Mød Danmarks yngste bilsælger: Han må ikke selv køre bil, men har allerede solgt mange biler
Daniel Shafee er med sine bare 16 år formentlig Danmarks yngste bilsælger.
Daniel Shafee er netop startet i 1g på Favrskov Gymnasium.
Det er han virkelig glad for. At han overhovedet kom ind er for en stor del takket være sit fritidsjob som bilsælger.
Han siger selv, at jobbet har øget hans evne til at fokusere på et bestemt emne, og ikke mindst har det givet ham selvtillid, så han i højere grad markerer og gør sig synlig i undervisningen. I november 2024 var hans karaktergennemsnit i folkeskolen således på 4,2. Efter han var startet hos Mølle Auto, steg det i løbet af et halvt års tid til 6,7. Kravet for at komme ind på gymnasiet var 6,0.
Ikke alene har dette givet ham nogle helt nye muligheder for fremtiden, men her og nu kan han også sole sig i en ganske særlig rekord.
»Med mine seksten år er jeg faktisk Danmarks yngste bilsælger,« smiler Daniel Shafee og viser på pc-skærmen en artikel, der for et par år siden udnævnte en 19-årig til at være Danmarks yngste bilsælger.
Indtil videre har han solgt over 15 biler til en samlet værdi over en million kroner.
(...) Han er ærlig, imødekommende og tillidvækkende, hvad der er alt afgørende i denne branche.Sarhang Shafee, Daniels onkel
En god slutning
Daniel Shafee begyndte i august 2024 hos sin onkel Sarhang Shafee, der driver Mølle Auto i Hammel med salg af nye og brugte biler.
I begyndelsen udførte han mindre opgaver, men gradvist har han erhvervet sig kompetencer på flere og flere områder, og i juni i år stod han for første gang som sælger sammen med en anden ansat, Kevin, mens onklen var på bryllupsrejse.
Det blev en flyvende start, idet Daniel i løbet af bare 72 timer solgte hele fire biler. Den første dag fik han lukket en handel med en BMV 430 til næsten en kvart mio. kroner. Dagen efter var det en Tesla Model S til 160.000 kroner, og på tredjedagen solgte han en Skoda City Go til 39.000 kroner og en sportsvogn Mercedes CLK AMG til 350.000 kroner.
I slutningen af samme uge solgte Kevin endnu en specialbil, en Range Rover.
»Vi var enige om, at det ikke var så dårligt at slutte ugen af på den måde,« siger Daniel med et glimt i øjet.
Stolt onkel
Daniel arbejdede hele sommeren hos Mølle Auto. Nu,hvor han er startet i gymnasiet, er det kun om søndagen, i ferier og ganske få timer om eftermiddagen til hverdag.
Her i efterårsferien har han således også været på arbejde, og den allerførste dag solgte han en Mercedes til 234.000 kroner. En Audi A5 har han også været tæt på at skaffe en ny ejer, men handelen glippede grundet et nej til køberen fra finansieringsselskabet.
»Vi er altid meget grundige og vil gøre det bedste for kunderne, men det lykkes alligevel ikke altid.«
Daniels onkel Sarhang Shafee siger med et stolt blik på sin nevø:
»Han er 16 år, og han har solgt lige så meget som en fuldbefaren sælger. Han er ærlig, imødekommende og tillidsvækkende, hvad der er alt afgørende i denne branche.«
Som 14-årig var Daniel lidt indadvendt. Det er til dels blevet poleret væk hos Mølle Auto, hvor han er blevet kastet ud i forskellige opgaver, måske også nogle, der ikke kunne kræves af en ung i den alder, erkender Sarhang Shafee.
»Men det har betydet en stor personlig udvikling, hvor han er blevet mere åben og mere verbal.«
Han tilføjer med et stort smil:
»Og det har jo også været profitabelt for forretningen.«
Grænseoverskridende
Daniel fortæller selv, at det i starten var grænseoverskridende for ham at stå overfor kunderne.
Han lærte derfor at forberede sig grundigt, og han blev efterhånden mere udadvendt og udfarende. Som nævnt smittede det også af på hans adfærd i skolen og gymnasiet.
»Jeg deltog mere, rakte hånden op, og satte mig ind i de ting, jeg havde med at gøre. Ligesom når jeg forberedte mig til bilsalget. Og jeg fik større selvtillid.«
Derfor giver Daniel faktisk Mølle Auto, sin onkel og kunderne skylden for at han fik halet sine karakterer i vejret og kom ind på gymnasiet.
Fremtiden har han allerede på plads. Han vil lige som sin onkel uddanne sig til jurist og derefter arbejde som jurist i nogle år, inden han vil vende tilbage som bilsælger hos Mølle Auto.