En aften med grin og grooves: 33 år med rytmer og rabalder
Traditionen fortsætter med Lars Lilholt som hovednavn. Birthe Kjær og Queen Machine tilføjer nye musikalske dimensioner til den årlige sommerkoncert på Meilgaard Slot.
Billetsalget til den 33. udgave af den årlige sommerkoncert på det smukke hvide slot, Meilgaard, er nu officielt i gang på Ticketmaster.
Fredag den 17. juli 2026 kan publikum opleve en sommeraften fyldt med musik og magi i måske Danmarks smukkeste koncertrammer, når Meilgaard Slotspark endnu engang åbner sine porte.
For 33. gang vil Lars Lilholt være omdrejningspunktet til koncerten, og det er en tradition, som mange ser frem til.
Han bliver i 2026 suppleret af Birthe Kjær og Queen Machine.
Birthe Kjær er en af Danmarks mest folkekære sangerinder, kendt for sine mange hits som »Sommer og sol« og »Den knaldrøde gummibåd«, og sin lange karriere inden for dansk popmusik.
Hun er på vej mod de 80, men fortsat i fin form, og så har Birthe Kjær fået en sand optur med et velspillende liveband i ryggen.
Queen Machine er et af mange dansk tribute-band, der hylder det britiske rockband Queen med egne af udgaver af klassikere som »Bohemian Rhapsody« og »We Will Rock You«.
En ægte spillemand
Lars Lilholt, født den 14. marts 1953 i København, er en af Danmarks mest uopslidelige musikere. Opvokset i Aalborg, sanger, sangskriver, guitarist og violinist, uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium i 1977 med musik og historie som hovedfag, men var allerede da professionel musiker.
Lilholt skrev sin første sang i 1968 og dannede folk-rock gruppen Kræn Bysted’s i 1973 med skolekammerater fra Aalborg.
Kræn Bysted’s blev stilskabende og et af landets førende livebands indtil opløsningen i 1982.
Han udgav samme år sit første soloalbum og dannede i 1983 Lars Lilholt Band.
200 frivillige i arbejdstøjet
Endnu engang står arrangørforeningen Nørre Djurs HK klar med over 200 frivillige, der sikrer, at aftenen bliver noget særligt for alle besøgende. Deres engagement og hårde arbejde er med til at skabe den stemning, som Koncert Meilgaard er kendt for.
Besøgstallet afhænger naturligvis af vejr og vind, men koncerten har altid haft sine faste støtter, der nyder en sommeraften sammen.
Mange turister drager også til parken ved det hvide slot.
Antallet af gæster ligger i omegnen af 3.000, plus minus 500.
Koncertoverskuddet går til arbejdet i Nørre Djurs HK.