KV25: Valgforbund - er du klædt på til på tirsdag, så du undgår at blive taget ved næsen?
Valgforbund kan ændre magtbalancen i Syddjurs Kommune – læs med her før du sætter din stemme på tirsdag.
Hvad er et valgforbund?
Ved kommunalvalget 18. november i Syddjurs Kommune opstiller 12 partier, men rent valgteknisk er der kun fem. Dette skyldes, at flere af partierne har indgået valgforbund. Her er de fire valgforbund i Syddjurs:
- Alternativet, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet
- Venstre og Liberal Alliance
- Konservative og Radikale Venstre
- Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Velfærdslisten Syddjurs
- Hertil kommer Partiet Samfundssind for Frihed, som står alene.
Hvorfor kun fem valgtekniske enheder?
Men hvorfor er der kun fem valgtekniske enheder, når der er 12 partier?
Som vælger kan det være svært at forstå, hvad et valgforbund er, og hvad det betyder for din stemme.
Uanset om du stemmer på en person eller blot krydser ved listen, er effekten nøjagtigt den samme – du stemmer på valgforbundet.
Din stemmes betydning?
Det betyder, at din stemme kan hjælpe et andet parti i valgforbundet med at få et mandat.
For eksempel, hvis du i Syddjurs stemmer på en kandidat fra Radikale Venstre, kan din stemme indirekte hjælpe Konservative med at få et ekstra mandat.
Ligeledes kan en stemme på SF indirekte hjælpe Socialdemokratiet, Enhedslisten eller Alternativet med at få et ekstra mandat, fordi de partier er i valgforbund sammen.
Valgforbundene fremgår ikke af stemmesedlen, så du skal være klar i spyttet, før du drager ind i stemmeboksen.
Spørg i valglokalet
Syddjurs Kommunes informationschef, Ole Bjarke Nielsen, fortæller, at der vil være opslag i valglokalerne, der informerer om valgforbundene, ligesom det tydeligt fremgår af kommunens hjemmeside.
Når stemmerne er talt op - hva’ så?
Når stemmerne er talt op, fordeler man først mandaterne mellem valgforbundene og de partier, der står alene.
Eks. fra valget i 2021:
Her var Enhedslisten og Alternativet i valgforbund.
Enhedslisten fik 1.529 stemmer. Alternativet fik 666 stemmer. Sammenlagt 2.195 stemmer.
Det gav valgforbundet to mandater.
Men hvem tilfaldt mandaterne?
For at finde ud af hvordan de to mandater skal fordeles mellem Enhedslisten og Alternativet, anvender man den såkaldte D’Hondts metode.
En matematisk model, der er uhyre simpel, men måske svær at forstå?
Man fordeler mandaterne ved at dividere hvert partis stemmetal med 1, 2, 3 osv.
I det konkrete eksempel med Enhedslisten og Alternativet dividerer man først med 1. Altså 1.529 stemmer/1 og 666 stemmer/1.
Så det første mandat tilfalder Enhedslisten, fordi 1.529 er et højere fordelingstal end 666.
Men hvad nu med mandat nummer to?
Nu dividerer vi så med faktoren 2 og får følgende regnestykke:
1.529/2 = 765 og 666/2 = 333.
Mandat nummer to tilfalder også Enhedslisten, fordi 765 er et højere fordelingstal end 666.
Så sorteper blev Alternativet.
Havde valgforbundet opnået tre mandater, ville de tredje mandat være tilfaldet Alternativet. Forklaring følger:
1.529/3 = 510. Tallet er mindre end 666. Derfor!
Politikerne?
Først herefter er man klar til at sætte navne på, hvilke ansigter, der er valgt ind i det nye byråd. Det afhænger stort set for samtlige partiers vedkommende af de personlige stemmer.
Historisk eksempel
Tidligere borgmester Claus Wistoft (V) glemmer aldrig, hvordan en sikker sejr gled ham af hænde ved kommunalvalget i 2017, fordi han ikke tidsnok fik gjort forholdet til Dansk Folkeparti godt igen.
Det kostede ham borgmesterposten, at Dansk Folkeparti i stedet indgik valgforbund med de små borgerlige partier og på trods af stemmemæssig tilbagegang lukrerede på valgforbundet og gik fra to til tre mandater.
Et godt eksempel på, hvad valgforbund kan få af betydning, når valgstederne er lukket klokken 20 tirsdag 18. november.