Forudsiger kæmpe milliard-gevinster: Tre danske banker har indgået aftale om at fusionere
Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank står til at gå sammen. Først skal fusionen dog vedtages på ekstraordinære generalforsamlinger i de tre pengeinstitutter.
Bestyrelserne bag Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank har mandag indgået en aftale om at indstille til generalforsamlingerne, at de tre pengeinstitutter fusionerer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Arbejdernes Landsbank.
Fusionen vil blive gennemført med Sydbank som det fortsættende pengeinstitut, der herefter fortsætter under navnet AL Sydbank A/S med hovedsæde i Aabenraa.
Forslaget vil blive indstillet til vedtagelse på ekstraordinære generalforsamlinger i de tre pengeinstitutter hhv. den 2., 3. og 4. december i år. Der vil blive indkaldt særskilt til generalforsamlingerne.
Bestyrelserne i Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank anbefaler enstemmigt, at aktionærerne stemmer for fusionen, lyder det i pressemeddelelsen.
»Fusionen skaber én bank med fælles værdisæt, stærk kultur og ét fælles formål om at være en af Danmarks mest veldrevne, effektive og velindtjenende banker,« lyder målsætningen blandt andet.
Fusionen skal understøtte realiseringen af de tre pengeinstitutters vækststrategier i et marked, hvor stigende regulatoriske krav og administrative byrder udfordrer kundefokus og konkurrencekraft, lyder noget af baggrunden for fusionen.
Med fusionen forudser de tre banker at kunne realisere en række synergieffekter, der kan give finansielle gevinster på mange milliarder – bl.a. ved at sammenlægge IT-platforme og stabsfunktioner.
»Der forventes betydelige kapitalsynergier som følge af et fald i de risikovægtede eksponeringer på 12–18 mia. kr. efter ca. 36 måneder,« lyder det i pressemeddelelsen.
Fusionen ventes at skabe såkaldte omkostningssynergier på 1,2 milliarder kroner årligt.
AL Sydbank bliver blandt Danmarks fem største pengeinstitutter med et samlet udlån på 137 mia. kr., indlån på 207 mia. kr. og samlet kreditformidling på 375 mia. kr.