Endelig er 47 boliger i gammel skole klar: »Det er en kæmpestor lettelse«
8. februar løftes sløret for tre renoverede og nybyggede boliger på Voldbyvej 5-7 i Hammel. Snart kan de første også flytte ind.
12 år efter de første indledende skridt blev taget til at renovere og ombygge den gamle skolebygning på Voldbyvej 5-7 i Hammel kan de første beboere flytte ind. Det sker 15. maj, fortæller Allan Werge, der er direktør i boligselskabet AL2bolig.
»Det er en kæmpestor lettelse. Det har været et meget stort projekt og har taget meget lang tid, fordi vi skulle finde ud af, hvordan det kunne lade sig gøre at finansiere projektet. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har Landsbyggefonden til at hjælpe os,« siger direktøren og tilføjer:
»At vi nu kan leje boligerne ud er bare virkelig dejligt, og resultatet er blevet virkelig flot.«
67 til 114 kvadratmeter
17 lejligheder er indrettet i bygningen ud mod Voldbyvej – dér hvor Østervangsskolen holdt til frem til 1989.
»Det er en sindssygt flot bygning, som er med til at give noget miljø til området, så vi har valgt at bibeholde mest muligt af den,« forklarer Allan Werge.
Den oprindelige skolebygning blev nærmest tømt indeni, så det bare var skallen, som stod tilbage. Mange vægge blev fjernet, så lejlighederne er blevet indrettet helt på ny.
Der var også lejligheder, før renoveringen gik i gang, men de var nedslidte.
Bag ved den gamle skole er en gammel gymnastiksal og en anden ejendom blevet revet ned, og en vinkelbygning er skudt op i stedet. Her kommer 30 nye boliger med niveaufri adgang og elevator, så der er mulighed for at komme rundt med rollator eller kørestol.
Der er tale om to-, tre- og fireværelses lejligheder på mellem 67 og 114 kvadratmeter.
Udeområderne omkring Østervangen indrettes som et »grønt og roligt fællesområde centralt i Hammel,« lyder det fra AL2bolig. Der anlægges en snoet parkeringsplads og et opholdsareal med bordbænkesæt.
Den karakteristiske blodbøg, som stod midt i den tidligere skolegård, er omdannet til en stor bænk.
8. februar klokken 12-16 inviterer AL2bolig til åbent hus. Her kan interesserede opleve både de nybyggede og renoverede boliger. Til åbent hus åbnes dørene til tre forskellige boliger: én bolig i den renoverede hovedbygning og to boliger i det nyopførte baghus. Boligerne varierer i størrelse og indretning, og én af boligerne vil være møbleret.
Bump på vejen
Optakten til om- og tilbygningen har været lang. De første tanker blev formuleret for omkring 12 år siden.
I slutningen af 2020 godkendte byrådet den omfattende renovering til 70 millioner kroner. Projektet blev dog sat på standby i maj 2022, fordi Favrskov Kommune stod med et akut behov for at huse ukrainske flygtninge.
I april 2024 blev første spadestik så endelig taget.
I første omgang hed det, at indflytning kunne ske i sommeren 2025, men tidsplanen skred på grund af flere »bump på vejen,« har Allan Werge tidligere fortalt til avisen:
»Vi fandt flere lag gammelt linoleum, skjulte vægge bag vægge, kældre, som ikke var kortlagt rigtigt, og som vi derfor ikke umiddelbart var opmærksomme på, og så har der været udfordringer med noget vand, vi ikke har kunnet styre – oppefra, nedefra og fra siden.«