Fortsæt til indhold

Kammilles mand døde i Afghanistan. Nu sætter hun ord på, hvor hårdt Trumps ord rammer de efterladte

Kammille Floor, hvis mand var den første danske jægersoldat, der blev dræbt i tjeneste i Afghanistan, reagerer på Trumps udtalelser om NATO-allieredes indsats i Afghanistan.

Samfund

»We’ve never needed them, we have never really asked anything of them. You know, they’ll say they sent some troops to Afghanistan, or this or that, and they did, they stayed a little back, a little off the front lines.«

Kammille Floor tror dårligt nok sine egne ører. På den anden side, er hun jo efterhånden så vant til, at præsident Donald Trump siger præcis det, der falder ham ind uden skelen til, om det er sandt eller ej.

Men denne udtalelse, der faldt i forbindelse med præsidentens tale til World Economic Forum i Davos i Schweiz onsdag 21. januar, går alligevel direkte i hjertet.

Den falder 18 dage efter en anden dato, som for altid er tatoveret ind i hendes bevidsthed.

Den 3. januar 2013.

Den morgen, hvor hun vågner meget tidligt op til hundens gøen i hjemmet i Veng og får øje på chefen for Jægerkorpset ude på trappen. Hun ved, at det kun kan betyde én ting: René er død.

René, som hun havde giftet sig med. René, som var far til hendes tre børn. René, som nu aldrig nogensinde ville komme hjem igen til hende, 13-årige Sara, 10-årige Maja og Thor på bare ni måneder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved mine børn, at høre Trump gøre det betydningsløst og overflødigt, at deres far blev sendt afsted til Afghanistan og ikke kom hjem igen
Kammille Floor

Mistede livet i Afghanistan

René Brink Jakobsen var oversergent i Jægerkorpset og gjorde tjeneste i Afghanistan. Natten til den 3. januar 2013 blev han dræbt af en eksplosion under en patrulje i Helmand provinsen. Han var den første danske jægersoldat, der mistede livet i Afghanistan.

René Brink Jakobsen var en mand med stort nærvær og overskud til at hjælpe andre. Målrettet og med en smittende livsglæde. Han blev kun 39 år, og efterlod sig hustruen Kammille, deres døtre Sara på 13 og Maja på 10 samt sønnen Thor på knap et år. Arkivfoto

»Egentlig havde jeg først tænkt mig at lade det passere. At det ikke var værd at bruge energi på den udmelding. Trump siger jo så meget, og nogle gange er den bedste reaktion at tie det ihjel,« fortæller Kammille.

»Men efter der er kommet så stort et fokus på det i medierne, og jeg kan se, hvor meget det påvirker veteranerne, Renés kolleger og vores familie, så har jeg det faktisk sådan nu, at det jo bare ikke på nogen måde er i orden, at USA’s præsident siger sådan noget.«

Kamille har brug for, at der bliver sat en fed streg under, hvor forkert den amerikanske præsidents udtalelser om de NATO-allieredes indsats i Afghanistan er.

»Jeg vil have fokus på, hvor usandt og absurd det er. Jeg ved også, at det er i Renés ånd at sende det signal. Det, Trump har meldt ud, er så nedgørende, respektløst og umenneskeligt,« understreger hun.

»Det rammer os som familie virkelig hårdt. De soldater, der mistede livet i Afghanistan, var mennesker, der var villige til at ofre alt. Vi vil alle sammen gerne have mere demokrati, fred og frihed. Nogen – som René – tager det ansvar på sig. Vi stod bag ham. Og vi lever med prisen hver eneste dag.«

»Det er dråben«

Det der ramte Kammille allerhårdest, var Trumps hånende ord om de NATO-allierede: »We’ve never needed them.«

»Det er simpelthen dråben for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved mine børn at høre Trump gøre det betydningsløst og overflødigt, at deres far blev sendt afsted til Afghanistan og aldrig kom hjem igen. Det var sindssygt hårdt for dem, at han var udsendt og at de måtte vokse op uden en far.«

Efter René døde har Kammille selv måttet kæmpe med, at hun bakkede ham op i, at han skulle udsendes.

»At vi sammen tog den beslutning har haft stor indvirkning på mine børn. De har haft svært ved at forstå, at vi traf den beslutning,« fortæller hun.

»Trump siger så meget, men den udtalelse står i skærende kontrast til det, vi hører fra andre amerikanere, som åbnede deres hjem for os og tog sig af vores børn, da René gik bort. Den store taknemmelighed og alle de positive tilkendegivelser, vi har fået fra amerikansk side, betyder utrolig meget,« konstaterer Kammille, der har fået massevis af kondolencebreve både fra den amerikanske ambassade og den amerikanske øverstbefalende.

»De takker for den danske indsats og for det fælles ansvar, vi levede op til. Selv præsident Barack Obama sendte et kondolencebrev. Det havde jeg nok ikke fået i dag med Trump som præsident.«

»Jeg fik billedet her som et tegn på den store taknemlighed der er, over at vi som familie og som danskere støttede op om krigen i Afghanistan,« fortæller Kammille Floor. Rammen indeholder det danske og amerikanske flag side om side med et diplom med ordene: »Disse flag blev fløjet under en kampopklaringsmission med Task Force ODIN over Helmand- og Kandahar-provinserne i Afghanistan som en æresbevisning til sergent af 1. grad René Brink Jakobsen.« Privatfoto

Mindes de faldne

Indtil for godt et år siden boede Kammille stadig i familiens hus i Veng. Nu er hun flyttet til Højbjerg ved Aarhus. Selvom hun ikke længere bor i Veng, har folk i området ikke glemt hverken hende eller René.

De er også ramt af den amerikanske præsidents hånende og løgnagtige ord. Blandt dem er Søren Erik Neergaard Pedersen, tidligere byrådsmedlem for Venstre.

Han har som reaktion på Trumps udtalelser taget initiativ til en mindedag for de faldne og udsendte soldater på lørdag i Veng Kirke.

»Det er et spørgsmål om at få markeret, at den nedladenhed, der er vist overfor de mennesker, der har ofret så meget, ikke kan tolereres. De har givet deres liv, og deres pårørende er hårdt ramt. Vi er nødt til at sige fra og gøre opmærksom på, at det ikke er i orden,« konstaterer han.

»Vi vil gøre det på en stille og værdig måde, for at understrege alvoren i det. Vi taler om mennesker, der er i sorg og har lidt meget store tab. Det er ikke fair, at en tilfældig mand i Det Hvide Hus påstår, at det ingen betydning har haft.«