Fødevarekontrol dumper rengøringen hos Sallings Groups centralbageri
Mangelfuld rengøring hos Sallings Groups centralbageri i Årslev ved Brabrand har udløst en bøde på 20.000 kroner. Salling Group mener dog, at »sanktionen er ude af proportioner«.
Ifølge Fødevarestyrelsen halter det med rengøringen hos Salling Groups centralbageri, der leverer bagværk til alle Føtex-varehusene i Midtjylland.
Det var i hvert fald konklusionen, da en tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen i begyndelsen af oktober besøgte det store bageri, som ligger ved Sallings hovedsæde i Årslev ved Brabrand og beskæftiger godt 80 ansatte. Det over tre timer lange besøg resulterede således i flere anmærkninger og en bøde på 20.000 kroner, fremgår det af kontrolrapporten.
I den kan man også læse, at det skete på baggrund af, at der i et kølerum blev observeret »spredte, skimmellignende pletter på vægge og på rørføring i hjørnet«, og at der i et fryserum blev fundet »massive mængder is i loft, på blæsere samt områder på gulvet.«
Det omtalte fryserum er udstyret med to store døre i hver sin side, og under kontrollen – som fandt sted i forbindelse med varemodtagelse – stod en eller begge døre åbne, fremgår det af kontrolrapporten.
Virksomheden oplyste ifølge rapporten, at dørene ofte står åbne, og at fryserummet inden for to dage skal tømmes, så isen kan blive fjernet.
Der blev desuden konstateret, at der i fryserummet opbevares uemballerede fødevarer. Nogle var dækket med plastic, andre med en bageplade, mens flere slet ikke var overdækket.
Hos Sallings centralbageri er man dog slet ikke enig i, at den tilsynsførendes vurdering. Det fremgår kontrolrapporten fra besøget, hvor den besøgte virksomhed altid får lov til at komme til orde, ligesom Sallings Groups presseafdeling har givet følgende skriftlige svar til avisen:
»Fokus på hygiejne og fødevaresikkerhed skal altid være i top. I dette tilfælde, mener vi dog, at sanktionen er ude af proportioner, da observation af bl.a. isdannelse i en fryser, der var fuldt funktionsdygtig og opretholdt korrekt temperatur, danner grundlag for en bøde. Vi overvejer derfor de videre tiltag.«