Flere end nogensinde: »Det er bekymrende«
I forholdt til sidste år modtager 1.200 flere familier i år julehjælp fra Røde Kors.
Igen i år har Røde Kors oplevet en stigning i ansøgninger om og uddeling af julehjælp. I Region Midtjylland modtager 5.820 økonomisk trængte familier i år julehjælp, skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
På landsplan modtager 23.662 økonomisk trængte familier julehjælp, hvilket er en stigning på mere end 1.200 familier fra året før.
»Det er bekymrende, at så mange familier i Danmark har brug for den ekstra økonomiske håndsrækning fra organisationer som Røde Kors for at få enderne tilnærmelsesvist til at mødes i julen. Vi ved, at mange af familierne er ekstremt pressede, fordi de ikke er i nærheden af at kunne give deres børn den jul, de ville ønske, de kunne. De sparer på gaver, på mad og på julehygge for at få råd til det helt basale. Det er ulykkeligt og en meget stor stressfaktor,« siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
En undersøgelse blandt tidligere modtagere viser, at 86 procent må undvære eller skære kraftigt ned på julegaver til børnene. 83 procent har ikke råd til traditionel julemad.
»Derfor er jeg også taknemmelig over, at opbakningen har været så stor igen i år, så vi har mulighed for at uddele julehjælp til alle med behov for den ekstra hjælp,« siger Anders Ladekarl.
Han peger på, at flere søger, fordi priserne er steget, og flere kender til tilbuddet om julehjælp:
»Vi kan vist allesammen mærke, at priserne er steget kraftigt på stort set alle varer, og der vil uden tvivl være familier, som i løbet af året har oplevet, at pengene ikke rækker lige så langt og som derfor søger om ekstra hjælp. Derudover håber og tror jeg også, at noget af stigningen skyldes, at vi har været gode til at gøre opmærksom på, at den findes og at flere derfor ved, at de kan søge julehjælp,« siger han.
Julehjælpen fra Røde Kors består hovedsageligt af et gavekort til Coop på en værdi af 900 kroner eller en julekurv med julevarer. Sidste år modtog 5.747 familier julehjælp i regionen,
Ud over selve julehjælpen bliver familierne også inviteret til at tage del i Røde Kors’ aktiviteter resten af året. Hjælpen skal ikke kun lette økonomisk i julen, men også mindske risikoen for social isolation.