Byrådsmedlem afviser påvirkning: »Jeg sælger ikke min stemme for et glas vin«
Beskyldninger om inhabilitet efter middag med Birch Ejendomme. Steen Bundgaard og Daniel Madié afviser, at mødet påvirkede deres beslutninger, og understreger sagligheden i projektet.
Hotel Randers er blevet centrum for en af de mest omtalte sager i byrådet i år.
Her mødtes fire medlemmer af Erhvervs- og Planudvalget med repræsentanter fra Birch Ejendomme til middag og præsentation af et byggeprojekt i Helsted, kort før sagen skulle behandles politisk.
Tre andre politikere takkede nej eller dukkede ikke op.
Mogens Nyholm (RV) var en af de tre.
Han kalder mødet »uheldigt« og advarer mod, at politikere mødes med udviklere, hvor de modtager god mad og drikke, mens en sag stadig behandles. Deltagerne afviser dog, at et måltid mad og et glas vin påvirkede deres beslutning.
Mens nogle politikere takkede nej til middag med Birch Ejendomme, valgte andre at deltage og stemte siden for bygherrens ønske om flere boliger i Helsted.
»Når man sidder i byrådet, skal man være varsom med, hvordan det ser ud udefra. Jeg mener ikke, man skal deltage i møder med udviklere, på den måde som det skete på Hotel Randers, mens en sag behandles,« siger Mogens Nyholm.
Læg mærke til de tre
Professor Sten Bønsing fra Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, der forsker i forvaltningsret og kommunalfuldmagt, understreger, at grænsen mellem almindelig bespisning og bestikkelse er hårfin.
»Umiddelbart holdt de fire sig på den rigtige side af stregen. Det var en almindelig middag, og alt tyder på, at den ikke var så dyr eller ekstravagant, at det kan kaldes bestikkelse. Vi skal op på et niveau som Kong Hans eller Noma, før det bliver strafbart.«
De fire udvalgsmedlemmer, Claus Berggren (V), Anders Henrik Jensen (V), Steen Bundgaard (S) og Daniel Madie (UP), valgte at tage imod invitationen og spiste aftensmad med repræsentanter fra Birch Ejendomme.
Efter mødet stemte de senere for, at virksomheden kunne udvide byggeplaner i Helsted med 111 ekstra boliger.
De tre, der ikke deltog, stemte imod. Det var Østbroens Peter Møller Kjeldsen, socialdemokratiske Karen Lagoni og Radikale Venstres Mogens Nyholm.
»Min klare fornemmelse efter Erhvervs- og Planudvalgsmødets afholdelse var, at forvaltningen absolut ikke bifaldt, at Birch Ejendomme afholdt informationsmøde for nogle af udvalgets politikere på Hotel Randers efter udvalgsmødet,« siger sidstnævnte.
Forvaltningens juridiske vurdering lyder dog, at en sådan middag ikke er nok til at blive erklæret inhabil.
Så her er mere tale om troværdighed samt moralske og etiske tanker.
Hår i suppen
Socialdemokraten Steen Bundgaard, en af deltagerne, afviser, at mødet havde indflydelse på hans stemme.
»Hvis jeg skulle lade mig påvirke af en tallerken mad og et glas vin, havde jeg ikke siddet i byrådet i over 30 år,« siger han.
Han mener, sagen handler om udvikling, ikke om mulig bestikkelse eller påvirkning.
»Der bliver ledt efter hår i suppen. Jeg går op i, at Randers udvikler sig og ikke i at skabe støj og mistillid,« siger han.
Steen Bundgaard forklarer, at ønsket om at støtte Birch Ejendommes projekt hænger sammen med et ønske om vækst i den nordlige del af Randers.
»Jeg bor selv i den nordlige del af Randers Kommune og kan godt se potentialet i Helsted. Vi skal også have udvikling i nord - ikke kun i syd og vest,« siger han og fortsætter:
»Som politikere bestemmer vi tempoet. Det er ikke sådan, at der pludselig bygges 111 huse på én gang. Vi beslutter, hvor meget der udvikles og hvornår. Og det nye byråd kan sagtens ændre eller tilføje andre byggerier de kommende år.«
Kalender og mad passede
Også byrådsmedlem Daniel Madié (løsgænger) deltog i mødet. Han afviser, at han eller andre var inhabile.
»Det var et informationsmøde, ikke en forhandling. Vi fik en præsentation af projektet og spiste et måltid varm mad. Det er helt almindelig praksis, at udviklere inviterer politikere ud for at vise deres planer,« siger han.
Han tilføjer, at maden og glasset med vin skyldtes tidspunktet for mødet mellem klokken 19 og 21.
»Det var svært at få otte deltageres kalendere til at passe sammen, derfor tidspunktet og maden,« lyder det.
Rundstykker hos Erik Bo
Daniel Madié fremhæver, at en andet byrådsmedlem benytter sig af samme praksis.
»Erik Bo Andersen har på nøjagtig samme måde for nylig inviteret udvalgsmedlemmer til et møde fra morgenstunden. Her ville han servere kaffe og rundstykker og tale om sit projekt i Dronningborg. Han ville forklare os sine synspunkter, som, han ikke syntes, nød fremme,« siger han.
Daniel Madié forklarer, at han sammen med de andre tre - Claus Berggren, Anders Henrik Jensen og Steen Bundgaard - flere gange har stemt ens, så det er ikke første gang.
Din Avis har foretaget en manuel gennemgang af samtlige referater i Erhvervs- og Planudvalget. Gennemgangen viser, at siden 2022 har de fire politikere stemt ens - mens resten af udvalget har stemt noget andet - fem gange.
Flere grønne områder
»Jeg har været kritisk over for Birch Ejendomme før, men de har hævet kvaliteten. Jeg stemte for, fordi jeg synes, projektet er godt tænkt. Og det var ikke fordi jeg fik et glas vin,« siger Daniel Madié og fortsætter:
»Til info-mødet blev jeg en del klogere på Birch-projektet, som simpelthen ikke fremgik klart for mig på udvalgsmødet. Det er ikke en kritik af fremstillingen i udvalget, men et udtryk for at et direkte møde en gang imellem kan noget.«
Ifølge Daniel Madié vurderede flertallet i udvalget, at Birch Ejendommes plan gav flere grønne områder og en bedre helhed, selv med flere boliger.
»Vi mente, det var et fagligt skøn. Hvis det her gør os inhabile, er vi det hver gang, vi mødes med en borger eller en udvikler,« siger han.