Fortsæt til indhold

»Vi skal ikke hjem – vi skal videre« – det bliver bare ikke fra Stilling Station

Erhvervslivets pinger var onsdag aften samlet til nytårskur for erhvervslivet på SCU i Skanderborg. Her stillede borgmester Frands Fischer skarpt på infrastruktur og mobilitet og slog fast, at infrastrukturen i det østjyske halter bagefter.

Samfund

Op til kommunalvalget i november mødtes viceborgmester Frank W. Damgaard med Din Avis Skanderborg på den nedlagte Stilling Station.

Frank ville dele morgenbrød og kaffe ud til alle dem, der ankom med toget. For toget burde jo stoppe i Stilling – det besluttede Christiansborg-politikerne tilbage i 2017 i forbindelse med vedtagelsen af Infrastrukturplan 2035. Der er tilmed allerede sat penge af til genåbningen.

Nu har vi 2026 og toget stopper stadigvæk ikke i Stilling. Og til trods for at virksomhederne i området gentagne gange har peget på, hvor vigtig infrastrukturen er for at de kan rekruttere nye medarbejdere og vækste, er der lige nu ikke udsigt til, at toget stopper i Stilling før på den anden side af 2030.

Det brugte borgmester Frands Fischer som trinbræt til sin nytårstale, da der onsdag var nytårskur for det lokale erhvervsliv på SCU i Skanderborg.

Arbejdskraft går ikke op i kommunegrænser. 35 procent af alle med et job i Skanderborg Kommune pendler til Aarhus. Og omvendt rekrutterer virksomhederne i Skanderborg jo i stor stil medarbejdere fra hele Østjylland og længere væk.
Frands Fischer, borgmester

»Stilling Station – Danmarks glemte knudepunkt – er vigtig i sig selv. Men det er også et billede på noget større – nemlig infrastruktur og behovet for gode, langsigtede løsninger. Infrastruktur og arbejdskraft hænger sammen – ikke mindst her i Østjylland. Hvis ikke mobiliteten fungerer, går det ud over bundlinjen. Ét af de temaer, der kommer til at fylde i vores erhvervspolitiske fokus i Skanderborg Kommune i 2026, er derfor infrastruktur,« pointerede borgmesteren.

Selvom Skanderborg ligger på en pæn femteplads i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenligheden i de danske kommuner, peger mange af de lokale virksomheder netop på infrastruktur og arbejdskraft som de vigtigste prioriteter, hvis kommunen skal styrke virksomhedernes muligheder for vækst.

»Arbejdskraft går ikke op i kommunegrænser. 35 procent af alle med et job i Skanderborg Kommune pendler til Aarhus. Og omvendt rekrutterer virksomhederne i Skanderborg jo i stor stil medarbejdere fra hele Østjylland og længere væk. Business Region Aarhus har været med til at sikre en udvidelse af motorvejen. Dejligt. Men vi skal ikke hjem – vi skal videre, og der er et efterslæb i forhold til den kollektive transport,« konstaterede Frands Fischer, der netop er blevet genvalgt som formand for Business Region Aarhus. Et mandat, han vil bruge til at kæmpe for, at Østjylland får sin andel af de nationale investeringer i infrastruktur.

»Vi skal videre med ambitionen om en toglinje i den nordlige del af kommunen. Et trinbræt i Galten og Låsby vil være et kæmpe plus. Det er også glædeligt, at Aarhus har meldt store ambitioner ud i forhold til en østjysk trafik-»fingerplan«. Det har vi tidligere diskuteret i Business Region Aarhus, hvor Aarhus ville tage lead på det. Der er så gået et par år, men bedre sent end aldrig og vi bakker op om planen. Her kan Skanderborg Station og andre dele af kommunen komme til at spille en nøglerolle,« understregede han.

Med et folketingsvalg lige om hjørnet, var opfordringen fra borgmesteren klar:

»Spørg kandidaterne, hvad de tænker om infrastrukturen her i Østjylland og fortæl dem, hvad jeres medarbejdere oplever derude på vejene eller i den kollektive transport, så vi i fællesskab minder Christiansborg om behovet for bedre infrastruktur i Østjylland.«

Foto: Per Bille
Foto: Per Bille
Troels Bech, sportsdirektør for Odense Boldklub, rundede nytårskuren af med et oplæg om (over-)vinderkultur. Foto: Per Bille