Fortsæt til indhold

Nu er tidligere Netto forvandlet og taget i brug

Hvor man tidligere kunne købe dagligvarer, er der i dag blandt andet sy-værksted og træværksted.

Samfund
csj

I juni 2022 åbnede en nybygget Netto ved siden af sundhedshuset i Hadsten. Butikken erstattede Netto på Evald Tangs Alle 36, hvorefter lokalerne stod tomme, indtil det i 2024 blev meldt ud, at Jobcenter Favrskov ville rykke ind på adressen og samle flere beskæftigelsestilbud netop dér.

Det er sket nu. Jobhuset Hadsten er indviet.

Huset rummer nu de fleste af de værkstedstilbud, som Jobcenter Favrskov stiller til rådighed for den gruppe af borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet. Målet med tilbuddene er at styrke borgernes evne til at varetage et arbejde, og borgmester Lars Storgaard (K) glæder sig i en pressemeddelelse over, at Jobhuset nu er taget i brug:

»Helt konkret får borgerne nu mulighed for både at deltage i sy-værkstedet og efterfølgende være produktive i træværkstedet, hvis man har lyst til det. Den mulighed havde vi ikke før, hvor tilbuddene lå spredt på fire forskellige adresser i byen. Så vi opnår synergier ved at samle tilbuddene, og det gør vores tilbud endnu bedre til gavn for alle.«

»Vi opnår synergier ved at samle tilbuddene, og det gør vores tilbud endnu bedre til gavn for alle,« siger borgmester Lars Storgaard (K). Pressefoto

Der er gjort stor brug af genbrugsmaterialer i omdannelsen af bygningen fra et tidligere supermarked til Jobhuset, skriver Favrskov Kommune i pressemeddelelsen.

Således er der i huset tæppefliser fra et lægehus i Løgstør, vinduer fra et parcelhus i Assentoft, glasværn fra en terrasse i Ryomgård, Troldtekt-lofter fra flere lokationer i lokalområdet og en flot murstensvæg opført af teglsten fra Bøsbro Kro i Laurbjerg.

Det er afdelingen Center for Vejledning og Afklaring – også kaldet CVA – under Jobcenter Favrskov, der nu har hjemme i huset.