En af lokalfodboldens trofaste tjenere er gået bort tæt på sit 50 års jubilæum som dommer
Fra ungdomskampe til seniorkampe: Bjarne Rasmussen var en uundværlig del af Djurslands fodboldmiljø. Hans indsats som dommer strakte sig over næsten fem årtier.
Bjarne Rasmussen, født 5. maj 1958, afgik ved døden natten til 2. oktober 2025 efter et længere sygdomsforløb med kræft.
Bjarne Rasmussen boede i Dråby og var i sine unge år aktiv som engageret fodboldtræner for unge i Ebeltoft IF, da salige Christian Rasmussen var fodboldformand for en stor ungdomsafdeling.
Bjarne Rasmussen var uddannet tømrer og arbejdede som sådan.
Mangeårig fodbolddommer
Det var som mangeårig fodbolddommer, han virkelig gjorde en forskel og blev kendt viden om på Djursland. Hans engagement og viden om fodboldreglerne var uovertruffen, og han var aldrig bange for at diskutere og forklare sine kendelser efter kampene, også når temperamenterne var i kog. Alle bliver rundere med årene, det gjaldt også Bjarne Rasmussen.
I 1990’erne og tiåret efter millennium, hvor der blev spillet mange ungdoms- og seniorkampe overalt på Djursland, kunne man ofte møde Bjarne Rasmussen, der ikke var bleg for at starte lørdagen med at dømme en ungdomskamp kl. 11, fortsætte videre til et andet stadion og dømme en seniorkamp kl. 13.30 for så at afslutte dagen med endnu en seniorkamp kl. 16 et helt tredje sted.
»Hvor er dommeren?« kunne det lyde kl. 15.30.
»Det er Bjarne Rasmussen, han kommer sikkert fra en anden kamp og skal lige nå frem,« lød det beroligende svar fra kampfordeleren.
Ganske rigtigt. Kl. 15.40 trillede en omklædt Bjarne Rasmussen ind på parkeringspladsen, steg ud af bilen med lynets hast for to minutter senere at være på stadion for at hilse på, tjekke målene, hjørneflag og banens tilstand, før han efter en tår vand gik til midtercirklen og med et pift i fløjten kaldte anførerne sammen for at trække lod.
Kampen kom tidsnok i gang, og et par timer senere kunne Bjarne Rasmussen køre hjem.
Måske nåede han at skylle sveden fra de tre kampe af kroppen i klubhusets dommeromklædningsrum, før han satte sig ind i cafeteriet og fik sig en velfortjent øl eller sodavand, mens han udvekslede et par gemytligheder med de omkringsiddende om kampen og dens sjoveste episoder.
Bjarne Rasmussen nød sådan en lørdag som opmand, fordi han også havde blik for lokalfodboldens muntre sider.
50 års jubilæum
Bjarne tog sit dommerkort 25. november 1975 og stod således lige foran sit 50 års jubilæum som dommer. I løbet af sin lange karriere blev han hædret med både Dansk Fodbolddommer Unions 25 års nål og 40 års nålen.
Den 22. april 2025 var sidste gang, Bjarne Rasmussen var på banen, og han nåede at dømme imponerende 1.127 kampe som medlem af Djurslands Fodbolddommerklub.
Hertil kommer et pænt antal kampe, som han dømte, da han en overgang var medlem af Vejle Fodbolddommerklub.
Poul Johan Christensen, mangeårig formand for Djurslands Dommerklub, udtaler:
»I Djurslands Fodbolddommerklub vil vi huske Bjarne som en dygtig og seriøs kollega, der har gjort en stor indsats rundt om på fodboldbanerne og i hallerne på Djursland. Bjarne var det, man kalder en rigtig klubmand.
Han bakkede altid op om dommerklubbens arrangementer, hvad enten det handlede om det rent dommerfaglige eller det sociale. Bjarne mødte altid op i godt humør, altid klar med en kvik bemærkning, som ofte blev leveret med lune og et glimt i øjet.«
Hans nærmeste meddeler, at det var Bjarne Rasmussens ønske, at der skal være en mindekomsammen på Vistoft Mølle.
Den er planlagt til fredag 17. oktober kl. 15-18, hvor der bliver mulighed for at sige et sidste farvel til Bjarne Rasmussen.
Bjarne Rasmussen vil blive husket som en engageret dommer, der altid var klar til at yde sit bedste for sporten. Hans positive indstilling vil blive savnet af mange.
Æret være Bjarne Rasmussens minde.