Hanne fejrer 40 år og ruster klinikken til fremtiden: »Jeg ville være ked af at se den smuldre, fordi jeg ikke var forberedt«
Hanne Bach har arbejdet 40 år på samme tandklinik – i 30 år han hun ejet den. Hun fortsætter som ejer, men har sat gang i et glidende generationsskifte i form af to medejere.
»I 40 år er jeg gået op ad den trappe.«
Ordene er Hanne Bachs, og trappen fører op til hendes tandlægeklinik på Torvegade 5c i Hammel.
I 40 år har hun været ansat. I 30 år har hun ejet klinikken, som i dag er en del af kæden Oris Tandlægerne.
Hun er netop blevet fejret for sine to jubilæer.
Som gave giver hun sig selv mere fritid. I hvert fald har hun netop fået to medejere af klinikken. Tanken er, at hun skal gå ned i tid, og at der sker et glidende generationsskifte.
»Jeg synes, det er ansvarlighed at tage hånd om sin virksomhed ved at lave et glidende generationsskifte. Jeg har jo selv fået klinikken til det, den er nu, så jeg ville da være ked af at se den smuldre, fordi jeg ikke var forberedt,« siger jubilaren og tilføjer:
»Så jeg har en rigtig god fornemmelse i maven. Det er en god løsning, hvor jeg kan gå lidt ned i tid, samtidig med at når den tid kommer, bliver der overdraget ordentligt.«
En god kombination
Det er nu ikke fordi, at 66-årige Hanne Bach er presset på fysikken eller ikke længere er glad for sit arbejde.
»Det er et super godt job, og jeg har altid været glad for det. Jeg kan jo slet ikke forstå, at ingen af mine tre børn vil være tandlæge,« siger Hanne Bach.
»Det er sådan en god kombination af mennesker og håndværk: Man er tæt på patienterne og har samtidig et håndværk, som man kan nørde i,« fortsætter hun.
Mange patienter har hun fulgt i alle årene, og derfor har hun også behandlet både deres børn og børnebørn.
»Det er da fedt at have den slags forbindelse. Jeg kan godt lide den nærhed,« siger Hanne Bach, som selv bor i Hammel.
Fylder hele etagen
I alle de år, Hanne Bach har været i klinikken, har den ligget på Torvegade 5c.
Før den flyttede hertil, blev den dog født ovenpå biografen Fotorama, hvor Karl Johan Jørgensen åbnede den.
Han ansatte sidenhen Hanne Bach. I begyndelsen lå det ikke i kortene, at hun skulle ende med at overtage tandlægeklinikken, men sådan gik det altså efter ti års ansættelse.
»Han havde alderen til at stoppe, og så passede det med, at jeg havde fået mine tre børn,« siger Hanne Bach.
Dengang lå tandlægeklinikken i den ene ende og et lægehus i den anden, men da lægerne rykkede ned på Sallvej, overtog tandlægen hele etagen.