Nyt videncenter skal hjælpe elever med langvarigt skolefravær
25.000 elever havde i skoleåret 2023-2024 flere end 40 fraværsdage. Forældreformand kalder indsats tiltrængt.
Et stigende antal børn og unge har trivselsproblemer, der fører til langvarigt skolefravær.
Det er baggrunden for, at der nu skal oprettes et nationalt videnscenter for ufrivilligt skolefravær.
Det er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti, der blev præsenteret torsdag.
Aftalen afsætter 120 mio. kr. over fire år til indsatsen for at få flere børn tilbage i skole og forældre tilbage i arbejde.
»Skolen er et af børns vigtigste fællesskaber, og derfor kan det have store konsekvenser, når et barn eller en ung trækker sig fra skolen. Desværre ser vi, at et stigende antal børn har langvarigt fravær. Det er trist,« siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.
Tal fra ministeriet viser, at ca. 25.000 elever i skoleåret 2023-2024 var fraværende 40 skoledage eller mere.
Det skaber ikke kun udfordringer for de børn, der går glip af skolegang. Det rammer også mange forældre, der må tage fri fra arbejdet og blive hjemme.
Hos forældreorganisationen Skole og Forældre kalder formand Regitze Spenner Ishøy en indsats på området for »virkelig tiltrængt«.
»Vi har brug for indsatser, der kan forebygge, som f.eks. færre børn i klasserne og skift i børnenes liv samt hurtigere støtte og mere stabilitet og tryghed med kendte voksne. En tovholderfunktion, der sikrer, at forældrene får hjælp, når de står i det, er også afgørende for os, og det vil vi kæmpe for,« siger Regitze Spenner Ishøy i en pressemeddelelse.
Regeringen har bebudet en handlingsplan på området. Den bygger på anbefalinger fra en ekspertgruppe, der har foreslået en række initiativer for en styrket indsats mod fravær.
Anden del af planen kommer i foråret 2026. Planen er, at børne- og undervisningsministeren vil indkalde folkeskolens forligskreds til forhandlinger på baggrund af anbefalingerne.