Efter Elses triumf - Socialdemokratiet tvinges til selvransagelse
Else Søjmark fik vælgermæssige bank i Grenaa, men det kunne slet ikke forhindre hende i at opnå historisk valgsejr. Djurslands normalt stærkeste partiforening står over for selvransagelse
»Hvordan kunne du gøre det, Else?«
Nogenlunde sådan lød rubrikken, da Socialdemokratiets regionsrådsmedlem, Else Søjmark, i 2023 måtte - alternativet var eksklusion, ifølge Søjmark selv - stemme for regionsbudgettet, der indebar at spare lægebilen i Grenaa væk. Området skulle i stedet dækkes af lægehelikopter eller lægebilen fra Aarhus eller Randers.
Ved afgørelsens time 18. november lod Else Søjmark ingen i tvivl om, hvem der skulle i regionsrådet.
Sådan noget gør man ikke ustraffet. I Grenaa og nærmeste omegn har lægebilens placering været hjerteblod for samtlige de, der har repræsenteret Socialdemokratiet i regionsrådet.
Else Søjmark reddede sit skind i regionsrådet, men hos et flertal i hendes partiforening i Grenaa og blandt borgerne i købstaden blev hun betragtet som en zombie, der rendte rundt og forsøgte at forklare sig, uden at nogen gad høre på hende.
De, der kender Else Søjmark, ved, at hun ikke graver sig ned i et hul og bare lader sig kue. Hun tog handsken op og annoncerede, at hun gik efter at blive genvalgt til fire år mere i regionsrådet.
Selv om Socialdemokraterne i Grenaa fik hevet Karoline Søgaard ind som alternativ, så vandt Else Søjmark urafstemningen i Djurskredsen ret så sikkert.
Opbakningen hos partifællerne i Syddjurs, der sædvanen tro ikke kunne nosse sig sammen til selv at finde en kandidat, var massiv for Else Søjmark.
Ved afgørelsens time 18. november lod Else Søjmark ingen i tvivl om, hvem der skulle i regionsrådet. Rekordhøje 6.596 personlige stemmer.
Ligesom ved valget for fire år siden hentede hun personlige stemmer i samtlige 19 kommuner i regionen.
Et nærmere kig på stemmetallene viser dog også, at der har været behov for opbakning uden for hjemstavnen i Norddjurs for at få det flotte valg.
I Norddjurs Kommune tabte Else Søjmark således næsten 2.000 stemmer. Her fik hun 4.561 personlige stemmer i 2021, mens 2.568 stemte på hende 18. november.
Særligt i Grenaa fik hun bøllebank af vælgerne, men det var altså ikke nok til at forhindre hende i at få det flotteste valg til dato. Stemmetallene i Grenaa er selvfølgelig et signal til hende om, at der bliver noget at reparere de næste fire år.
Den ellers traditionelt stærke partiforening i Grenaa skal nu også bruge en rum tid på at reparere, slikke sårene og blive enige med hinanden om, at de tog alvorlige fejl i bedømmelsen af Else Søjmark. Hertil kommer oveni et skuffende kommunalvalg.
Måske må Socialdemokratiet i Grenaa bare erkende, at foreningen ikke længere har førstefødselsretten til at sætte dagsordenen kommunalt og regionalt?
Forspillet til valget viste, at vælgerne er trætte af politikere, der for ensidigt taler en kandidat helt ned, betragter hende som ikke eksisterende og forsøger at fortælle vælgerne, hvad de skal stemme.
Egentlig en sund reaktion.
Provokerende kunne man sige, at det bedste bud på en genkomst af Socialdemokratiet på borgmesterposten i Norddjurs hedder Else Søjmark - hun har vist sig driftssikker, når det gælder vælgeropbakning. Alderen taler imod hende, og der vil skulle sluges mange store kameler for, at det skulle ske?
Uanset hvad - det er fortsat uforståeligt, at Else Søjmark stemte for budgettet i 2023, der fratog Grenaa lægebilen.
Det er selvfølgelig hypotetisk at hævde, at hun havde fået et endnu bedre valgresultat, hvis hun ikke havde stemt for.
Et åbent spørgsmål, som vi lader det op til vælgerne at besvare?