Du har kun få sekunder til at reagere: Sådan forebygger du julekatastrofen
Et vandet juletræ holder juleglansen og mindsker brandfaren markant. Det viser en ny brandtest af juletræer foretaget af Danske Beredskaber og DBI.
Adventskranse, juletræer og levende lys kan være en brandfarlig december-cocktail.
Statistikken viser da også, at brandvæsenet set over de seneste fem år i december måned er kørt ud for at slukke dobbelt så mange brande i stuer landet over i forhold til årets øvrige måneder.
Årsagen, til at julestuerne futter af, er ofte levende lys og tørt gran, men man kan altså sikre hyggen i julestuen ved at følge et par simple råd, skriver Danske Beredskaber og DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut i en pressemeddelelse.
»Går der ild i tørt gran, så kan det være et spørgsmål om sekunder før ilden kan brede sig til hele stuen – men står juletræet i vand og vandes juledekorationen af og til med en forstøver, så kan det sikre julen,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
At hygge med gran og levende lys er ikke et problem i sig selv, men er grannet tørt, så kan julestemningen gå op i røg - det viser en brandtest foretaget af Danske Beredskaber og DBI.
I forsøget afbrændte man hos DBI to juletræer, der begge var blevet fældet 11 dage tidligere.
Det første træ havde efter fældningen stået udendørs i en juletræsfod med vand i, og umiddelbart før testen blev træet taget ind og pyntet – og her blev brandtesten en tam affære. Efter tre forsøg blev forsøget indstillet; juletræet der havde stået i vand kunne ikke brænde.
Det andet træ i testen havde i 11 dage stået indenfor ved stuetemperatur på en simpel juletræsfod uden vand, og her blev der virkelig fyret op for varmen på testcentret.
På få sekunder var det tørre træ omspændt af flammer, og den intense strålevarme smeltede julekuglerne og sendte brændende plasticdråber mod gulvet. Temperaturen i brandcontaineren blev målt til 800 grader, og efter 45 sekunder var træet næsten udbrændt.
»Du har kun få sekunder til at reagere, inden branden bliver for kraftig. Vores temperaturmålere viser 800 grader allerede efter 30 sekunder, og der er branden så stor, at den er en sag for brandvæsenet,« siger Marcello Francati, Brandteknisk rådgiver hos DBI.
Og selv om det kan lyde voldsomt at skulle have slukningsudstyr i julestuen, så behøver det altså ikke at være så slemt, for det vigtigste er at reagere hurtigt, før ilden når at brede sig.
Hav altid en flaske vand, en vandkande eller en brandslukker i julestuen, og hold et vågent øje på de levende lys, lyder de gode råd fra Bjarne Nigaard.
Tre råd:
- Sørg for at træet ikke tørrer ud – man kan godt vande et juletræ.
- Hold altid øje med juletræet, juledekoration og adventskrans, når der bruges levende lys.
- Hav altid vand i nærheden – og reager hurtigt, hvis der opstår en brand.