Fortsæt til indhold

Efter 20 år er det slut: »I går var jeg ejer, i dag er jeg gæst – det er sgu da lidt vemodigt«

Efter 20 år på familiens hænder har søskende nu solgt deres virksomhed til svensk selskab. »Jeg tror, at det er en god og rigtig løsning for os,« siger Rolf Mørkøre Andersen.

Samfund

Da han gik i seng om aftenen 8. december, ejede han sammen med sine to søskende RunningXpert Group, som Løbeshop er en del af. Da han stod op dagen efter, var virksomheden solgt til det børsnoterede svenske selskab WeSports.

»I går var jeg ejer, i dag er jeg gæst. Det er da lidt mærkeligt, når man har siddet samme sted i 20 år,« fortæller Rolf Mørkøre Andersen.

Er det vemodigt?

»Både og. Det er det jo på en eller anden måde. Det er mange år og mange timer, vi har lagt i det, sammen med en masse gode kollegaer, der også har ydet en enormt stor indsats. Og selvom det er det her, vi gerne har villet de seneste år, så rammer virkeligheden da, når man vågner op og ser børsnoteringen: Nu er virksomheden overdraget til andre. Ja, så er det sgu da lidt vemodigt,« siger Rolf Mørkøre Andersen, der altså ejede RunningXpert Group sammen med søsteren Sarah Jane Rigg og broderen Jonas Mørkøre Andersen.

Faktisk ejer de tre søskende stadig en lille del af virksomheden. De har nemlig beholdt fire procent hver.

»Så vi er da til stede stadigvæk,« siger Rolf Mørkøre Andersen, der også har fået en bestyrelsespost – det samme har Jonas Mørkøre Andersen.

En god og rigtig løsning

Beslutningen om at sælge er ikke ligefrem truffet hen over natten. Allerede for tre år siden købte WeSports nemlig tre procent af RunningXpert Group.

»Og det var jo med henblik på, at det på et eller andet tidspunkt skulle ende ud i det her. I den mellemliggende periode har både Jonas og jeg jo også stoppet vores daglige gang i forretningen, så vi har forberedt os på, at det ville nå hertil,« siger Rolf Mørkøre Andersen.

Løbeshop.dk blev stiftet på første sal i Søndergade 10 i Hadsten tilbage i 2005 af Jonas Mørkøre Andersen og hans far, Ruben Andersen, som en sidegesjæft til de sportsbutikker, faderen drev i forvejen.

Løbeshop gik så godt, at Ruben Andersen lukkede sine fysiske butikker. Siden da kom også Sarah Jane Rigg og Rolf Mørkøre Andersen med på vognen.

I takt med at Løbeshop udvidede til mange europæiske lande, skiftede navnet til RunningXpert Group. ’Løbeshop’ er altså bare navnet på én webshop ud af mange.

I dag har virksomheden hovedkontor på Gammel Sellingvej 1 i Hadsten og fysisk butik på Kalkværksvej 1 i Aarhus.

Er du klar til at slippe forretningen?

»Det har jeg da været lige indtil i morges, hvor jeg alligevel tænkte ”argh.” Men giv det lige et par dage, så er det fint igen. Jeg tror, at det er en god og rigtig løsning for os. Vi er klar til at lave noget andet,« siger Rolf Mørkøre Andersen, der i den grad har kastet sig over »noget andet.«

10. oktober slog han nemlig dørene op til en pub på Kollerup Mølle på Bavnehøjvej 2 i Hadsten.