Snestorm og op til 30 centimeter sne – her bliver det værst
DMI advarer om kraftigt snefald.
Østjylland og Djursland kan blive hårdt ramt af det snevejr, der lige nu bygger op i Tyskland. Allerede onsdag ventes let sne, især over de sydlige egne. Op mod aftenen kan store dele af landet – herunder Østjylland – have fået mellem 1 og 3 centimer sne.
Det bliver samtidig blæsende fra øst med risiko for snefygning, skriver Rasmus Stoltze Hansen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, Danmarks Meteorologiske Intitut.
Samme melder også, at der er varsel om snestorm for Djursland og og Randers.
Torsdag morgen bevæger et nyt snevejr sig op fra Tyskland og rammer først den sydlige del af landet. Senere på dagen breder det sig mod nord og når Aarhus-området og Djursland i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Der er forvarsel om kraftig sne – defineret som mere end 15 centimeter på seks timer – for store dele af landet.
Snevejret ventes at fortsætte ind i fredagen, og på det tidspunkt forventes mellem 15 og 20 centimeter sne flere steder på Djursland, i Favrskov og Skanderborg. Lokalt kan der falde op mod 30 centimeter. I resten af landet ventes 2-10 centimeter.
Der er dog fortsat usikkerhed om præcis, hvor det kraftigste snefald rammer, skriver DMI.
Snebåndet er smalt og bevæger sig langsomt, og små ændringer i prognosen kan flytte det enten øst- eller vestpå. Prognoserne peger dog på, at Østjylland – herunder Djursland – har stor sandsynlighed for at blive ramt af de større snemængder.
Også Østjyllands Politi er ude at advare borgerne.
I onsdagens døgnrapport skriver politikredsen, at det er vigtigt at holde sig orienteret om vejret både hvor man er og på ens destination.
»Vejret kan desuden skifte i løbet af dage, så det er en god idé at tænke fremad, og overveje vejrsituationen både når man skal ud, og når man skal hjem,« skriver Østjyllands Politi og understreger, at alle relevante myndigheder sidder klar til at hjælpe borgerne, hvis det bliver nødvendigt.
Fredag ventes temperaturerne at stige lidt. I den nordlige del af landet, herunder Djursland, forbliver det frostvejr, mens den sydlige del kan få temperaturer lige over frysepunktet og mulig overgang til slud eller regn.
Fra fredag aften og lørdag falder temperaturen igen, og både dag og nat kan byde på frost.