»Det smager jo så fuglene synger«
Anne Kirstine Vinther Hansen fejrer sin 100-års fødselsdag med familie og venner på Fregatten Jylland.
En af Syddjurs Kommunes ældste borgere, Anne Kirstine Vinther Hansen, fylder 100 år den 17. januar.
Hun fejrer sin fødselsdag sammen med familie og venner på Fregatten Jylland.
Fra Holmegård til Ebeltoft
Anne Kirstine Vinther Hansen er født og opvokset på en gård, Holmegård, nær Gravlev. Det var herfra hendes verden gik.
Hun var ud af en søskendeflok på otte.
Anne Kirstine kom som teenager i huset hos en advokatfamilie i København. Her fik hun smag for møbler og design. Kontakten til familien og familiens jævnaldrende børn bevarede hun, efter at hun var flyttet tilbage til Jylland.
Anne Kirstine Vinther Hansen uddannede sig under opholdet i København til håndarbejdslærer og fik senere en stilling i Vejle Amts Husholdningsforening.
Det var i Vejle, at hun mødte sin mand, H.P. Hansen, der aldrig blev kaldt andet end H.P.
Parret blev gift i Hyllested Kirke og satte sammen tre sønner, Søren, Niels og Anders, i verden. De bor alle i Ebeltoft. Anne Kirstine Vinther Hansen har desuden en stor flok børnebørn og oldebørn.
Ved flyvevåbnet
H.P. Hansen var ansat ved flyvevåbnet, og da han fik tjeneste i Karup, flyttede parret hertil.
Siden fik ægtefællen arbejde på Tirstrup Flyveplads, og det resulterede i, at den nye bopæl blev henlagt til Fuglslev, hvor den gamle skole blev basen i mange år.
Anne Kirstine Vinther Hansen har undervist i husgerning og syning på Kalø Sproghøjskole, og efter at hendes børn blev voksne, tog hun en hel HF-eksamen og deltog i mange kurser.
H.P. Hansen sluttede sit engagement ved forsvaret som driftsleder på Tirstrup Flyveplads.
Han og hustruen flyttede i 2005 til det nuværende parcelhus på Solvangsvej i Ebeltoft, hvor H.P. Hansen efter længere tids sygdom døde i 2010, 82 år gammel.
Grønland med hele familien
Anne Kirstine Vinther Hansen har rejst en del og været interesseret i verden.
Sammen med sin mand besøgte hun Thailand og Bali, ligesom hun var i Sydafrika med sin søster.
Senere rundede hun Grønland sammen med hele familien, som fik lejlighed til at besøge verdens største ø i Nordatlanten øst for Canada og vest for Island.
Aktivt liv og socialt engagement
Anne Kirstine går fortsat daglige ture i området, hvor hun bor, og elsker at sidde i solen i sin have. Hun nyder også at få en øl inden sengetid og sætter pris på god mad, som jævnligt får hende til at udbryde: »Det smager jo, så fuglene synger.«
Anne Kirstine mener, at hendes høje alder og gode helbred skyldes, at hun altid har holdt sig i gang, både fysisk og mentalt. Hun elsker sine trapper i hjemmet, som hun flittigt benytter, og fortæller, at hun ofte synger for sig selv, alene for at træne sin stemme, da hun bor alene. Hun er stadig meget videbegærlig og nysgerrig, meget social og elsker at snakke.
Selvom syn og hørelse ikke er, hvad de har været, forhindrer det ikke Anne i at leve et aktivt liv.
Hun kommer til træning og socialt samvær på Aktivitetscenter Solbakken i Ebeltoft tre gange om ugen, hvor hun også vil blive fejret et par dage efter sin runde dag.
Anne Kirstine Vinther Hansen kan på 100-årsdagen se tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv.