Varm luft gav borgmesteren uro i maven

Realiteterne har omsider indhentet rådhuset. Byrådet må nu erkende, at en storstilet drøm om at indfange CO₂ ved Lisbjergværket forbliver – nå ja – en drøm. Vel at mærke en dyr en af slagsen.

For det har angiveligt kostet i omegnen af 160 mio. kr. at modne ideen, der blev født under daværende borgmester Jacob Bundsgaard.

At han, kort efter sit borgmesterexit, blev hyret af netop Kredsløb til at føre selvsamme projekt ud i livet, er i det mindste tankevækkende. Eksborgmesteren får sine penge, og heller ikke dette prestigeprojekt bliver til noget.

Alt er ved det gamle – og så alligevel ikke. Anders Winnerskjold, ny borgmester konstitueret samme dag som nyheden slap ud, havde med egne ord uro i maven over risikoen ved kommunal CO₂-fangst. Og det kan man ikke fortænke ham i.

CO₂-fangst, eller Carbon Capture and Storage, går ud på at fange CO₂ ved forbrændingen i Lisbjerg og lagre den over 800 meter under jordens overflade. Teknikken er forholdsvis velafprøvet, men i begrænset skala.

Meget kunne gå galt – især på aarhusiansk jord – og konsekvenserne kunne ingen leve med. Det er heller ikke nemt at forlige sig med, at staten med vilkår og betingelser igen og igen spænder ben for store klimaindsatser af national betydning. Udbuddet af havvindemølleparker måtte gå om, fordi ingen ville indlede sig på de konditioner, der blev sat af staten. Meget tyder på, at det samme er ved at ske med CO₂-fangst, for Aarhus Kommune kan ikke være den eneste, der er bekymret. Det nytter ikke, at staten har afsat 28,7 mia. kr. til fangstprojekter, hvis ikke nogen tør søge dem.

For overhovedet at kunne søge statens støtte, skulle kommunen stille en milliardgaranti så stor, at et eneste fejltrin kunne få vidtrækkende konsekvenser. Aarhus risikerede at blive sat under administration, skatterne kunne ryge i vejret, velfærden blive barberet – og Kredsløb (og dermed de aarhusianske affaldskunder) ende i bankernes nåde. Med Aarhus’ projekthistorik ville de næste år blive en gyser, der ville få stadionprojektet til at ligne et projekt, der faktisk var til at styre.

Aarhus har desværre ikke for vane at lande store projekter uden at efterlade ar på omdømmet, økonomien eller begge dele. Letbaneprojektet, den mislykkede havneudvidelse, det stærkt fordyrede og forsinkede stadion til AGF for blot at nævne noget. CO₂-fangst kunne nemt blive det nye og det mest sorte kapitel i en trist og dyr saga.

Kommunens klimahandlingsplan fra 2024 ser nu ud til også at blive varm luft. Her lovede kommunen klimaneutralitet i 2030 – båret af et håb om årligt at fange 435.000 ton CO₂. I alt skal der spares 846.000 ton CO₂, hvis klimaregnskabet skal gå i nul. Et andet centralt element i klimahandlingsplanen, road pricing, har heller ikke ligefrem grønt lys.

At finde områder, der kan levere en lignende reduktion som CO₂-fangst kunne på papiret, og så endda inden 2030, forekommer urealistisk. Nu står man tilbage med et hul, der virker umuligt at fylde, og et mål, der mest af alt ligner en powerpointdrøm fra bedre tider. Danmark skal være klimaneutralitet i 2045. Det lugter nu som et mere ærligt og realistisk mål også for Aarhus – selv om det vil gøre ondt i kommunens grønne selvforståelse.

Det hører til sjældenhederne i Aarhus, men byrådet og borgmesteren valgte faktisk at sige stop, før endnu et storprojekt løb løbsk. CO₂-fangst var et prestigeprojekt for ikke kun Jacob Bundsgaard, da han var borgmester, men også for Anders Winnerskjold. Sidstnævnte formår tilsyneladende ikke at lade sig forblænde, og det er godt nyt.

CO₂-fangsten endte som endnu et fatamorgana. Man kan håbe, at den slags hører fortiden til. En fortid, hvor Aarhus skulle på verdenskortet og være foregangsby: ligegyldigt for hvad, uagtet om det betød noget for nogen og lige meget, hvad det kostede. Tiden er ikke til vidtløftige idealer og virkelighedsfjerne visioner. Det var det ikke før, det er det ikke nu. At bremse carbon capture-ambitionerne er tegn på snusfornuft og større respekt for borgernes penge. Tilbage står en regning på et trecifret millionbeløb. Det var dyre dage dengang. Og regningen ligger der endnu.