Jens og Ingelise vil gerne blive boende, men deres udlejer vil sælge huset til energigiganter
Boligadvokats vurdering giver dog håb til ægteparret.
I 14 år har Jens og Ingelise Nielsen boet i en lejet ejendom på Under Bakken i Sødring. De holder meget af stedet, og de elsker roen og den natur, der er lige uden for døren.
»Vi ser gæs, havørne og rådyr stort set hver dag,« siger Jens Nielsen, mens en stor flok gæs flyver på himlen over ham.
Men snart kan det hele være slut.
Wind Estate og Eurowind Energy ønsker nemlig at udvide Energipark Overgaard med seks nye vindmøller i 180 meters højde, udskiftning af ti eksisterende vindmøller på 127 meter med vindmøller på 180 meter, cirka 850 hektar solceller, et batterianlæg, et Power-to-X-anlæg og muligvis et datacenter.
I den forbindelse ønsker firmaerne at overtage seks ejendomme på Under Bakken - en af dem er det hus, ægteparret bor i.
Advokats vurdering
Ejeren af huset ønsker at sælge det til Wind Estate og Eurowind Energy. Men Jens og Ingelise Nielsen vil blive boende.
»Vi vil ikke flytte. Og jeg har en advokats ord for, at vi er uopsigelige,« siger Jens Nielsen.
Det er advokaten Lars Kalstrup Lynge, som Jens Nielsen har været i kontakt med. Han har blandt andet specialiseret sig i bolig- og erhvervsleje.
Ifølge et svar fra advokaten, som Din Avis har set, skriver han, at det ”alene er under ganske bestemte omstændigheder, at en udlejer kan opsige en lejer”. En af grundene er, at ejendommen skal ”nedrives eller ombygges i væsentlig grad, hvilket gør videre beboelse umulig”.
Det er den paragraf, som bliver brugt mod Jens og Ingelise Nielsen. For det er meningen, at huset skal rives ned, efter Wind Estate og Eurowind Energy har købt ejendommen.
Men opsætningen af solceller og vindmøller tæt på huset gør det ikke som sådan ubeboeligt. Og derfor mener advokaten ikke, at den paragraf gælder i denne situation.
»Din vurdering af, at ønsket om at opføre energianlæg inden for sikkerhedsafstanden ikke automatisk berettiger til en opsigelse, er efter min juridiske vurdering korrekt. Det er ikke lejerens ansvar eller risiko, at ejeren frivilligt har indgået en aftale, som forudsætter fraflytning. Det ændrer ikke på de grundlæggende beskyttelsesregler i lejeloven,« skriver advokaten.
I venteposition
At udlejeren ønsker at sælge huset til nedrivning, og at de ønsker at blive boende, har placeret ægteparret i lidt af et limbo. Ifølge Jens Nielsen har husejerne, der har indgået aftaler med Wind Estate og Eurowind Energy, som en del af aftalen skrevet under på, at de ikke vil lave forbedringer for mere end 150.000 kroner.
»Vi kan heller ikke få et nyt badeværelsesvindue. Vi har ellers fået nye vinduer i resten af huset, men udlejer bliver ved med at udskyde, fordi han lige vil se tiden an. Imens står hele lortet i stampe,« siger han.
Når han siger, at »hele lortet står i stampe« mener han ikke kun de naboer, der ifølge deres kontrakt ikke må lave gennemgribende renoveringer. Han fortæller om andre naboer, der ønsker at blive boende, men som på grund af den mulige udvidelse af energiparken og udsigt til værdiforringelse ikke kan låne penge i banken.
Han forstår desuden ikke de aftaler om køb og deciderede køb af jord og ejendomme, som Wind Estate og Eurowind Energy allerede har foretaget. For projektet er ikke godkendt endnu. Der er netop overstået en høringsfase, og projektet kommer tidligt på den politiske dagsorden igen efter nytår.
»Hvem har sagt til dem, at det her nok skal komme? For det er da mange penge at bruge, hvis det ikke bliver godkendt,« siger han.
Din Avis har forsøgt at få en kommentar fra Wind Estate, men det er ikke lykkedes