Dyreparken eksploderede: 3.200 julegæster på én dag
Rekordmange gæster til julearrangement i Ree Park Safari. Parken oplevede en stor tilstrømning af besøgende juleaftensdag, hvilket oversteg alle forventninger.
Julen har fået fodfæste i Ree Park Safari. Den 24. december 2025 udviklede sig til en dag, der langt overgik alle forventninger.
I år havde parken budgetteret mellem 1.400 og 2.000 gæster juleaftensdag.
I stedet mødte hele 3.200 gæster op. Det svarer til en klassisk højsæsondag og kom som en stor, men meget glædelig overraskelse.
Pierre Skovgaard, salgs- og marketingschef i Ree Park Safari, udtaler: »Vi var ærligt talt ikke fuldt forberedt på så stor opbakning. Togture, madboder og kapacitet blev hurtigt presset, men stemningen blandt gæsterne var god, tålmodig og præget af juleglæde. Mange fortalte, at de bevidst havde valgt Ree Park som et hyggeligt afbræk i ventetiden inden pakker, and og juleaften derhjemme.«
Skovgaard tilføjer: »Det var tydeligt, at arrangementet tiltrækker både lokale og gæster udefra. Vi talte med familier, der var kommet hele vejen fra både Vejle og Mariager for at opleve julen i parken. Det betyder meget for os, og vi er dybt taknemmelige for den store opbakning.«
Fast tradition
Alt tyder på, at julen i Ree Park Safari er ved at udvikle sig til en fast tradition, og parken tager ansvar for dette.
Allerede nu kan parkens ledelse love, at næste år byder på flere togture, flere åbne madboder og endnu mere julestemning i hele parken.
Som noget nyt åbner parken også en blog som service, hvor gæster fremover kan følge med i nyheder, arrangementer og hverdagen bag kulisserne i Ree Park.