Smilets by viste tænder i et år med pølse, præsident og stramme elastikker

»Zelenskyj kommer i aften,« udbrød en kvinde i passende duftafstand fra Rådhuspladsens pølsevogn. Luften var desuden fyldt med forventninger og helikopters brummen den julidag, hvor Danmark overtog EU-formandskabet. Af alle steder skulle det markeres i Smilets By. For en gangs skyld var Aarhus den navle, byen altid har drømt om at være.

Vi vidste, at kongeparret, statsministeren og Ursula von der Leyen var i byen. Ukraines præsident var en overraskelse. Sikkerheden blev yderligere skærpet, selv elevatorskakterne fik et akut ekstra tjek. Da Volodymyr Zelenskyj senere samme dag ankom til rådhuset, var det til gåsehudsfremkaldende jubel og kulminationen på endnu et begivenhedsrigt år på rådhuset.

Det begyndte ellers stille. Den pludseligt udvalgte borgmester, Anders Winnerskjold, var på barsel. Bundsgaards exitstrategi tog ikke hensyn til bleskift, og hans sidste tid på borgmesterkontoret efterlod en række møgsager, som nu skulle håndteres af en ny mand med vågenætter i kalenderen.

Det blev Winnerskjolds opgave at tømme spanden. Aarhus Stadion, havneudvidelsen, Aarhus Airport – og sågar julebelysningen. Sidstnævnte samlede stærke kræfter i byen, der endte med at give den nye borgmester sin første sejr. Siden har han tilsyneladende ikke set sig tilbage.

Noget benovet var han dog nok i april, hvor Aarhus fejrede prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag med hende, borgmesteren og andre unge mennesker på rådhuset. Det markerede fællesskab og fremtid. Rygterne vil vide, at det voldte besvær med programplanlægningen, da Kongehuset meddelte, at også grev Ingolf og grevinde Sussie skulle på gæstelisten. »Altså, er du helt væk?«. Men sådan er rådhuset også: hierarkier, pligter og flere interesser, der ikke altid kan forenes.

Postyret var dog intet i forhold til det optræk til ballade, der kom i maj. Her opsagde Anders Winnerskjold tilsyneladende ud af det blå den aftale om dækningsafgiften, som Thorkild Simonsen indgik med erhvervslivet helt tilbage i 1997.

Aftalen byggede på en klar forventning: erhvervslivets ejendomsskat skulle være udfaset i 2029. Den forventning punkterede borgmesteren, uden erhvervslivet så skyggen af forhandlinger. De kommer først i løbet af 2026. Reaktionen var til at høre. Erhvervslivet var rasende, men Winnerskjold stod fast på behovet for fortsatte indtægter. I dag lyder der mest rosende ord om borgmesteren, også fra nogle af de mest højlydte kritikere i maj. Man fik fornemmelsen af, at Winnerskjold mente det med borgmester alvorligt.

Noget tyder på, at det kan være en god idé at være parat til forhandlinger med Anders Winnerskjold, hvis første år som borgmester på mange måder kan betegnes som et jubelår. Efter kommunalvalget sikrede han sig en bred konstituering – og gav Venstre en afklapsning så hård, at flere spørger, om det nu også var helt fair.

Aftenen før valget var Christian Budde og Nicolaj Bang samlet med hver deres partiformænd, Troels Lund Poulsen og Mona Juul. Få timer senere var stemningen mærkbart køligere i blå blok. Magten er flydende. For Venstre blev 2025 et definerende år. De næste bliver redefinerende.

Forløbet under og efter valget var dramatisk. Det samme kan ikke siges om flertallet af byrådsmøderne. Ved et af årets sidste var det mest spændende øjeblik, om den træningselastik, som et af de socialdemokratiske byrådsmedlemmer brugte mødet på at udfordre, mon kunne holde. Svirp kan forekomme. Og mens de store linjer tegnes i handleplaner, procesnotater og uendelige bilag, er der ofte mere saft i de mindre sager – dér hvor rigtige mennesker og store følelser er på spil.

Netop derfor var der også mest nerve i de sager, hvor konsekvenserne ikke kunne gemmes i et bilag. Lukningen af Børnehuset Tulshøjvej i Højbjerg var en af dem. Her stod familier, medarbejdere og lokalsamfund tilbage med følelsen af at være blevet tabt i en større plan.

Stadionsagen vil efter alt at dømme række langt ind i den kommende byrådsperiode. I marts kom resultatet af en advokatundersøgelse, der skulle kortlægge, hvordan projektet kunne komme så grundigt ud af kurs. Konklusionerne var klare: Den politiske styregruppe havde mistet overblikket over økonomien og nikket ja til dyre ekstraregninger uden at finde besparelser andre steder.

Af gruppens medlemmer er kun teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang tilbage i det kommende byråd. Jacob Bundsgaard er væk. Det samme er den afgående kulturrådmand, Rabih Azad-Ahmad.

Kulturrådmanden havde svært ved at finde fodfæste, efter det stod klart, at han ikke var spidskandidat ved kommunalvalget. Han deltog derfor heller ikke i efterårets budgetforhandlinger.

Fraværet skabte forståelig frustration i kulturforvaltningen, og i byens kulturliv blev det mødt med forbløffelse. Så meget, at ledende skikkelser fra nogle af de største kulturinstitutioner har forlangt et møde med borgmesteren for at få svar på ét enkelt spørgsmål: Hvad pokker er meningen?

Det samme spørgsmål meldte sig i arbejdet med to af byens største udviklingsprojekter: Marienlyst og Pier 3 på Aarhus Ø. Marienlyst er blevet udviklet gennem flere år og for flere millioner kroner med plads til op mod 14.000 beboere. Alligevel endte det i de afgørende runder med kun at være Socialdemokratiet og De Radikale, der stemte for. Resten fik kolde fødder – ikke mindst på grund af den manglende infrastruktur. En nedskaleret plan er undervejs.

De betænkeligheder ser til gengæld ikke ud til at tynge planerne for Pier 3 på Aarhus Ø, der skal projekteres over de kommende år. Udviklerne møder kritik for ikke at lytte til de mange indsigelser, der er kommet undervejs. På et af årets sidste byrådsmøder væltede det ind med spørgsmål om den videre proces. Pier 3 bliver ikke bare et tema i 2026, men i mange år frem.

Årets første punkt på byrådets dagsorden var et forslag om, at Aarhus skulle være en international metropol. Det sidste handlede om lukningen af Spor 7 – et værested for byens mest udsatte borgere. Det viser alsidigheden på rådhuset, men mest af alt forskellen på de store, drømmende visioner og hvordan byen tager sig ud på gadeplan.

Godt nytår.