Fortsæt til indhold

650 unge tog klimaet i egne hænder – nu sætter Norddjurs punktum for stor grøn satsning

Borgmesteren er meget tilfreds med de unges engagement og kommunens rolle i fremtiden klimadebat.

Samfund
sica

De ventede ikke på politiske beslutninger eller langsigtede planer. I stedet tog mere end 650 unge i Norddjurs Kommune sagen i egen hånd og omsatte klimabekymring til handling.

Med støtte fra Youth Climate Action Fund – et internationalt initiativ finansieret af New York-baserede Bloomberg Philanthropies – har unge i kommunen i løbet af det seneste år udviklet og gennemført deres egne klimaprojekter.

Nu afslutter Norddjurs Kommune indsatsen, som har udmøntet sig i 631.000 kroner til lokale grønne initiativer og et bredt spænd af projekter, der vidner om både kreativitet, faglighed og handlekraft. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Projekterne har bevæget sig fra bæredygtig energi og genbrug til biodiversitet og klimauddannelse. Tre projekter skiller sig særligt ud som eksempler på, hvordan unge har grebet klimadagsordenen an på hver deres måde.

Biodiversitet som levende læring

På Viden Djurs er der etableret biodiversitetszoner, som fungerer som nye læringsrum i naturens tegn.

Her kan elever og besøgende opleve hjemmehørende planter og få indsigt i samspillet mellem planter, insekter og økosystemer.

Zonerne gør biodiversitet konkret og nærværende og viser, hvordan lokale indsatser kan bidrage til naturens balance.

For nogle unge har projektet også været et springbræt til yderligere engagement.

Det gælder blandt andre Lukas Meltzer Hansen, studerende på HTX VID Gymnasier, Viden Djurs.

»Jeg er med i et projekt, der handler om at skabe biodiversitetszoner, og jeg sidder også i det nye råd for FN’s verdensmål hos Viden Djurs. Det har helt klart givet mig lyst til at gøre mere for klimaet, og det har også givet mig mod på at søge flere projektmidler fremover,« siger han.

Tang, kreativitet og inklusion på Grenaa Havn

Et andet projekt har haft base på Grenaa Havn, hvor tre grupper af neurodivergente elever fra efterskolen Helle deltog i en tredages workshop om tang.

Forløbet foregik på skibet Svartlöga, hvor eleverne arbejdede med tang som kunstnerisk materiale, som fødevare og som velvære.

Nogle af de unge præsenterede endda deres perspektiver på tang ved Nordic Seaweed Conference 2025.

Forløbet gav deltagerne en dybere forståelse af tangs potentiale som bæredygtig ressource og satte samtidig fokus på, hvordan inkluderende sprog og metoder kan åbne klimadebatten for flere.

Projektleder Henrik Majlund uddyber:

»Klimakrisen rammer os alle. Derfor bør løsningen også være inkluderende og rumme alle stemmer, alle måder at forstå og være i verden på, uanset hvem man er og hvilke forudsætninger man har.«

Klimadebatten får kunstneriske stemmer

I et tredje projekt blev klimaet taget op gennem kunst. Her arbejdede unge med kunstneriske udtryksformer for at sætte ord og form på klimabekymringer. Gennem to klimarelaterede forestillinger og efterfølgende workshops udviklede deltagerne både deres kunstneriske kompetencer og deres mod til at kommunikere om klimaet.

Projektet har givet de unge erfaring med at bruge kunst som formidlingsredskab og har skabt grundlag for et fortsat engagement i klimadebatten.

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) har fulgt de unges arbejde med stor tilfredshed.

»Jeg er utrolig glad for at se den store interesse for klimapuljen blandt vores unge og uddannelsesinstitutionerne. Det er inspirerende at se, hvor mange gode projekter vi har fået mulighed for at støtte. De unges engagement i klimaet gør mig fortrøstningsfuld for fremtiden,« siger han.

Norddjurs Kommune har modtaget støtte fra Bloomberg Philanthropies’ internationale klimaprogram i både 2024 og 2025 og deltager sammen med fem andre danske kommuner og mere end 90 byer verden over.

Kommunen er allerede blevet opfordret til at søge midler igen i 2026 med håbet om, at endnu flere unge kan få mulighed for at forme en bæredygtig fremtid lokalt.