Fortsæt til indhold

Peters facebook-opslag gik viralt – siden er det strømmet ind med beskeder fra nær og fjern: »Det er både rørende og trist«

Præst og politiker Peter Sporleder inviterede på Facebook til en juleaften for alle dem, der ellers skulle sidde alene. Siden er det væltet ind med beskeder fra Lolland til Nordjylland. »Det viser, hvor mange der længes efter fællesskab,« siger han.

Samfund
am

Da sognepræst i Holme Kirke, Peter Sporleder, som også er byrådsmedlem for De Konservative i Aarhus, i sidste uge lagde et billede op på Facebook med ordene ”Vil du holde jul med mig?”, havde han næppe forestillet sig, hvor langt budskabet ville nå ud.

Det fortæller præsten og politikeren om i en pressemeddelelse.

Facebook-opslaget, der fortæller om kirkens juleaften for dem, der ellers ville sidde alene, er på få dage blevet delt og liket tusindvis af gange – og Peter Sporleder har modtaget over 200 personlige beskeder i sin indbakke, ud over de mange kommentarer fra mennesker, der deler deres historier eller gerne vil være med.

»Jeg har fået beskeder fra mennesker helt fra Nordjylland til Lolland, der skriver, at de gerne vil holde jul med mig – eller som bare fortæller, at de sidder alene juleaften. Det er både rørende og trist. For det viser, hvor mange der længes efter fællesskab,« siger præsten og politikeren.

En juleaften med plads til alle

Julen i Holme Sognegård bliver i år afholdt for anden gang.

Sidste år åbnede Peter Sporleder dørene for første gang – og oplevede en overvældende opbakning fra både deltagere og lokale, der stillede mad, gaver og hjælp til rådighed. Succesen gjorde det oplagt at gentage arrangementet.

»Sidste jul viste, at der er et stort hjerte og et stærkt fællesskab i Holme. Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at vi skulle gøre det igen. Men at opslaget i år skulle nå så langt ud, havde jeg aldrig forestillet mig,« fortæller han.

Aftenen i sognegården minder på mange måder om en familie: Alle hjælper til, som de kan – nogle laver mad, andre spiller klaver, læser en historie eller bare er til stede. Det handler ikke om at yde noget bestemt, men om at være en del af et fællesskab, hvor alle bidrager.

»At være alene er absolut ingen skam. Men ingen skal føle sig ensomme, glemt eller forladt – hverken til hverdag eller til jul. Derfor åbner vi dørene juleaften. For julen er jo bedst, når man er samlet. Jeg kan desværre ikke have alle med, og vil derfor opfordre mine kollegaer og andre til at gøre det samme. Vi skal huske, at fællesskabet og omsorg begynder i mødet med mennesker, og hvor vi tager ansvar for hinanden,« siger Peter Sporleder.