Fortsæt til indhold

»Det var fint for både ham og mig, at det skulle være et clean cut«

Casper Lang, på blot 40 år, fejrer 20-års jubilæum som selvstændig mekaniker og ser tilbage på en karriere fyldt med udvikling og ambitioner.

Samfund

Casper Lang, indehaver af HN Autocenter på Centervej i Kolind, fejrer den 1. december 2025 sit 20-års jubilæum som selvstændig mekaniker.

Lang har ikke fortrudt, at han overtog HN Autocenter 1. januar 2022 og døbte det om til Kolind Autocenter.

Casper Lang, der i dag er 40 år, begyndte sin tour de force som selvstændig tidligt. Allerede mens han var i mekanikerlære i Fannerup, etablerede han firmaet Nice Car på sin hjemadresse på Mejerivej i Kolind. Nice Car klargjorde biler både indvendigt og udvendigt for forhandlere og private.

Opvækst og ambitioner

Casper Lang er født og opvokset i Kolind. Hans far var fabrikschef på Camptex, og hans mor var ejendomsmægler.

Casper Lang har altid haft en ambition om at blive selvstændig, og han mener, at hans far har præget ham i denne retning. Som yngstemand i en søskendeflok på fem har han udviklet en stærk vilje og evne til at klare sig selv.

Efter at have taget 10. klasse på Kolind Skole og næsten fuldført grundforløbet som elektriker, valgte Casper Lang at skifte spor og begynde som mekaniker. Dette viste sig at være det rette valg for ham, og han har siden ikke set sig tilbage.

Udviklingen af Nice Car

Nogle år efter starten af Nice Car flyttede Casper Lang firmaet til større lokaler i Gammel Kolind og købte en lift for at udvikle firmaet yderligere.

Da han var udlært mekaniker, gik han fuld tid i Nice Car.

Det mekaniske arbejde tog langsomt mere og mere over, og Casper Lang købte senere et værksted på Mårupvej, som han renoverede i et halvt år, før han begyndte at lege med biler.

Jeg forstår ham godt, hvis han synes, at han ikke har behov for at komme hilse på

Overtagelsen af HN Autocenter

Casper Lang hørte ad omveje, at Henrik Nielsen, indehaver af HN Autocenter, muligvis var interesseret i at sælge. Efter at have fået dette bekræftet, tog Lang et møde med Henrik Nielsen.

Herfra gik der yderligere en masse måneder med møder på forskellige tidspunkter og efter mørkets frembrud, fordi ingen havde interesse i at vide, hvad der var i gære.

»Jeg blev overrasket, da jeg hørte, at Henrik ville sælge. Det tog nøjagtigt 14 måneder at få en aftale på plads på grund af megen kommunikation med revisorer og advokater. Jeg oplevede seriøsitet fra Henriks side hele vejen.«

Banken var med på det fra start, men krævede, at Casper Lang selv skulle bidrage med en procentdel af købesummen. Dette var ikke et problem for Lang, som havde en god egenkapital i form af bygningerne i sit tidligere værksted på Mårupvej.

Den 1. januar 2022 overtog han HN Autocenter efter at have fået nøglerne af Henrik Nielsen aftenen forinden. Den nye ejer overlappede med Henrik Nielsen i december 2021, før han selv fik ansvaret og ejerskabet.

»Jeg tror, det var for fint for både ham og mig, at det skulle være et clean cut. Det var vi begge indbyrdes enige om.«

Henrik Nielsen sagde stop efter 35 år som selvstændig, mæt af lange arbejdsdage og med lyst til at give depechen videre for at få lejlighed til at slappe mere af og dyrke fritiden.

»Vi har kun snakket sammen perifert, siden jeg fik nøglerne, men Henrik har altid været velkommen herude. Jeg forstår ham godt, hvis han synes, at han ikke har behov for at komme hilse på. Det vil der sikkert være mange følelser i,« siger Casper Lang.

Medarbejderne og værkstedet

Casper Lang har været selvstændig mekaniker i tyve år, og han er kun lige fyldt 40.

Casper Lang har ti mekanikere på værkstedet, inklusive pladeværkstedet, og to lærlinge. Han er meget bevidst om, at Kolind Autocenter skal have lærlinge, selvom det er blevet sværere, fordi mange unge synes, det er sjovere at sidde ved computeren. De to lærlinge, han har nu, roser han til skyerne.

»Mekanikerjobbet bliver mere og mere computeriseret, så hvis unge er dygtige på en computer, så bliver de også dygtige på værkstedet.«

Kolind Autocenter lever af service og har kunder fra hele Djursland, Aarhus, Randers og en enkelt fra København. Der står 6.000 kunder i systemet, og værkstedet er også begyndt at sælge brugte biler. Det går over al forventning, og der er solgt 60-70 biler i 2025. Salget styres af Henrik Lassen.

Netop rutinerede Henrik Lassen kendte Casper Lang ad omveje. Han fik Henrik Lassen med på holdet fra start, og det var en god mand at læne sig op ad, da Casper Lang fra den ene dag til den anden stod med ansvaret for pænt over tyve ansatte.

Fremtiden for Kolind Autocenter

Casper Lang har ejet Kolind Autocenter ApS i snart fire år. Han havde ikke set, at den foregående ejer ville sælge, før han hørte det ad omveje. Købet var en livsdrøm, og han har ikke fortrudt.

Casper Lang ser Kolind Autocenter som sit livsværk og det, han har drømt om.

»Jeg gør det ikke for at blive rig, så skal man virkelig knokle. Jeg får min løn hver måned, ligesom mine ansatte, og det er det.«

»Jeg vægter, at vi ikke skal arbejde os selv ihjel, men via god struktur og skarpe aftaler med kunderne kan planlægge en fornuftig arbejdsdag for os alle i Kolind Autocenter.«

Familien skal også have deres, og Casper Lang afslører, at han arbejder mindre end han gjorde, da han kun var sig selv og en lærling i værkstedet.

»Jeg glæder mig hver dag til at stå op og køre på arbejde. Jeg kører somme tider forbi i weekenden, hvis jeg er på de kanter, for lige at tjekke vaskehallen eller andre ting, men ellers er weekenden helliget min søn på ti, min søde kæreste og hendes barn på seks.«

Moderne virksomhed

Casper Lang fremtræder her ved 20-års jubilæet som selvstændig 1. december 2025 som en glad mand uden bragesnak og store armbevægelser i sync med sig selv og omgivelserne.

»Starten for snart fire år siden var med lidt sommerfugle i maven og beskedenhed. Jeg har forsøgt at ændre tingene løbende, så vi i dag fremtræder som en moderne virksomhed, hvor alle relevante oplysninger og skemaer ligger på en computer. Tiden med oliesorte arbejdssedler er for længst afsluttet, ligesom vi booker og fakturerer elektronisk og gør det nemt for os alle at se, hvad der er af opgaver ved et klik på computeren.«

Tilfredshed og fremtidsplaner

»Jeg laver selvfølgelig ikke overskud som i Henriks tid, fordi jeg også skal betale til banken, men jeg er tilfreds, og det samme er banken.«

Casper Lang mangler endnu 15 år for at passere Henrik Nielsen, som han overtog fra. Det er han indstillet på.

»Jeg betragter det her som lidt af en drøm, der gik i opfyldelse før planlagt, men som det er nu og verden ikke går amok, ser jeg det som et livsværk.«