som et uudsletteligt både spor og billede hos Maja og familien, er veninden Astrids tiltag.

På en til formålet oprettet Facebookside kunne alle og enhver byde ind med hjælp til madlavningen, så familien på fire ikke skulle bekymre sig i den retning.

»Hun havde lavet sådan et Google Sheet med datoer, og så kunne man skrive, hvem der ville aflevere mad, og hvad de lavede,« siger Maja.

Der var så stor opbakning om familien og Astrids tiltag, at der hver dag – i tre måneder, uden ord, uden beregning, uden forventningen om at få noget igen – blev stillet aftensmad til alle fire på familiens dørtrin.

»Det var tre måneder, hvor vi ikke lavede mad en eneste gang,« siger Maja.

Noget, der i den grad gjorde livet en smule lettere for dem alle og en gestus, der har betydet alverden i en tid, der vil kunne slå benene væk under selv den stærkeste familie, som Maja selv har udtrykt det i et Instagram-opslag.

»Når man får at vide, at man har en kræftsygdom, så føles det at lave mad som langt væk og ligegyldigt.«

»Men du har alligevel to små børn, der bliver nødt til at få noget ordentligt, og jeg var jo hamrende tynd og blev nødt til også at få noget mad,« siger Maja.

Omgivet af uselviskhed

At maden blev afleveret uden forventning om, at det menneskelige omdrejningspunkt for hele ’projektet’ stod klar til en passiar i døråbningen, har sin egen plads i taknemmeligheden

»Det er ikke altid, at du har ikke overskud til at forholde dig til folk .Så det var virkelig, virkelig godt,« siger Maja og fortæller videre, blandt de glade givere var personer fra Majas mødregruppe, nogle tilbage fra hendes folkeskole, venner, venners forældre ...

»Altså, det var bare den største hjælp. Det kunne vi simpelthen ikke have klaret,« siger Maja.

Legeaftaler, besøg og afhjælpning, mad på dørtrinet – opbakningen har på alle planer været stor.
Det samme er taknemmeligheden hos Maja og hele familien.

»Det er jo folk, der også selv har to små børn, og selv er presset. Vi har virkelig et stærkt netværk,« siger Maja med beundring i tonefaldet.

I begyndelsen var det svært for Maja at række ud efter hjælp. Og modtage den, når den blev tilbudt.

Oplysningen om Facebooksiden var dog let at give videre. Så det gjorde Maja.

Ellers var flere i hendes nærhed gode til at invitere Maja med på en gåtur. Eller til en snak.

»Man har egentlig ikke sådan rigtig overskud til det. Men jeg gjorde det alligevel. Så gik vi en time og snakkede. Eller jeg talte i telefon. Det var nogle lange samtaler. Og det har jeg gjort med virkelig mange veninder,« siger Maja, der under de samtaler har følt sig så tryg, hun har kunnet tale om alt – også det sårbare.

»Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået så meget hjælp.«

Det er ikke kun den helt pragmatiske hjælp, der står tilbage efter et turbulent halvt år.

Det er også den måde, som personer i hendes nærhed har tacklet hendes sygdom. Blandt andet ved at behandle hende, som hun altid er blevet behandlet.

»Folk kan godt få lidt berøringsangst. Det synes jeg ikke, at jeg har oplevet. Det har været et kæmpe cadeau,« siger Maja og uddyber, at også mere perifere bekendtskaber – som andre forældre i vuggestuen – har spurgt ind til hende.

»Det har jeg virkelig været glad for, at det ikke har været noget hemmeligt på den måde. Jeg ville hellere have folk, de kommer og snakker med mig om det, end at de ikke gør.

Det er ikke fordi, at et brud mellem familiens to voksne står og banker på på det dørtrin, hvor familie og venner gennem tre måneder leverede aftensmaden. Langt fra. Men der er heller ingen tvivl om, at når ens hverdag fra det ene sekund til det andet bliver splittet ad i atomer, så påvirker det alle i en familie.

Derfor er parret begyndt at konsultere psykologer for at få styr – og svar – på nogle af de mange tanker og bekymringer, der er fulgt i kølvandet på de seneste måneder.

»Han siger, at jeg er virkelig stærk, og at der egentlig ikke er så meget. Måske fordi, jeg har været god til at snakke med folk,« funderer Maja.

Hun stikker dog heller ikke blår i øjnene på sig selv – realiteterne for tilbagefald ligger til stadighed og lurer i baghovedet.

»Uanset hvor stærk man er, så sidder det der jo alligevel. Og det tror jeg, at alle, der har haft kræft, kan genkende til. Eller alle, der har haft en livstruende sygdom. Så det er virkelig svært, når man bare overgiver sig til at være oprigtig glad.«

For nu er Maja erklæret kræftfri. Hun er så småt vendt tilbage til jobbet – og hverdagen.

Taknemmelig for al den hjælp, hun har modtaget gennem det sidste halve år. For kæresten og børnene. Og for livet.