Får to nye ejere og bliver kommunens største klinik
Nye medejere skal sikre generationsskifte og at klinikkens værdier videreføres.
Oris Tandlægerne i Hammel har fra 1. februar fået to nye medejere i form af Mette Elmstrøm og Anne Hagh. De skal styre klinikken sammen med den hidtidige ejer, Hanne Bach.
Hanne Bach fortsætter i klinikken, men på nedsat tid. Tanken er, at der bliver lavet et glidende generationsskifte.
Hanne Bach kalder de nye medejere for »et par super gode piger«, som »passer perfekt ind«.
Det har været vigtigt for hende, at klinikken bliver ført videre i en god ånd.
»Jeg vil gerne overdrage alle de gode værdier, vi har her, og så skal Mette og Anne selvfølgelig selv sætte deres præg og komme med deres unge indspark,« siger Hanne Bach.
Med tilgangen af de nye medejere er tandlægeklinikken Favrskov Kommunes største, skriver Oris i en pressemeddelelse.
Den øgede behandlerkapacitet betyder også, at klinikken igen kan tage imod nye patienter.
»Stærkt behandlerteam«
Tandlægerne Mette Elmstrøm og Anne Hagh kommer fra en tandlægeklinik i Hadsten, hvor de gennem flere år har arbejdet tæt sammen.
Mette Elmstrøm fortæller i pressemeddelelsen, at beslutningen om at blive en del af Oris Tandlægerne i Hammel udsprang af ønsket om at indgå i et stærkt fagligt fællesskab:
»Klinikken i Hammel rummer en kultur, hvor faglighed, kvalitet og ordentlighed går hånd i hånd. Det tiltaler os meget. Vi mærkede hurtigt, at her er et team med både hjerte og høj professionalisme.«
Fra Anne Hagh lyder det:
»Vi har besøgt klinikken et par gange, og hver gang bliver vi bekræftet i beslutningen. Stemningen er varm, kollegial og engageret. Vi glæder os til at blive en del af et stort og stærkt behandlerteam, hvor vi kan få glæde af hinandens faglige kompetencer til glæde for patienterne.«
Med i alt otte tandlæger tilknyttet klinikken dækker de tilsammen et bredt spektrum af tandlægefaglige behandlinger – alt fra kirurgi, kosmetisk tandretning og rodbehandlinger til almen tandpleje, parodontitisbehandling, rekonstruktion af slidte tandsæt og håndtering af patienter med tandlægeskræk.
Oris Tandlægerne er en landsdækkende tandlægekæde med 17 klinikker. De enkelte klinikker er ejet af forskellige tandlæger.