Ny forretning med 35 års erfaring åbner nu i hjertet af byen
Per Wraa startede for 35 år siden i Randers og udvider nu endnu engang virksomheden.
Igennem flere år har bedemandsforretningen Per Wraa haft Grenaa i kikkerten til åbning af en ny afdeling af den familieejede virksomhed.
Nu er timingen rigtig i forhold til både placering i byen og de rette ansatte, og derfor åbner Per Wraa nu ny forretning på Torvet 6.
Familievirksomheden blev grundlagt af Per Wraa for 35 år og har i dag afdelinger i Aarhus, Ebeltoft og Hornslet ud over basen i Randers.
Grenaa bliver således den første i Norddjurs Kommune, og det giver rigtig god mening for bedemandsvirksomheden, at man nu fuldender tilstedeværelsen på Djursland.
Det fortæller Bertil Wraa, der er medindehaver og anden generation i familievirksomheden.
»Det har altid været vigtigt for os at være en del af lokalsamfundet. Derfor har vi også ventet på at timingen var rigtig, fordi vi gerne vil være til stede i midtbyen, hvor vi er synlige, og hvor vi kan møde folk,« fortæller Bertil Wraa.
For selv om han anslår, at 9 ud af 10 møder med familierne i forbindelse med planlægning af begravelser og bisættelser finder sted hjemme hos familierne, så er en fysisk forretning helt afgørende for en virksomhed som deres, uddyber han.
»Hvis vi ikke har en fysisk forretning, så er vi ikke en del af et lokalt samfund. Så kan vi lige så godt sidde i Randers, og det er ikke det, vi vil,« understreger Bertil Wraa.
Møder kendt ansigt
Forretningen på Torvet i Grenaa kommer således til at have åben tre-fire dage om ugen, mens man også altid vil kunne træffe de ansatte på telefonen for at aftale et tidspunkt.
Derudover er det også et meget velkendt lokalt ansigt, man hovedsageligt vil træffe hos Per Wraa i Grenaa.
Marjorie Green var tidligere bestyrer på ’Kruset’ i Lillegade og før det serviceret kunderne i Grenaa Bowlingcenter, og nu har hun skiftet kurs til et væsentligt anderledes fag. Og så er der alligevel vigtige fællesnævnere, for det handler om kontakt og evnen til at lytte til andre mennesker.
»Det er faktisk en drøm, jeg har haft hele mit liv at blive bedemand. Jeg er uddannet sosu-assistent og også pædagog, så for mig har det altid været at arbejde med mennesker i forskellige faser af deres liv. Nu stod jeg ved en skillevej, hvor jeg skulle finde på noget nyt at lave, og så fik jeg mulighed for at prøve min gamle drøm, og jeg kan allerede nu sige, at det er det bedste job, jeg har haft,« fortæller Marjorie Green.
Hun har gennemgået en praktiktid hos Orla Pedersen i Auning, som dog ikke havde plads til fastansættelse. I stedet fik Bertil Wraa en varm anbefaling fra Orla Pedersen til at få ansat Marjorie Green til den nye forretning i Grenaa. Som sagt, så gjort.
Han kunne se, at hun ville passe godt ind i den ordentlighed, faglighed og uddannelse, som ifølge Bertil Wraa er centrale begreber i familievirksomheden.
Skuldrene falder ned
Begravelsesforretningen er således medlem af Danske Bedemænds og har brancheforeningens certificering, som stiller en række krav, såsom ingen klagesager, garantiordning og dokumenteret uddannelse af medarbejdere.
»Alle kan faktisk åbne som bedemand i dag. Der er ingen krav. Derfor synes vi, det er vigtigt at være en del af en organisation, der sikrer et vist niveau,« forklarer Bertil Wraa.
Derfor gør han også meget ud af at forklare, at man i Per Wraa ikke taler om kunder, men om familier.
»Selvfølgelig driver vi en forretning, og det ved vi også godt, men hvis vi først bliver nogen, der begynder bare at ville sælge, så bliver folk vores kunder, og det ønsker vi ikke. Det handler om at give overblik og tryghed i en sårbar situation, og når først vi kan se, at skuldrene falder ned hos familierne, fordi de kan se, at de ikke behøver at tænke på det praktiske, så ved man bare, at man har gjort noget rigtigt,« siger Bertil Wraa.