Smukt, men livsfarligt: Gå ikke ud på isen
Det ser smukt og indbydende ud, men det kan være forbundet med yderste livsfare at bevæge sig ud på de frosne søer i Skanderborg Kommune.
Selvom Kong Vinter for alvor viser tænder nu, og søerne i Søhøjlandet er frosset til, er det ikke ensbetydende med, at det nu er sikkert at færdes på isen.
En sikker tommelfingerregel er, at medmindre der er sat et skilt op, som tillader færdsel på isen, skal du ikke gå ud på den.
Skanderborg Kommune måler løbende, om isen er tyk nok til at bære, men det er den altså ikke endnu. Først når isen er 13 centimeter tyk, er det forsvarligt at færdes på den.
Når isen er sikker, sætter kommunen skilte op på udvalgte steder, som viser, at nu er isen målt og det er sikkert at færdes på den.
»Der opsættes ikke forbudsskilte ved kommunens søer, og derfor er det vigtigt, at være opmærksom på, at der kun sættes skilte op, når vi tillader færdsel på isen og kun på udvalgte steder. Tilladelse til færdsel på isen gælder kun der, hvor der er sat skilte op. Og husk at al færdsel på isen er på eget ansvar,« skriver Skanderborg Kommune på sin hjemmeside.