Fortsæt til indhold

8. klasserne gik amok i Skillsstafet med æggekamp og ble-battle

8.a fra Ådalens Skole har kvalificeret sig til DM i Skills. De lokale mestre på Djursland skal nu konkurrere på nationalt niveau.

Samfund
MG

Nogle klasser nåede kun til ventelisten, mens 27 andre 8. klasser i Norddjurs og Syddjurs i uge 41 dystede i Skillsstafet hos Viden Djurs i Grenaa.

Udfordringerne lød blandt andet på at piske æg, bygge stillads og skifte ble på en dukke.

Samlet vinder

»Eleverne blev opdelt i hold á tre, der kæmpede i ni praktiske opgaver á tre minutter,« fortæller Camilla Matthiesen-Juhl, studievejleder Viden Djurs erhvervsuddannelser.

»På dagen kårede vi dagens vinder, og bagefter fandt vi en samlet vinder.«

Din Avis var med, da Camilla Matthiesen-Juhl overbragte den glade besked til vinderholdet i 8.a på Ådalens Skole i Skørring.

Sejren kvalificerer holdet til finalen ved DM i Skills i Hjørring 24. april 2026, hvor hele klassen skal med.

Målet med skills er at åbne unge øjne for nogle erhvervsuddannelser, der måske har været lidt underprioriterede, siger Camilla Matthiesen-Juhl, studievejleder Viden Djurs erhvervsuddannelser. Foto: Mogens Greve

Skills åbner unge øjne

»Målet med skills er at åbne unge øjne for nogle erhvervsuddannelser, der måske har været lidt underprioriterede. Heldigvis er de nu på vej til mere synlighed og anerkendelse,« siger Camilla Matthiesen-Juhl.

»Det handler om at introducere, åbne øjne for mulighederne og gøre klar til at træffe valg.«

Prioriterer deltagelse

Uddannelsesvejleder Hanne Sørensen på Ådalens Skole fortæller, at skolen prioriterer den årlige deltagelse i skills.

»Det er elevernes første indblik i en erhvervsskole. De kender »skole« som noget andet - og ikke i forbindelse med bilværkstedet, byggepladsen eller andre praktiske uddannelser,« siger Hanne Sørensen.