Fortsæt til indhold

Ny leder skal genrejse hårdtprøvede plejehjem

De pressede plejehjem i Generationernes Hus på Aarhus Ø samles nu under ét med et nyt ledelseslag.

Samfund

Først var det ét. Så blev det delt i to. Og nu bliver det samlet i ét igen.

Det er det skandaleombruste Plejehjemmet Generationernes Hus, der er tale om.

Med en nyoprettet stilling som overforstander skal de nuværende to plejehjem således samles og gøres til en samlet, velfungerende enhed.

Plejehjemmet på Aarhus Ø, der blev indviet i 2020, oplevede kaotiske tilstande fra dag 1. Det afslørede en omfattende analyse af situationen, der blev offentliggjort i foråret. Derfor valgte man i 2022 at dele plejehjemmet op i to, nemlig Hus 3 og Hus 9, der i alt omfatter 100 plejeboliger.

Det førte dog ikke til forbedrede forhold, og i begyndelsen af året fik offentligheden også indblik i, hvordan plejehjemmet skrantede inden for murene.

I januar og februar gav Styrelsen for Patientsikkerhed to påbud til plejehjemmene. Kritikken fik rådmand Christian Budde (V) til at sætte ind med en genopretningsplan og en dybere analyse af situationen på plejehjemmene.

En af anbefalingerne i den omfattende analyse af tilstanden på plejehjemmene var, at man skulle gå tilbage til at samle ledelsen i ét plejehjem for at styrke drift, samarbejde og vision.

Ny lederstilling

Og det bliver nu en realitet, når Jesper Westphal den 1. december begynder i stillingen som overforstander for plejehjemmet. Jesper Westphal kommer fra en stilling som centerchef på Lokalcenter Bøgeskovhus i Viby. Han er uddannet fysioterapeut og har en diplomuddannelse i ledelse.

Man beholder dog forstanderne i Hus 3 og Hus 9. De vil fremover være forstandere for hver deres plejehjemsenhed og hvert sted vil der også fremover være en viceforstander. En lignende ledelsesstruktur findes i dag på Specialplejehjemmet for demens, Skovvang.

Heidi Have, der er ældre- og omsorgschef i Sundhed og Omsorg, mener, at man nu har fundet den rette mand til at fortsætte genopretningen af plejehjemmet:

»Jesper har gennem sin mangeårige ledelseserfaring vist en stærk evne til at udvikle og sikre sundhedsfaglig kvalitet. Hans dokumenterede erfaring gør ham særligt kvalificeret til at videreføre genopretningen af plejehjemmene og samle dem til ét stærkt, fælles plejehjem med tydelig profil og solidt fagligt fundament,« siger ældre- og omsorgschef Heidi Have i en pressemeddelelse.

Begge plejehjem har i dag forbedret forholdene væsentligt, fremgår det af de seneste tilsynsrapporter. Senest fik Hus 9 prædikatet ’god kvalitet’ da Ældretilsynet var på besøg.

Det blev noteret, at plejehjemmet arbejder aktivt med at sikre, at der kommer færrest mulige medarbejdere i hjemmet, men at de for nuværende stadig har udfordringer med kontinuiteten, særligt aften og weekend.

Når det gælder tillid, er der også plads til forbedring, men her lægger Ældretilsynet vægt på, at plejeenheden arbejder aktivt for at sikre øget tillid mellem medarbejderne og til ledelsen.