Finder hundredvis af ekskrementer i Netto-butik – tre meter fra fødevarer
Netto har fået en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
I Netto i Viby er der problemer med både ekskrementer og rengøring.
Det viser en ny rapport fra Fødevarestyrelsen, der 24. oktober var på besøg i butikken på Rosenhøj.
Rapporten fylder to sider – her er et uddrag:
I lagerlokale bag butikken, hvor der opbevares fødevarer samt håndteres og opbevares returpant, ses der massive ansamlinger af sorte, indtørrede ekskrementer fra skadedyr på og ved siden af beholder med returpant.
På beholderen ses der store mængder ekskrementer på kanterne på alle fire sider, og på gulvet ved siden af beholderen ligger der store mængder ekskrementer samt blade, støv og mørke indtørrede belægninger.
På siderne af beholderen er der over 60 ekskrementer, og på gulvet ved siden af ses der lige så mange ekskrementer. På beholderen ses der også store mængder små, mørke hår i områderne med ekskrementer.
Virksomheden opbevarer fødevarer, herunder blandt andet mel, sodavand og smoothies, i en afstand af cirka tre meter fra ekskrementerne.
Til alle de ekskrementer havde virksomheden »ingen bemærkninger«.
Salling Group skriver dog i en mail til Din Avis:
»Det er selvsagt enormt utilfredsstillende, at vores rengøring ikke har været i orden. Derfor har vi naturligvis også indskærpet vores procedurer, som normalt sikrer et højt kvalitetsniveau, så det ikke gentager sig.«
Også virksomhedens egenkontrol, offentliggørelse af kontrolrapport og ophængning af smileymærke er nævnt i rapporten.
Her fik Netto i Rosenhøj ingen anmærkninger.
Den manglende rengøring – og det store antal ekskrementer – kastede et bødeforlæg på 10.000 kroner af sig.