Muesum løfter sløret for, hvad milliondonation skal bruges på
Til sommer kan gæsterne på Gammel Estrup forberede sig på helt nye oplevelser på herregårdsmuseet.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har gennem de sidste tyve år istandsat stuer og sale på herregården ved Auning. Takket være en række fonde, suppleres de helstøbte interiører nu med fortællinger om de mennesker, der levede på herregården – fra høj til lav og fra kælder til kvist.
Som avisen kunne fortælle i starten af året har donationer på omkring to millioner kroner gjort det muligt for museet at få helt nye muligheder i herregårdsmuseets formidling.
Nu er Gammel Estrup så klar til at løfte sløret for, hvad det kommer til at betyde for oplevelsen på museet.
Med nye formidlingsstationer i herregårdens mange rum åbner Gammel Estrup op for en række hidtil ufortalte historier om mennesker, der levede på herregården førhen.
»Det kan for eksempel være historien om dagligdagen for grevinden og kammerjomfruen i 1700-tallet, fortællingen om komtesserne Ingeborg og Sophie og deres guvernante, eller en historie om husjomfruen Ottilie og grevinde Emma, der dagligt aftaler menuen til næste selskab. De korte lydfortællinger skal åbne historien om det daglige liv op for gæsterne og gøre fortiden nærværende,« fortæller museumsinspektør Marie Aaberg Andersen i en pressemeddelelse.
Museumsgæsterne kan få historierne gennem en række dramatiserede lydfortællinger, men også i form af korte og længere rumtekster samt et udstillingskatalog.
Ved at fortælle historierne på forskellige niveauer håber museet at kunne tilbyde en særlig oplevelse til både børnefamilier og til dem der primært kommer for at opleve stedets særlige stemning og atmosfære, samt ikke mindst til de gæster, som besøger stedet for at dykke dybere ned i historien, lyder det.
Inspiration fra loftet
Ideen til de nye formidlingsstationer kom, efter Gammel Estrup åbnede lofterne over stuer og sale i 2025. Det var første gang, der blev skabt publikumsadgang til de gamle loftsrum, og det gav anledning til at tænke nyt i forhold til formidlingen.
»Med indretningen af lofterne tog vi første skridt ud i en ny formidlingsstrategi. I udviklingsarbejdet er brugt nye tiltag for at styrke fortællingen om herregårdens mennesker og for i højere grad at inddrage og aktivere publikum i udstillingen. En løbende evaluering af udstillingen over sommeren har vist, at de nye tiltag bliver ovenud positivt modtaget af såvel børn som voksne, danske såvel som udenlandske turister. Det har motiveret os til at arbejde videre med samme metode i resten af herregårdens rum,« forklarer museumsinspektøren.
Museet planlægger at lancere de første nye formidlingsstationer på Gammel Estrups 1. sal i forbindelse med museets store 1700-talsfestival 20.-21. juni.
Udvikling og etablering af de nye formidlingsstationer er muliggjort af CAC Fonden, ELRO-Fonden, Inge og Asker Larsens Fond, Sparekassen Danmark Fonden Djursland og KrogagerFonden.